Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1683Visninger
AA

7. Er larm bedre end stilhed?

Lola smed pizza æsken på spisebordet og satte sig selv i stolen overfor min. Jeg stak lidt til en af kødbollerne, som var trillet af pizzaen, og sukkede lidt for højt. Lola kiggede undrende på mig, og jeg prøvede på at skjule mit suk ved at gabe falskt. Lola rystede på hovedet og tog et stykke.

Jeg måtte virkelig se at komme videre. Jeg kunne ikke sidde og kigge lige ud i luften indtil X-faktor var overstået og jeg kunne komme væk fra Naill. Jeg måtte videre. Jeg ville ikke være en af de der tudetøser, som bare venter på at livet lukker sig op for dem, for så kommer de aldrig videre. Man finder ikke kærligheden vis ikke man leder efter den. Problemet er bare når man har fundet kærlighedens kiste, men ikke har nøglen til at låse den op.

Jeg klemte et stykke pizza ned for at Lola ikke fattede mistanke. Jeg klemte et stykke pizza mere ned for at minde lidt om Naill, eller fordi at Naill ville undre sig vis jeg kun spiste et stykke.

Lola puttede resten af pizzaen i køleren og kigge alligevel undrende på mig, da jeg altid spiste hele min og resten af hendes. Jeg smilede til hende og forklarede at jeg bare ikke lige var så sulten, og at jeg ville gå mig en tur. Jeg ville ikke sidde og vente på at kærligheden ikke kommer forbi, så jeg havde tænkt mig at gå ned i parken, for der plejede alle de unge altid at hænge ud på dage som denne.

Jeg klemte mig ned i mine slidte vans og lukkede forsigtigt døren efter mig. Luften ude på trappen var kølig selv om det var varmt udenfor. Jeg smuttede hurtigt ned af trappen, for at nå hurtigt ned til den store for dør så jeg kunne komme hurtigt ud i varmen.

Jeg var næsten ikke nået ud af døren før jeg stødte på Demi Lovato. Jeg havde ikke tænkt mig at gå hen til hende, for jeg kendte hende ikke. Jeg kendte kun hendes kæreste. Eller - ham kendte jeg vel heller ikke rigtig.

Demi løb hen mod mig, så jeg stoppede op.

"Kender du en Rosy?" spurgte hun og jeg nikkede.

"Ja det er mig"

Demi begyndte at fable om alt muligt med at Naill var underlig, og at hun havde brug for hjælp, og at jeg skulle fordi hun ikke kunne få fat på de andre drenge. Jeg skulle lige til at forklare hende at jeg ikke kendte ham så godt at jeg kunne hjælpe, men Demi var allerede trukket af med mig og blev ved med at fable om at hun var bange for at han var syg.

Jeg havde lyst til at himle med øjnene, men gjorde det ikke, da jeg ikke var den type pige. Det ville også virke lidt underligt at himle med øjnene, når ingen ville se det.

Til mit store held havde Demi en bil, så vi ikke skulle til at vade igennem hele London! Demi ligefrem hev mig hen til bilen, og jeg ømmede mig over min hånd. Det kunne godt være at Demi var i bil. Tilgengæld havde hun valgt at holde den flere gader væk fra hvor jeg boede.

"Hey Demi, hvorfor skal jeg egentligt gøre det her? Du kunne jo bare selv gøre det".

"Jeg tror gerne at han vil snakke med dig om det, for han snakkede om dig i søvne, og han ville ikke have noget med mig at gøre i morges!"

"Det er jo bare noget du bilder dig ind! Han kan da vildt godt lide dig, ellers ville han jo ikke være sammen med dig!"

Demi trak på skuldrene og fortsatte med at hive mig hen mod hendes bil. Jeg sukkede medvilje højlydt, og håbede på at hun ville lade mig gå. Desværre havde hun ikke tænkt sig at jeg bare skulle fortsætte min dag som jeg ville have den. Jeg skulle absolut slæbes hen til Naill, som jeg efter Lolas mening var forgabt i. Lige præcis den dag hvor jeg havde tænkt mig at fortsætte mit liv normalt skulle jeg slæbes den total modsatte vej!

Demi smækkede døren efter mig, og jeg overvejede at stikke af mens hun gik rundt om bilen, men droppede det da jeg ikke ville have et image der sagde at jeg stak af fra alting. Jeg overvejede stadig at stikke af da Demi satte sig ind i bilen, men da hun begyndte at køre var det lidt for sent.

