Famous - One Direction

Ja altså jeg skal lige have noget på det rene. Jeg er IKKE 1D fan, men der er så mange movellaer med dem og nu tænkte jeg at det måtte være min tur.

Rosy Phanra er deltager i X-factor i England. Hun stiller egentligt op på grund af et væddemål, men da hun ryger videre til finalen bliver hun bidt af det. Hun ville egentligt synge med hendes idol Lukas Graham i finalen, men det kan ikke blive ham da han kommer fra Danmark.
Hvad skal hun gøre da hun skal synge med hendes ultimative hade band One Direction, og hvad skal hun gøre da de tager kontakt til hende udenfor showet?!

8Likes
5Kommentarer
1802Visninger
AA

3. Drømte mig en lille drøm?

Jeg kiggede forundret på hende. Jeg havde ikke regnet med at hun skreg, men jeg havde heller ikke set vad overskriften var. Jeg hev bladet fra hende endnu en gang. Hun skreg igen, men jeg ignorerede hende. Jeg skreg ikke da jeg så overskriften, men jeg var lige ved. Overskriften var gul. Ikke bare gul, men neon gul. Overskriften lød: 'Rosy Phanra fra dette års X-factor skal synge med det verdenskendte band One Direction!' Jeg måbede. Det var ikke overskriften jeg måbede over, men det billede der var sat ind. Der var helt sikkert manipuleret lidt med det. Jeg stod ved siden af Harry og smilede over hele femøren. Jeg havde stået ved siden af Harry, men jeg havde ikke smilet, faktisk kunne jeg slet ikke huske at jeg havde smilet i nærvær med dem. Jeg tror faktisk at jeg havde set lidt småsur ud på billedet... inden det blev redigeret.

Jeg kiggede over på Lola. Hun så virkelig begejstret ud. Ikke bare fordi jeg var på forsiden, eller fordi jeg skulle synge med One Direction til finalen, men fordi at jeg havde stået så tæt på Harry Styles. Hun løb hen til mig og begyndte at snuse til mig. Jeg begyndte at grine. Hun lignede en der var afhængig af narko og som var i gang med at tage en bane. Hun tøffede rundt om mig, alt imens hun lugtede til mig, rettere sagt sniffede mig.

"Altså Lola, hold så op med det der", grinede jeg, og gik ud i køkkenet igen.

Lola fulgte efter mig, mens hun hele tiden holdt sig inden for Harrys lugtede rækkevide.

"Jamen, du lugter så godt", sagde hun, og lød som om hun hang på en lyserød sky, "Du må aldrig gå i bad igen! Nogensinde!"

Jeg grinede igen, tog snack posen som Lola havde købt til mig, og satte mig ind i sofaen. De var begyndt at sende Rush Hour. Helt klart en af mine mindre foretrukne film. Jeg satte mig godt tilbage i sofaen, trak tæppet godt op om mig og tog fjernbetjeningen. Jeg begyndte at zappe rundt på de forskellige kanaler. Lige pludselig stødte jeg på et interview med One Direction. Det måtte være et der var lavet samme dag, nok lidt efter at jeg var taget hjem gættede jeg, for interviewet handlede om X-factor finalen. Og om MIG!

'Nå, hvordan er så denne Rosy Phanra?' spurgte intervieweren Zayn.

'Jamen, hun er da helt okay'

'Helt okay!' sagde Harry, 'Hun er sgu da mere end okay!'

'Jamen Harry, vi kender hende jo ikke så godt endnu!'

Intervieweren var begyndt at små grine. Man kunne ikke se hende, men man kunne se på mikrofonen, som hun holdt hen mod Harry og Zayn, at hun grinte. Mikrofonen hoppede rettere sagt om og ned, og man kunne høre nogle små fnis en gang imellem. Det var der nok en grund til. Harry og Zayn var begyndt at diskutere om de kendte mig eller ej. Jeg holdt med Zayn. De kendte mig overhovedet ikke, faktisk langt fra! De vidste ikke hvor jeg boede, de vidste ikke om mine forældre stadig levede, hvilket de ikke gjorde, de vidste ikke hvor gammel jeg var, eller jo det gjorde nok vis de havde læst i nogle af sladde bladene eller havde set X-factor.

