SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette".
Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
116Kommentarer
10010Visninger
AA

5. Frøprinsens øjne

 

Minho’s P.O.V.

 

Jeg stivnede en lille smule, da jeg så hende. Jeg gemte mig hurtigt bag en af de mange, høje søjler. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gemte mig. Måske fordi jeg stod og så på hende, og ikke kunne fjerne mit blik? Hun sad på gulvet, jeg havde lyst til at løbe over for at hjælpe hende op, men en anden pige gjorde det i stedet. De var tre piger i alt. Hende jeg så på, havde en knælang, puffet, pink kjole på, og en sølvmaske med nogle fjer i den ene side. Hendes hår var svagt krøllet. Hendes øjne var fantastiske.

               ”Aaah, Rin, se nu hvad du har gjort!” sagde en af de andre to piger, da der lå en smadret vase foran dem.

               ”Mianheyo, Keki!” sagde hun straks, undskyldende. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Bare en lille smule. Hendes navn var altså Rin. Det var et sødt navn, egentlig. De kom nærmere. Alle tre. Jeg gik lidt længere om bag søjlen, men ikke langt nok til, at jeg ikke kunne se hende, når hun kom forbi.

               Det gjorde hun så. Hun gik lige forbi mig, masken foran hendes ansigt som før. Hun så på mig, jeg så på hende tilbage. Jeg havde øjenkontakt med hende i nogle sekunder, selvom det føltes som flere timer. Hvorfor havde jeg pludselig hundredvis af sommerfugle i maven? I mit bryst…

 

Karorin’s P.O.V.

 

Jeg gik forbi en høj fyr, med fantastiske, flotte øjne. Hans maske havde grønlige nuancer, ligesom hans tøj. Hans hår var mellemlangt, brunt og krøllet. Det vigtigste var dog… Hans øjne. De var store og flotte, og glimtede nærmest. Et par øjne, man kunne forelske sig i. Hvorfor havde jeg pludselig hundredvis af sommerfugle i maven? I mit bryst… Jeg vendte mit blik væk fra ham, da Hannah begyndte at sige noget til mig og jeg opdagede, at Kekirie var forsvundet.

               ”Eh, Hannah? Hvor er Kekirie? Hun var her jo lige før,” mumlede jeg og så rundt. Hannah gjorde det samme.

               ”Jeg finder hende!” sagde Hannah og begyndte at løbe. Jeg prøvede på at nå, at tage fat i hende. For sent. Hun var også snart forsvundet ind mellem vrimlen af mennesker. Alle menneskerne omkring mig, havde mørke, kolde øjne. De havde ingen farver. Det var som om, jeg så sort/hvid lige pludselig.

               Jeg bed mig selv i underlæben, folk så på mig. Hvorfor? Hvad havde jeg gjort dem? Jeg kunne ikke lide deres onde, mørke, kolde øjne. Kunne de genkende mig? Var nogen af dem mon fra min skole? Jeg kunne ikke genkende nogen som helst omkring mig. Det var maskerne. Han stod også og så på mig. Ham med den grønne maske og de flotte øjne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, Kekirie og Hannah var her ikke. En flot fyr så på mig. Hjælp.

 

Minho’s P.O.V.

 

Hun stod og så på mig, ligesom jeg stod og så på hende. Vores øjenkontakt blev dog brudt, da Taemin kom over til mig. Pigen, Rin, så straks væk fra mig og begyndte at gå lidt.

               ”Minho hyung, hvad er der galt?” spurgte Taemin. Jeg så på ham, så kort efter Rin, og så derefter på Taemin igen.

               ”I-Ikke noget, Taemin. Er Jonghyun kommet endnu?” spurgte jeg. Taemin rystede straks på hovedet.

               ”Ikke hvad vi ved af,” sagde han. Jeg sukkede opgivende.

               ”Vil han virkelig gerne gå glip af alting?” mumlede jeg lavt til mig selv. Taemin lagde sine arme over kors og så mistænkeligt på mig.

               ”Minho hyung, er du blevet forelsket?” spurgte han. Jeg stirrede straks på ham, overrasket. Jeg trådte et halvt skridt tilbage.

               ”Eh?! Forelsket?! Selvfølgelig ikke!” sagde jeg og så væk. Taemin begyndte at grine lidt og foldede sine hænder bag sin ryg.

               ”Så siger vi det, hyung,” nynnede han med et skævt smil. Jeg hadede når han havde ret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...