Agnes

Rita er den populære, hende alle se op til og som alle vil have til veninde. Men som alle andre har Rita hendes egne hemmeligheder og hendes egne indre kampe.
En dag opfører hun sig ude af karakter overfor hendes veninde Sabine, men kun for at skåne hendes barndomsveninde Agnes for en ydmygelse.

Dette er en novelle som er baseret på moralen af fablen "Løven og musen".

2Likes
2Kommentarer
909Visninger

1. Agnes

 

Mit vækkeur havde vækket mig tidligt. Jeg skulle have god tid til min morgenrutine. Først ventede et bad, så morgenmad og så videre, men vigtigst af alt var mit valg af tøj. Jeg skulle være smart, som altid, men selvom solen skinnede mere end nogensinde før, og temperaturen truede med at stige mere og mere, så greb jeg en langærmet bluse fra min skuffe. For selvom at de gamle ar for længst var begyndt at forsvinde, så blev der jo ind i mellem tilføjet flere, og dem skulle ingen se.

 

Det var bare endnu en mandag, da jeg gik hen af den lange mørke gang på skolen sammen med Sabine og Nikolai, som begge havde et par andre på slæb. Vi var de mest populære på hele skolen, ja det vidste vi udmærket godt, men jeg hadede når folk altid fulgte med, som om vi var venner. De vidste måske hvem jeg var udenpå, men de havde ikke den fjerneste idé, om hvem jeg egentlig var inden i. Jeg gad dem ikke.

 

Vi var på vej mod fysiklokale i den anden ende af skolen, og jeg sludrede med Sabine og Nikolai om løst og fast hele vejen. Vi havde allerede for længst lært at man ikke snakkede om hemmeligheder og private sager her på gangen, og lige nu kunne vi være sikre på, at vores femmands følge af klassekammerater lyttede til hvert et ord. ”Har du husket din fysikrapport om Solenergi, Rita?” spurgte Sabine og kastede et hånende blik bagud, som tegn på at vi ikke var alene. Jeg smilede og nikkede bare, mens jeg tog hende i armkrog, men i samme øjeblik passerede en pige os og ramlede lige ind i Sabine. ”Hvad fanden laver du? Se dig dog for!” udbrød Sabine og puffede til den forvirrede pige. ”Agnes?” hviskede jeg pludseligt, da pigen kiggede undskyldende op på os. Det var Agnes. Hun havde været min bedsteveninde gennem hele min barndom, men vi var vidt forskellige, og jeg tror ikke at vi havde sagt et eneste ord til hinanden i de sidste to år.

Jeg kunne godt se, at Sabine skulle lige til at flippe helt ud, fordi at hun i sammenstødet havde tabt alle sine ting inklusiv hendes nye mobiltelefon. Nikolai havde allerede et godt tag i hendes arm. Jeg trådte hurtigt ind foran Sabine og holdt hende tilbage. Hendes øjne lynede af raseri og overlegenhed. Agnes så til nede fra gulvet, helt forvirret, men med et taknemmeligt blik rettet mod mig. Hun vidste udmærket godt, at hun nemt kunne være blevet offer for et raserianfald fra en skoleroyal, men det syntes jeg alligevel ikke, at hun havde fortjent.”Slap nu af Sabine, lad os gå” sagde jeg, mens Nikolai trak hende videre.

Med vilje sakkede jeg en smule bagud. Jeg vidste at Sabine undrede sig over min opførsel, for ærligtalt plejede jeg at være ret så ligeglad med hvem hun havde travlt med at gøre livet surt for, og hvem hun var uvenner med.

Jeg blev helt forskrækket, da Agnes forsigtigt greb mig om skulderen. ”Tak, jeg troede, at hun skulle til at flå mig. Hun skræmmer mig virkelig. Jeg skal nok hjælpe dig en anden gang, det lover jeg,” fik hun fremstammet og trippede så i den anden retning. Jeg så lidt efter , mens jeg tænkte på hvad hun nogensinde ville kunne gøre for mig. Agnes havde intet som interesserede mig.

 

Jeg hørte ikke et ord af, hvad vores fysiklærer sagde. Sabine blev ved med at sende mig Sms’er fra den anden ende af lokalet, om hvad det stunt jeg havde lavet på gangen var for noget. Jeg havde aldrig modsat mig hende sådan før, og det eneste hun kendte til mit forhold med Agnes var den dårlige side. Jeg vendte mig lidt på stolen, men kunne stadig mærke hendes stikkende blik i min nakke. Nu var hun helt sikkert også vred, fordi at jeg ignorerede hende.

 

Da det gik op for mig, at jeg befandt mig på pigetoilettet kunne jeg ikke huske, hvordan jeg var kommet dertil. Alt dunkede i mit hoved, og selvom det blot var en simpel misforståelse mellem mig og Sabine var der bare et eller andet, der fik bægeret til at flyde over. Alle de små problemer der havde været i min hverdag inden for de sidste par uger, smeltede sammen til ét stort, gabende, sort hul og den eneste løsning jeg kunne komme på, var den værste af dem alle.

Mine fingre rodede ukontrollerede rundt i min taske, efter den lille æske der lå gemt på bunden. Jeg burde ikke have den der, men efter at mor og far begyndte at skændes for fire måneder siden, havde den været fast inventar. Meget havde jeg ikke brugt den og aldrig på skolen, men i dag stoppede mine tårer ikke.

 

Hulkende satte jeg mig i en toiletbås og begyndte at skære. Klingen fra barberbladet borede sig gennem min sarte hud, og luften begyndte at lugte af blod, men i samme øjeblik hørte jeg døren åbne sig. Det var for sent. Gulvet var plettet af mærkelige, røde former, og mine hulk kunne ikke standses. Jeg kiggede op, lige op i de øjne der tidligere på dagen havde set så taknemmeligt op på mig. Det var Agnes. ”Rita!” udbrød hun forfærdet og strakte sine arme ned mod mig. Jeg blev rasende. Ingen havde nogensinde hørt om min hemmelighed. Dette var det eneste, jeg skammede mig over, og nu var jeg afsløret. Jeg følte mig som en kriminel. ”Hvad fanden glor du på? Hold dig væk!” skreg jeg panisk og kom på benene som aldrig før. Jeg tog mine ting. Så mange beviser så muligt skulle fjernes, men de røde pletter kunne jeg ikke koncentrere mig om. Mere husker jeg ikke fra den dag.

 

Dagen efter var jeg vågnet på sygehuset med bandager rundt om hele min venstre arm. Agnes sad ved min side og læste i en af sine bøger, men hun gik mine øjne i møde, da jeg vendte mig mod hende. ”Du faldt,” sagde hun stille, inden hun fortsatte,” Du besvimede, og jeg fik hentet en lærer. En ambulance kørte dig herind. Jeg har været her hele natten. Jeg ville ikke gå, før jeg selv havde set, at du var okay.”

Agnes. Agnes havde reddet mig fra min endeløse, indelukkede sorg. Siden den mandag så vi mere til hinanden. Hun hjalp mig til at snakke om tingene, fordi at jeg nægtede at gå til psykolog. Agnes kunne virkelig hjælpe mig, mere end nogen anden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...