SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette".
Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
107Kommentarer
10019Visninger
AA

3. Uventede gæster

 

3. Persons P.O.V.

 

Gennem Seoul kørte der en stor, sort bus. Den var ren, fin, med mørklagte ruder. Man kunne se ud, men ikke ind. Folk så mærkeligt efter den, selvom den var helt normal. Nogen lunde. Indtil der lød et ordentligt brag.

               ”YAAAAH! ONEW HYUNG! HVAD LAVER DU?!” udbrød en stemme pludselig, og chaufføren var nært kørt galt af forskrækkelse. Det var dog en daglig rutine.

               ”Mianheyo, Kibum!” svarede en anden stemme og undskyldte dybt. Han havde kort, brunt hår og smalle øjne. Han lå på gulvet i bussen, hvilken viste sig at være indrettet nærmest som et transportabelt lille hus. En tour bus. Inventaret var fint, moderne og nok en smule dyrt. Der var lamper, borde, sofaer, endda senge. Det hele var indrettet perfekt, så der var så meget plads som overhovedet muligt.

               ”Spar mig for dine undskyldninger, nu skal jeg jo gøre det hele rent!” sagde den første stemme igen og surmulede. Han havde kort, blondt hår og hans ansigt mindede en smule om en kats. Der lød et grin fra en høj fyr, der bare sad i sofaen et stykke væk. Hans øjne var store og smukke. Kibum, også kaldt for Key, så over på ham.

               ”Minho! Opfør dig ordentligt overfor dine hyungs, og hjælp med at rydde rodet op! Onew har smadret to vaser!” beordrede Kibum.

               ”Eh?! Hvorfor mig, hvorfor får du ikke Taemin til det?!” udbrød Minho irriteret og kløede sig i sit halvlange, smukke hår med få krøller. Taemin, som sad i den anden ende af sofaen, så straks på Minho. Den unge fyr havde kort, blondt hår og det sødeste ansigt.

               ”Minho hyung! Du skal ikke skyde skylden på mig!” sagde Taemin og surmulede med sit ufatteligt nuttede ansigt. Prisværdige ansigt. Ingen kunne stå for det, ikke engang drenge. Ikke engang Minho. Slet ikke Minho.

               ”Hvad så med Jonghyun?” foreslog Minho. Der blev stille. De så alle omkring sig. Stilheden blev ved i nogle sekunder og Onew rejste sig endelig op fra gulvet og børstede det usynlige støv af sit tøj. Han havde en gul seddel i sit hår. Hvor længe havde den været der? Kibum tog den aggressivt ud af hans hår og læste den. Onew ømmede sig en lille smule af smerten, da nogle få hår kom med.

Flammer kom frem i Keys øjne. De tre andre bakkede bange væk fra ham. De vidste godt, hvad det betød, og de var lykkede over, at de ikke var i Jonghyuns sko.

               ”Har glemt min maske, vi ses til ballet,” mumlede Kibum helt lavt og krøllede sedlen sammen. En lille fnisen kom fra ham, den blev snart til en stor latter, derefter til raseri.

               ”YAH! DEN DUMME DINO! JEG SLÅR HAM IHJEL!” Sådan begyndte ’The Almighty Key’ sit raserianfald. Det gik ud over Jonghyun. Som sædvanligt.

 

Karorin’s P.O.V.

 

Jeg lå i min seng om aftenen. Jeg tænkte på ballet, som snart ville finde sted. Dagen efter. Jeg havde fundet en kjole. Den var ikke ny, men det var den samme kjole som jeg havde på til min storesøsters fødselsdag. Den var knælang, puffet og pink. Jeg smilede en lille smule. Jeg anede dog ikke, om jeg skulle gøre noget ud af mig selv eller ej.

               ”Aaah, gad vide om folk kan genkende mig. Det kan de sikkert. Jeg håber bare ikke at det hele ender i kaos, ligesom det plejer.” Jeg bed forsigtigt i min dyne. Jeg var bange for at det skulle ske.

               ”Okay, umma i Himlen… Det var dig der fik mig til at gøre det her. Jeg ved det!” sagde jeg og pegede op i loftet imens jeg grinede lidt.

               ”Aaaaah, jeg håber at Kekirie har ret,” mumlede jeg og lod min arm falde ned på sengen igen. Den gav et lille hop fra fjedrene under min madras. Jeg lukkede forsigtigt mine øjne i og smilede en lille smule.

               ”Umma, lad ham være til ballet,” hviskede jeg bedende, før jeg faldt i søvn. En dejlig, behagelig, tryg, dyb søvn.

               Jeg havde dog ingen anelse om, at maskeballet som min døde mor, og min kærlighedsbesatte storesøster havde tvunget mig med til, ville ende ubeskriveligt. Fantastisk og forfærdeligt på samme tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...