SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette".
Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
107Kommentarer
10021Visninger
AA

8. Masken ryger

 

Ham, der var faldet foran mig, tog først sin maske af. Hans ansigt var kønt. Nuttet. Hans kinder var lidt tykke, men det fik ham bare til at se sødere ud. Hans øjne var valnøddefarvet, kunne jeg se. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Var han faldet for mig? Han faldt godt nok foran mig, men… Var han forelsket i mig?

               Ham med den sorte maske, der lige var kommet, tog sin maske af. Det smukkeste, lækreste ansigt kom til syne. Han smilede skævt og blinkede en enkelt gang til mig. Hvorfor følte jeg, at jeg havde set dem før et sted? Lyset i salen var lidt mørkt, så jeg kunne ikke se deres ansigter helt tydeligt, deres øjne, som nærmest lyste op, var det eneste jeg kunne vide mig sikker ved.

               Ham med den grønne maske tog også sin af. Af hvad jeg kunne se, var hans øjne store. Ikke særligt skæve, i forhold til at han var fra Korea. Hans øjne var trygge, varme, venlige. Jeg blev helt blød om hjertet.

               Hvad skulle jeg så gøre nu? Jeg smilede skævt til dem alle tre og gik et enkelt skridt væk fra dem. De betragtede mig.

               ”Se om I kan fange mig,” sagde jeg, jeg nynnede det nærmest. Drilsk. Jeg vendte ryggen til dem og begyndte at løbe. De så kort på hinanden, hvorefter de satte kurs efter mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Derefter grine lidt. Jeg havde taget opmærksomheden fra tre ualmindelige flotte fyre. Jeg måtte indrømme, at jeg nød det. Det føltes rart, at blive set på som om man var en gudinde, og ikke som om man bare et nedtrådt stykke tyggegummi der ligger på fortovet udenfor skolen.

 

Kekirie’s P.O.V.

 

Jeg stod oppe ved baren med Hannah. Vi drak noget sodavand. Jeg håbede at Rin havde det godt. Jeg kunne godt lide at drille min lillesøster engang imellem. Hun havde godt af, at stå på egne ben lidt.

               ”Der kommer Rin løbende,” sagde Hannah pludselig.

               ”Mhm, hvordan går det hende? Er hun okay?” spurgte jeg og drak videre af min sodavand, uden at se i retningen hvor Rin var.

               ”Tre fyre løber efter hende… De har ingen masker på… WOW! DE ER JO OVERDREVET LÆKRE!” udbrød Hannah. Jeg gispede straks og så i Rins retning. Ganske rigtigt. De tre fyre der var efter min uskyldige lillesøster… De var dødlækre.

               ”Aaaah, hvor er det unfair!” udbrød jeg irriteret. Hannah grinede bare.

 

Karorin’s P.O.V.

 

Jeg løb udenfor. Der var søjler over alt, som om det var en hel skov. Jeg prøvede på at ryste dem af mig, bare for sjov. Jeg følte mig nærmest som et barn. Når folk snakkede om, at man skulle jage sin kærlighed, så tænkte jeg ikke ligefrem at man skulle løbe efter pigen, som om man var en løve, og hun var løvens bytte.

Jeg gemte mig bag en søjle, da to af fyrene løb forbi den, uden at se mig. Jeg smilede lidt til mig selv, men mistede hurtigt mit smil. To fyre? Var der ikke tre? De to fyre var hurtigt ude af min synsvinkel og deres skridt blev lavere og lavere. De var ved at forsvinde.

”Var der ikke tre?” mumlede jeg lavt. Mit hjerte begyndte pludselig at hamre løs, som besat. Jeg så til min side, nogle meter væk gik den sidste. Der var fuldmåne, så hans store, smukke øjne glimtede i lyset. Det samme med hans hudfarve, der var en smule mørk, som om han havde taget sol ved stranden. Jeg var bange for, at han kunne høre mit hjerte, så højt bankede det. Var jeg faldet for ham?

Jeg bed mig i underlæben da han langsomt kom nærmere. Han havde endnu ikke set mig. Jeg lukkede mine øjne stramt i. Jeg smilede helt forsigtigt. Det var sådan det føltes, at være forelsket. Jeg havde lyst til at grine, men så ville han høre mig. Jeg tog fat i min maske. Men… Når han så mig, så ville han jo bare sige, at jeg var grim… Ligesom alle de andre mennesker. Derfor var der kun én ting, jeg kunne gøre… Uden at lyve. Jeg smilede kort til mig selv. Jeg var forelsket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...