Små historier

Korte historier om venskab, kærlighed og sorg.

0Likes
3Kommentarer
1695Visninger
AA

4. Historie 4 - My life

Jeg trykkede endnu engang på min mobil for at se om der var kommet nogle beskeder. Det var der ikke. Jeg lagde mobilen fra mig og optog læsningen af min bog. Noget skulle jeg jo få tiden til at gå med, så jeg ikke blev sindssyg af al den venten.

 

En halv time senere ringede min telefon og jeg sprang nærmest op ved lyden af den. Men mit smil forsvandt hurtigt, da jeg så navnet på displayet. Det var min lillebror, der ringede.

”Ja?” sagde jeg irriteret, da jeg tog den, mens jeg samtidig vrængede ansigt.

„Hey, ro på, søs! Hvem har tisset på din sukkermad?” grinede min lillebror i røret.

„Hvad vil du, Jakob?” „Er mor og far kommet hjem?” spurgte han. Jeg kunne høre at han var lidt for nervøs for mit svar.

„Nej. De har møder til kl. 19 og så tager de forbi Poul og Berit bagefter.”

„Puha!” åndede han lettet op.

„Jakob, hvad har du gang i?”

„Jeg sidder bare over ved Mathias, og får en bette øl og en god snak.”

„Jeg hjælper dig ikke, hvis du får ballade.”, snerrede jeg af ham. Han havde egentlig stuearrest, og skulle komme direkte hjem fra arbejde eller skole, men som sædvanlig udfordrede han skæbnen.

„Vi ses om et par timer, søs. Hej hej.” grinede han, inden han lagde på.

 

Knap fem minutter efter ringede min telefon igen, og jeg brød ud i grin, da jeg kiggede på displayet.

„Der er vidst en, der har leget med min telefon igen?” grinede jeg.

Det var min bedste ven, Morten, der havde ringet, og han havde åbenbart taget et billede af sig selv med en skør grimasse, og gjort sådan at billedet blev vist, når han ringede til mig.

„Hvem mig? Nej aldrig da.”, klagede han i den anden ende.

„Hej Becs.”, sagde han så.

„Hej Motte.”

„Kommer du ned og lukker op?” spurgte han.

„Haha. Hvis jeg kender dig ret, står du allerede nede i forgangen og venter på mig der.”

„You got me!” grinede han igen.

„Jeg kommer ned nu.” smilede jeg, og lagde på.

 

Han stod lænet op ad dørkarmen til forgangen, da jeg kom ned til ham.

„Hej.” sagde han og smilede, mens han trak mig ind til et kram. Jeg lagde armene om livet på ham og gengældte krammet. Det var rart at se ham igen, da jeg ikke havde set ham i to uger på grund af at han var på skole den her måned.

„Alene?” spurgte han, mens han lænede sit hoved oven på mit hår.

„Ja. Jakob ringede. Han er ovre ved Mathias.” Igen vrængede jeg ansigt ad min tåbelige lillebror.

„Typisk Jakob.” sagde han, og grinede lidt. Han var meget mere overbærende med min lillebror end jeg var. Og jeg fattede ham aldrig.

Vi gik op på mit værelse, og Morten smed sig med det samme på min seng.

„Hård uge?” spurgte jeg, da jeg så at han havde lukket sine øjne.

„Pænt meget ja. Men det er nu også rart at få en afveksling fra arbejdet.”, sagde han med stadigt lukkede øjne.

„Hvad med din uge? Synes ikke jeg har hørt så meget fra dig de her dage.” spurgte han, og så nu på mig. Jeg rødmede lidt under hans spørgsmål. Han skulle bare vide, tænkte jeg!

„Ikke så meget. Jeg har hængt ud med Kristina og begyndt at forberede mig på at skolen starter op på mandag.” svarede jeg, imens jeg smed mig på sengen ved siden af ham.

 

Vi besluttede, efter at være fuldt opdateret på hinandens liv igen, at vi ville se en film. Jeg havde dog en fornemmelse af at Morten ikke holdt ret længe, da han se ret smadret ud. Og jeg fik ret. En halv time inde i filmen var Morten gået omkuld med armen omkring mig. En vane vi havde fået, fordi der var så lidt plads i begge vores senge, da det kun var enkeltmands.

Pludselig hørte jeg min mobil vibrere på mit skrivebord. Jeg havde altid den på lydløs, når jeg var sammen med andre for at undgå forstyrrelse. Noget mine forældre havde opdraget os til, og som kun jeg havde taget til mig. Jakob var en plage, når det gjaldt om ikke at have mobilen ved bordet.

Jeg listede mig forsigtig ud af Mortens arm og gik hen til skrivebordet. Det var Kristina, min bedste veninde, der ringede. Jeg listede videre ud på gangen for at undgå at vække Morten.

„Hej Kris.” Jeg hørte med det samme lyden af en fest i baggrunden, da jeg tog opkaldet.

„Hej Becca. Hvor er du lige nu?” hørte jeg Kristina råbe ind i telefonen.

„Jeg er hjemme.”, svarede jeg.

„Kommer du ikke hen til Jens? Han holder fest i aften.”

„Ja det kan jeg høre. Men nej, gør jeg ikke. Morten er her.”

„Tag ham da med!” „Han sover, Kris.”

„Så væk ham for pokker. Kom nuuu! Det er evigheder siden du har været til fest sammen med mig.”, plagede hun i telefonen.

