SHINee + Juliette

Inspireret af "Juliette". Karorin er ikke ligefrem populær. Hun er klog, men ikke specielt interessant. Hun er klodset, og bliver mobbet og drillet i skolen. Hendes liv forandrer sig dog til maskemallet, "Capulet and Montague", hvor hun stjæler opmærksomheden fra fem unge fyre... Hvad gør hun når maskeballet er slut, og hun er uigenkaldeligt forelsket i én af dem? Hun bliver nødt til at finde ham, uden masken...

88Likes
116Kommentarer
9973Visninger
AA

1. Den grumme sandhed

 

Det var forår i Seoul, Sydkorea. Skoleåret var i fulde gang, og jeg gik på High School, første år, og det var midt på dagen, så skolen var fyldt op til bristepunktet. Jeg var seksten. Jeg var ung i min alder, men gammel når man tænkte på, at jeg endnu ikke havde været forelsket. Jeg havde aldrig følt det, jeg vidste ikke engang hvordan det føltes, men når jeg så omkring mig, så jeg både glæde og tårer. Eleverne gik to og to, parvis. Dreng og pige. Man så sjældent at folk gik med deres venner mere. Folk havde det med at glemme alt omkring dem, når de blev forelskede. Uheldigvis, glemte de ikke mig.

               ”Det er bare så besværligt at have en kæreste, synes du ikke, Karorin?” sagde hun. Shin Sekyung. Skolens mest populære pige. Sminkedukken. Snobben. Hende, som alle drengene var vilde med, fordi hun havde det med at vise så meget hud.

               ”Nårh nej, undskyld! Det glemte jeg, du har jo ikke en kæreste,” sagde hun og smilede med sit falske smil. Der var en ting ved hende, som andre ikke så. Jeg gjorde. Hendes øjne. De var mørke, onde, grimme. Hun var skindtynd, og alligevel køn udadtil. Indtil man altså så hendes øjne. Hendes hår havde fået permanente krøller og var misfarvet lyst.

               ”Du får nok heller ikke nogen skal du se,” fortsatte hun og viftede lidt med sit hår, for at få drengenes opmærksomhed. Det lykkedes hende. Mit hår var langt, mørkt og sat i to løse rottehaler. Jeg havde ikke gjort det helt store ud af mig selv, som sædvanlig. Jeg var kedelig, derfor undgik alle eleverne mig. Det samme om lærerne.

               ”Lad hende være!” udbrød min storesøster, da hun kom løbende. Hun gik i High School på tredje år. Det var altid hende der beskyttede mig, når sådan noget skete. Sekyung var andetårselev og himlede bare øjne af min storesøster når hun kom, hvorefter Sekyung bare gik sin vej. Det var ved at være daglig rutine for mig.

Nogle gange var det ulækre ting smurt hen over mit bord. Andre gange sprøjtede pigerne fra klassen flødeskum eller barberskum i håret på mig. Nogle gange ’forsvandt’ mit tøj efter vi havde været i bad efter gymnastik. Der skete så mange ting. Jeg hadede det. Det var altid mig. Jeg havde ikke gjort dem noget.

 

               ”Rin, hører du efter?” spurgte min storesøster da vi var på vej hjem fra skole. Jeg brød ud af mine tanker og så straks på hende.

               ”Undskyld, hvad snakkede du om?” spurgte jeg imens jeg gik med mine bøger og lektier i min favn, da min skoletaske endnu engang var blevet druknet i en håndvask. Kekirie gik med den i sin ene hånd.

               ”Maskeballet. Det hedder ’Capulet and Montague’. Det er kendt over hele verden, og kommer til Seoul i år,” sagde min storesøster og smilede stort. Jeg knugede mine bøger ind til mig og så lidt ned.

               ”Og hvad så? Der er sikkert bare flere af dem,” mumlede jeg. ’Dem’. Sminkedukkerne. Snobberne. Piger og drenge, der bare ville gøre grin af mig igen.

               ”De vil alligevel ikke kunne genkende dig, hvis de kommer. For det første kommer der flere tusinde mennesker, for det andet så har I masker på,” sagde Kekirie og blev ved med at smile.

               Capulet. Det var efternavnet på Juliet i William Shakespeares kendte historie, imens Montague var efternavnet på Romeo. Betød det, at det var et kærlighedsbal? Nej. Det kunne jeg simpelthen ikke klare!

               ”Jeg tager ikke med,” mumlede jeg bare og gik hurtigt videre, hjemad. Kekirie så mærkeligt på mig imens hun småløb efter mig.

               ”Men Rin, tænk nu over det! Det er din store chance for at blive forelsket!” sagde hun. Jeg rystede bare på hovedet.

               ”Nej, Keki. Ingenting i denne verden, kan få mig til at tage til det bal,” sagde jeg irriteret, og lagde mærke til at vi allerede var hjemme. Vores store, hvide hus, nærmest som et palads. Tre etager, mange værelser, kæmpe have. Alt sammen fordi ’han’ var vores far. Godwin. Den rigeste og mest koldhjertede mand i hele Asien. Siden vores mor døde for nogle år siden, har han været så ufattelig ond mod os. Jeg kunne ikke klare det. Jeg ville sådan ønske, at en eventyrprins ville tage mig væk herfra. Jeg drømte for meget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...