Intervieweren trak mikrofonen væk fra de to drenge, og hen til Louis og Naill. Det var nok de to drenge jeg havde synes bedst om. Naill havde virket så opmuntrende, og Louis var den eneste som havde spurgt ind til hvordan det var at jeg skulle synge med dem. Nu blev jeg usikker på mig selv. Jeg havde løjet for ham. Jeg havde sagt til ham at de var fine nok at synge med. På det tidspunkt var det ment som en løgn, men nu hvor jeg tænkte tilbage havde jeg egentligt sagt min mening. Jeg manglede bare lige at sige at jeg syntes at det var fint fordi at de hjalp mig, og IKKE fordi jeg kunne lide dem. Jeg kunne langt fra lide dem!

'Nå drenge, synes i at hun synger godt?' spurgte intervieweren Louis og Naill.

'Ja, hun synger faktisk bedre i virkeligheden end på TV!' sagde Naill.

Naill var virkelig sød. Han var kommet med ufattelig mange komplimenter til mig hele dagen. Inden jeg meldte mig til X-factor plejede jeg ikke at få så mange komplimenter. Jeg plejede faktisk slet ikke at få nogle. Vi Naill havde givet mig et af hans komplimenter dengang ville jeg være blevet usikker, men nu var jeg blevet vant til alle komplimenterne og blev bare glad for dem.

Interviewet stoppede og jeg slukkede for TV'et. Jeg var begyndt at undre mig over hvor Lola blev af. Hun var ikke kommet ud fra køkkenet en hel time nu. Jeg kaldte på hende, men hun svarede ikke. Jeg gik ud i køkkenet, men hun var der ikke mere. Jeg stod helt muse stille, og kunne høre en sagte fnisen. Jeg fulgte efter den, og stoppede op lige ud for toilettet. Det var der hun gemte sig. Jeg sparkede døren ind, og fandt hende siddende på gulvet med min mobil i hånden. Hun kiggede forskrækket op på mig, og forsøgte at gemme min mobil bag hendes ryg. Jeg kunne tydeligt se at jeg ikke måtte få af vide vad hun lavede hende, og hoppede derfor over hende. Vi begyndte at slås lidt ude på det ville badeværelse. Det var noget vi var vant til. Det var ikke en fjentlig slåskamp, men mere sådan en jeg-er-stærkere-end-dig-giv-mig-mine-ting-slåskamp. 

Jeg var ikke vandt til at Lola kæmpede så meget for sin vilje. For det meste gav hun bare op når vi sloges, men denne gang ville hun ikke give op. Hun vidste ude mærket godt at jeg var stærkere end hende, men denne gang gav hun ikke bare op. Jeg måtte for alt i verden ikke få fat på min mobil. Det var det der gjorde at jeg så gerne ville have fat på den. Til sidst fik jeg fat på den. Jeg skulle lige til at låse den op, da jeg fik en sms.

'Jeg er glad for at du endelig vil snakke med os!' stod der i den.

Gæt engang hvem den var fra. Harry. Lola havde siddet ude på toilette den sidste time og sms'et med Harry. Nu havde jeg prøvet at undgå dem, og så ødelægger hun det hele for mig! Jeg ville for alt i verden ikke have at de troede at jeg ville snakke med dem, for det ville jeg ikke. Jeg ville overhovedet ikke snakke med dem. Jeg skrev derfor hurtigt tilbage at det var min veninde der havde taget min mobil. Jeg var selv ret stolt over mit svar, men lige da jeg havde trykket på send kappen så jeg hvor dumt det var. Enten lød jeg kold i deres øre, eller så lød jeg dum fordi jeg skyldte skylden videre til min veninde. Mega dumt svar!

*

Der var gået en hel uge siden jeg havde hørt fra drengene eller Simon. Harry havde heller ikke svaret tilbage på min sidste dumme sms. Jeg var begyndt at tro at det hele bare var noget jeg havde bildt mig selv ind. Jeg kunne dog ikke finde svaret på hvorfor der var en masse smser fra en dreng som hed Harry. Lola snakkede heller ikke mere om dem, så det virkede faktisk som om det hele bare var en drøm. Jeg var lettet. Det eneste der ikke som ikke var så godt ved det var X-factor. var det så også bare noget jeg havde drømt?

