SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette".
Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
116Kommentarer
10010Visninger
AA

7. Maskernes betydning

 

Taemin’s P.O.V.

 

Hende pigen som Minho havde kigget sådan efter. Hende pigen, som Onew var, bogstavligt talt, faldet for. Hun stod ikke særlig langt fra mig. Skulle jeg gå over og snakke med hende? Skulle jeg lade være? Minho ville sikkert blive sur på mig, hvis jeg gik over til hende og kom til at snakke over mig. Det skete jo engang imellem.

               ”Hvad laver du, Minnie?” spurgte Key pludselig. Jeg gispede forskrækket og så på min umma.

               ”Hende pigen… Jeg tror Minho og Onew kan lide hende,” sagde jeg lavt, for at andre ikke skulle høre det.

               ”Oh my! Love is in the air!” nynnede Key og strakte sig straks for at se hende. ”Jeg elsker hendes kjole! Den er endda pink!”

               ”Jeg tror lige, at jeg vil over og snakke lidt med hende, hun ser sød ud, og hun har de smukkeste øjne!” sagde Key umma og smilede til mig. Jeg nikkede forsigtigt. Han tog mig i armen og trak mig med sig. Mod pigen.

               ”Eeeeh?! Umma!” udbrød jeg. For sent. Vi stod allerede meget tæt på pigen.

 

Karorin’s P.O.V.

 

Pludselig stod der to blonde drenge og så på mig, selvfølgelig havde de stadig masker på. Jeg trak mig en lille smule væk. Hvorfor mig?!

               ”Ah, jeg elsker din kjole!” sagde den ene af dem. Han havde pink og sort tøj på, og hans øjne mindede om en kats. En lille smule ondskab, men også moderkærlighed. Jeg smilede forsigtigt og nikkede kort som tak. Hvorfor var jeg så genert?! Det irriterede mig.

               ”Du har flotte øjne,” sagde den anden dreng. Han var nok mindst ligeså genert som jeg var. Han holdt i hvert fald fast i den anden fyrs arm.

               ”Eeeeh? Mine øjne? Hvad er der specielt ved dem?” spurgte jeg uforstående og ledte efter noget jeg kunne spejle mig i.

               ”De er meget kønnere end sminkedukkernes. Her er næsten ikke andre end den slags, pfft,” mumlede ham med det lyserøde tøj. Jeg var faktisk enig med ham men… Mine øjne? Der lød et BIP, og ham med det lyserøde tøj, tog sin mobil frem.

               ”Aaaah! Endelig kommer den dumme dino!” udbrød han og tog sin mobil. ”YAH! FÅ DIN BAGDEL HERIND, LIGE NU!” Han lød ikke ligefrem glad. Den anden, generte, dreng vinkede kort farvel til mig, hvorefter de gik. Hvad skete der lige?

 

               Jeg stod for mig selv i noget tid. Jeg havde opgivet at finde Kekirie og Hannah. Her var simpelthen for mange mennesker. Jeg fik pludselig en sms. Hvor var jeg dum! Jeg kunne jo bare ringe til hende! Jeg læste dog først sms’en.

               ”To fyre har lige taget masken af for mig og Hannah, men det er bare nogle popdåser. Den slags gider vi ikke!”

               Taget masken af? Hvad betød det? Jeg skrev hurtigt til Kekirie om det, imens jeg spurgte hvor de var henne.

               ”Aaaah, hvis man tager masken af for én, så betyder det, at man er faldet for personen. HVIS DU KOMMER HJEM UDEN MASKE, SÅ HAR DU NOGET DU SKAL HAVE FORKLARET!”

               Hun svarede ikke engang på, hvor de var henne. Hun tog heller ikke telefonen når jeg ringede til hende. Hverken hende eller Hannah.

Jeg sukkede trist, men så trådte der en ny fyr ind. Rødt og sort tøj. Sort maske. Jeg fik øjenkontakt med ham. Hans øjne var smukke, maskuline. Han smilede skævt til mig. Jeg kunne mærke en svag rødme. Hans øjne var smukke. Virkelig smukke. Ligeså smukke som ham, der havde den grønne maske på, selvom ham hers øjne ikke udstrålede så meget venlighed og beskyttelse som ham den anden… Ham der stod og så på mig nu, udstrålede .selvsikkerhed, varmhjertethed, dog med en lille smule beskyttelse. Jeg havde pludselig en stor trang til, at løbe min vej. Især da jeg opdagede, at alle drengene jeg havde mødt den aften, stod og så på mig. Jeg var bange, men kun indtil, at tre af dem tog fat i deres masker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...