Der var stille i bilen på vej derhen, og Demi prøvede at dræbe den pinlige tavshed ved at sætte lidt musik på. Men effekten virkede ikke efter hensigten, og jeg blev bare indelukket af al hendes sørgelige stille musik.

Efter en halv time kørte Demi ind til siden ved en stor lejlighed. Hun låste bilen,og vi begyndte at gå op mod den store fordør. Demi låste døren op, og jeg fik et lille stik i hjertet af t se at hun havde en nøgle, som var helt hendes egen. Så langt tid havde de da ikke kendt hinanden, eller hvad? Det ville også være synd vis han ikke ville se mig, og at jeg så bare brød ind i hans lejlighed. Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på t give min nøgle til nogen. Eller måske til Naill! Nej jeg skulle altså stoppe med at tænke på ham. Jeg skulle bare få ham ud af hovedet.

Demi åbnede døren til hans lejlighed, og hans velkendte duft gik os i møde. Et lille smil viste sig på Demis ansigt, og jeg viste at hun holdt lige så meget af Naill, som jeg gjorde. Men jeg forstod hende godt, for et lille uskyldigt smil viste sig nemlig også på mine læber, og jeg gjorde ikke noget for at skjule det. I stedet tog jeg en stor indånding af luften, og duften som hang ved varmede mig en lille smule.

"Jeg går en lille tur, for så kan du snakke med ham i fred", sagde Demi, og forlod lejligheden lige så hurtigt hun var kommet.

Jeg listede forsigtigt ind i stuen, og fandt Naill på sofaen. En af Justin Biebers sange kom ud fra det tændte fjernsyn, og jeg smed mig i en stol ved siden af sofaen. Naill kiggede på mig, og så først der så han at jeg ikke var Demi. Han satte helt op i sofaen og kiggede inderligt på mig.

Jeg kunne mærke varmen stige op i kinderne og prøvede kraftigt på at køle mit ansigt ned. Desværre gik det ikke så godt, og jeg blev i stedet endnu varmere. Jeg tog en dyb indåndig og gemte mit ansigt i hænderne, for at køle lidt ned.

Naill, som sad og kiggede på mig havde ærgerligt lagt mærke til det, men han smilte bare til mig og blev selv rød i hovedet.

"Nå", sagde jeg da jeg havde kølet lidt ned, "er der noget i vejen, for det sagde Demi".

Naill kiggede op i loftet.

"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke helt hvad der foregår!"

Jeg satte mig i sofaen ved siden af mig og strøg ham forsigtigt på ryggen. Naill rystede under min berøring, og jeg kiggede forbløffet på ham, og forsøgte at fange hans øjne, men det kunne jeg ikke, for han blev ved med at søge andre ting.

Endelig kiggede han op. Denne gang var han ikke rød i hovedet, mere hvid. Jeg rykkede lidt væk fra ham, og kiggede undskyldende på ham. Det var derfor han havde været så underlig.

Jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele, men det kunne jeg ikke. Jeg prøvede at samle mig selv, men det gik ikke så godt, da jeg hele tiden havde lyst til Naill. Jeg tog en prøvende nedkølende indånding, men det ødelagde bare det hele, da luften kun var fyldt med duften af Naill. Jeg tænkte at det nok var bedst at jeg forsvandt igen og jeg rejste mig derfor. Jeg gik hurtigt ud til døren. Naill fulgte stille efter mig, sagde farvel og lukkede forsigtigt døren efter mig, som om han ikke ville have at det skulle larme. 

Jeg ringede straks til Simon, som blev forfærdet over at Naill var så stille. Der gik ikke mere end en halv time, hvor Demi kom ind af den store hoved dør med et overrasket udtryk i øjnene. Det kunne jeg også godt forstå, for jeg blev lige så overrasket, da Simon kom gåede op af trappen sammen med både Zayn, Harry, Liam og Louis.

Simon smilede undskyldende til mig, låste sig ind og lod de fire drenge overfalde Naill som lå inde på sofaen. De grinede alle sammen, men lige pludselig stoppede de glade grin der inde fra, og der blev helt stille.

Simon hev Demi og jeg med ud af lejligheden og lukkede døren lige så stille, som Naill havde gjort for øjeblikke siden. Demi havde tåre i øjnene, og det kunne jeg godt forstå, for det var som om den glade Naill vi kendte var forsvundet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...