Jeg gik rundt i mine egne tanker. Jeg var taget ind til London for at shoppe lidt. Lola skulle arbejde hele lørdag, så jeg tænke at det var tid til lidt forkælelse. Det eneste problem var bare at jeg ikke fik købt noget. Det var altid Lola som fik mig til at købe tingene.Når jeg var alene var jeg alt for nærig. Det var på sin vis også meget godt.

Jeg valgte at sætte mig ind på Lolas og min ynglings cafe/ restaurant Froggiz. Vi plejede altid at sidde ved det samme bord og bestille det samme. Det føltes lidt lonely at sidde der helt alene, men jeg havde ikke rigtig andet at lave en at sidde der, så jeg bestilte det samme: en tunsandwich og en stor cola. Jeg sendte en sms til min lillesøster for at spørge om hvordan det gik, men også fordi jeg ikke ville ligne en uden venner, hvilket jeg nok gjorde uanset hvad. Min lillesøster svarede ikke, så jeg sendte også en sms til min storebror og spurgte hvordan det gik med ham og min lillesøster. De to boede sammen fordi min lillesøster ikke var gammel nok til at bo alene. De var flyttet til Florida for et par år siden fordi min storebror var optaget på et basket hold. Min lillesøster var lidt ligeglad, men det var jeg ikke. Når jeg lå alene om aftenen og Lola ikke var hjemme græd jeg mig i søvn. Min lillesøster, min storebror og jeg havde været så tæt efter at vores forældre døde, og jeg havde savnet dem utrolig meget efter at de flyttede. Jeg havde valgt ikke at fortælle det til nogen. Det var mit eget problem.

Min storebror svarede heller ikke. Jeg var begyndt at blive lidt urolig. Det blev jeg altid når de ikke svarede. Jeg blev bange for at der var sket dem noget! Jeg sendte en sms til Lola. Hun svarede heller ikke. Jeg begyndte så småt at blive bange. Jeg beroligede mig selv med at det nok var mobilen der var noget i vejen med, og gik derfor hen til nærmeste telefon butik. Manden sagde at jeg ikke kunne sende smser fordi den var gået i stykker inde i antennen. Jeg afleverede mobilen og tog hjem.

*

Der gik en uge mere. Jeg var nu sikker på at det med One Direction og X-factor var noget jeg havde drømt. Jeg havde ikke sagt det til Lola, for jeg var bage for at hun ville grine af mig.

Jeg havde ikke fået min mobil igen. Det var jeg rimelig ked af, for jeg ville gerne vide hvordan det gik med mine søskende. Lola havde det fint. Hun havde siddet og set film da jeg var kommet hjem. Det gjorde mig tryk. Hun snakkede heller ikke om One Direction mere, måske fordi de aldrig havde haft noget med mig at gøre, eller måske fordi hun var bange for at jeg ville blive sur på hende vis hun bragte det på bane. Jeg blev enig med mig selv om at det var noget jeg havde drømt. Og vis det havde været rigtigt så ville jeg have sunget med dem i finalen allerede. Ja jeg ville så faktisk have sunget med dem for en uge siden. Det måtte have været en drøm.

Det ringede på døren og jeg rejste mig fra sofaen. Lola var på arbejde igen. Det var efterhånden hver lørdag hun skulle arbejde, men det var fordi at hun skulle have ekstra vagter fordi der var en der havde sagt op. Jeg tøffede ud og lukkede op. Jeg fortrød straks at jeg ikke havde taget pænere tøj på, for på måtten stod Louis og Naill! 

___________________________________________________________________________________________________

I må undskylde vis kapitlerne er så lange, men ja altså det er de ikke. Jeg prøver at gøre dem længere, men hver gang jeg tænker at nu er de lange  så er de ikke så lange so jeg troede. I må også undskylde alle mine stavefejl, jeg troede ikke at der var så mange. Håber at i kan tyde hvad jeg skriver :D

Det ville gøre mig utrolig glad vis i ville like eller kommentere :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...