SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette".
Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
116Kommentarer
10002Visninger
AA

10. Drømmene må jo ende...

Hans store, smukke øjne, der så på mig. Hans hår, som så ud til at være så blødt. Hans perfekte hud. Hans læber, der sikkert var ligesom silke, og smagte fantastisk. Jeg slog straks mig selv i hovedet. Nej! Hvorfor tænkte jeg pludselig sådan?! Jeg havde aldrig tænkt sådan på en fyr før. Hans læber… Jeg ville gerne kysse ham… Hvorfor var min tankegang pludselig så forkert?!

               ”Juliette Loveless, er du snart klar til at fortsætte timen?” spurgte læreren, da jeg sad i timen, fuldstændig i panik. Jeg tog min åbne bog op fra bordet og gemte mig lidt bag den, imens folk grinede omkring mig.

               ”J-Ja,” mumlede jeg lavt. Juliette Loveless. Læreren hadede mig. Hun kaldte mig aldrig ved mit fornavn, altid mellemnavn og efternavn. Kald mig nu bare Karorin… Eller idet mindste Rin. Så svært kan det ikke være!

               ”Læs videre, Min Hee!” beordrede læreren, og Min Hee, Sekyungs veninde, rejste sig op og begyndte at læse videre i bogen.

               ”Did my heart love till now? Forswear it, sight! For I never saw true beauty ‘till this night.” Romeo og Julie. Hvorfor lige Romeo og Julie? Kærlighedshistorien over alle kærlighedshistorier!

 

               Klokken ringede endeligt. Det var frikvarter, og slut med den kedelige historietime og den fortælling, der ikke ville fjerne sig fra mit hoved. Kærlighed. Jeg var forelsket, men jeg vidste ikke hvor min udkårne var. Jeg vidste heller ikke, hvad han hed. Hvordan skulle jeg finde ham? Kunne jeg genkende ham, hvis jeg så ham i dagslys?

               ”Jer der har musiklinjen, husk nu tilmeldingerne til Musikfestivalen næste weekend!” sagde vores lærer. Det havde jeg nær glemt! Jeg gik på musiklinjen, mest fordi jeg elskede musik, og holdt af at synge. Jeg afleverede hurtigt min tilmelding til læreren, der bare nedstirrede mig.

               ”Jeg håber ikke, du laver nogle problemer til festivallen, Juliet,” sagde læreren. Juliet? Det var den engelske version af Julie fra bogen.

               ”M-mit navn er Juliette. Karorin Juliette,” sagde jeg bare uden at se min lærer i øjnene, hvorefter jeg samlede mine ting sammen nede på min plads. Jeg gik dog lidt i stå, da jeg så min notesblok. Der, hvor jeg skulle have taget noter. Jeg tog nu sjældent noter, jeg tegnede for det meste for at fordrive tiden. Jeg havde tegnet hans øjne. Hans smukke øjne. Jeg gispede forskrækket, da Sekyung pludselig stod ved siden af mig og tog min notesblok fra mit bord.

               ”Hvad er det, Sekyung?” spurgte Min Hee. Sekyung så på tegningen.

               ”Ja, Karorin. Hvad har du tegnet?” spurgte Sekyung og så på mig, med det koldeste blik, hun havde. Jeg bed mig i underlæben.

               ”Det er bare nogen øjne, hvad er din pointe?” mumlede jeg. Sekyung begyndte at grine lidt.

               ”Drengeøjne, så vidt jeg kan se. Har du nu fået dig en fantasikæreste? Jeg tvivler på, at der findes ’rigtige’ fyre med sådan nogle øjne!” sagde hun og smed min notesblok på gulvet, hvorefter hun gik ud af klassen sammen med Min Hee.

               Jeg satte mig straks ned på gulvet og samlede min notesblok op, imens jeg prøvede at gøre siderne pæne. De var blevet lidt krøllet. Øjnene stirrede på mig. Hans smukke øjne. Jeg smilede ganske svagt.

               ”Hør her, alle sammen! Karorin har fået en fantasikæreste!” hørte jeg Sekyung råbe ude på gangen, efterfulgt af en latter fra alle de andre elever. Fantasikæreste? Jeg kendte ham ikke engang. Jeg var bare forelsket. Det var nu utroligt, at kærlighed både kunne være ond, og god. Ufattelig god, men også ufattelig ond. Nu begyndte jeg langsomt at forstå, hvorfor folk kunne grine og græde over den følelse.

               Jeg stillede mig op ad muren før jeg gik ud af klasseværelset og så op i loftet, imens jeg sukkede dybt.

               ”Tænker du mon også på mig?” hviskede jeg lavt og håbede sådan. Bare han nu ikke var en af de typer, der prøvede på at lave sjov med mig. Den slags havde jeg prøvet, og jeg oplevede dem stadig. De spurgte for sjov, om jeg ville være kærester med dem, prøvede på at kysse mig, eller noget helt andet. Jeg hadede dem. Jeg lukkede mine øjne, imens mit hjerte hamrede løs, mod indersiden af mit bryst. Jeg tænkte på ham. Jeg kunne ikke få ham ud af mine tanker. Ham med den grønne maske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...