Ja fordi jeg ikke gider drikke mig fra sans og samling hver fredag og lørdag i hver eneste weekend, tænkte jeg for mig selv.

„Jeg ved ikke…” sagde jeg nervøst. Jeg hadede at svigte hende!

„Kom nu!” plagede hun igen. Pludselig mærkede jeg et par arme om livet på mig. Jeg så mig over skulderen og så at det var Morten. Han måtte være vågnet og hørt mig snakke ude på gangen.

„Hvem er det?” hviskede han i mit øre.

„Kristina.” hviskede jeg tilbage, velvidende at hun ikke ville høre det.

„Hun vil have mig med til fest.”, forklarede jeg.

„Og hvad laver du så her?”

„Du er her. Jeg kan da ikke bare…” begyndte jeg, men han afbrød mig.

„Becs. Tag nu bare af sted. Jeg ligger mig til at sove, og er her stadig, når du kommer hjem.”,hviskede han i mit øre. „Okay så.” sukkede jeg, og tog telefonen op til øret igen.

„Hallo! Becca, svar mig!” lød Kristinas råben i telefonen.

„Jeg er der om 20 minutter.” svarede jeg, og nåede lige at blive døv på det ene øre på grund af Kristinas jubel, inden hun sagde ’vi ses’ og lagde på. Jeg tog mig kort til hovedet og rystede på det, inden jeg vendte mig om mod Morten.

„Siden du tvinger mig til at tage af sted, så hjælper du mig med min tøjkrise!” sagde jeg og pegede truende min finger ad ham.

„Selvfølgelig.”, grinede han.   Morten stod faktisk mere og rodede i mit skab end jeg gjorde. Han hev den ene top eller kjole ud fra hylderne for blot at lægge dem tilbage igen, da jeg sagde nej til forslagene.

„Aha!” lød det fra ham.

„Se hvad jeg har fundet!” hørte jeg ham sige, og jeg kunne ligefrem høre at han smilede. Han kravlede – sådan så det i hvert fald ud – ud fra skabet af og i hånden havde han min sorte pailletkjole, som han ironisk havde været med ude og købe.

„Den kan gå.”, svarede jeg.

„Men jeg mangler stadig bukser.”

„Kan leggings ikke du?” spurgte han forvirret.

„Det er midten af august, Morten. Så nej.”

Han åbnede min anden skabslåge, hvor han vidste at mine bukser var. Han hev lyse og hvide bukser frem, da han mente det så pænt ud, men jeg vidste at bukserne var for tynde til den kolde vind, der herskede i den her måned. Til sidst hev han et par gamle, sorte cowboybukser ud og kylede dem i hovedet af mig.

„Tak.” sagde jeg, og gik ud på badeværelset for at klæde om.

Da jeg så mig selv i spejlet, grinede jeg lidt over hvor god en sammensætning mit tøj var. Hvis ikke det var fordi jeg var sikker på at han var til piger, så ville jeg tro noget andet, tænkte jeg og grinede igen. Jeg gik ud til Morten, som stod midt i rummet og ventede på at jeg kom ud.

„Waw.” sagde han, og nikkede. „Jeg er ret god, hva’?” smilede han.

Jeg gik hen til ham for at kramme ham. Han gengældte mit kram, og da jeg ville trække mig lidt ud for at kysse ham på kinden som tak, så skete der det at Morten gjorde samme bevægelse og vores læber ramte hinanden. Først stivnede jeg, da det skete, men to sekunder efter mærkede jeg Mortens arme tættere omkring mig for at trække mig ind til ham. Jeg tøede selv op ved tanken om at være tættere på ham, og lagde mine hænder på hans bryst, mens jeg gengældte kysset.

Efter at have stået sådan i flere minutter, kom jeg til mig selv og fløj fra ham.

”Jeg… Øh. Jeg må hellere gå nu, inden Kris bliver sur.” sagde jeg, og snuppede hurtigt mine nøgler og min telefon. Jeg skyndte mig ud af døren uden at kigge på ham.

 

Normalt ville Kristina slå mig ihjel, hvis hun så at jeg havde taget mine Converse sko på til en fest, men mine støvler lå oppe på værelset, og jeg ville hurtigst muligt ud derfra. Jeg kunne virkelig ikke fatte, hvad der var sket. Det virkede så uvirkeligt det hele. Vi var jo bare venner, og ikke andet. Jo vidst havde vi da opført os som om at vi var kærester på nogle punkter, men var det ikke kun når vi var alene at vi var sådan eller havde andre også set det?

Kristina fløj mig om halsen, da jeg ankom til festen.

„Du ser dødlækker ud! Lige noget for Peter!” smilede Kristina smørret til mig.

„Hvad?” sagde jeg både snerrende og chokerende. Var Peter her? Min evige forelskelse? Ham, som jeg altid lovede mig selv ved hvert nytår, at nu skulle han vide hvem jeg var.

„Ja, ja. Han er her. Han kom fem minutter efter at jeg havde snakket med dig. Jeg ville have skrevet, men tænkte det var bare at tie stille, fordi så kom du jo ikke…” plaprede Kristina løs.

Jeg hørte ikke efter, for jeg var mere eller mindre gået i chok. Jeg havde jo altid været vild med Peter, men hvad nu med Morten efter i aften? Kunne jeg tillade mig at flirte med Peter uden at Morten ville blive ked af det? Eller var Morten faktisk bare ligeglad og allerede kommet videre efter vores kys? Jeg nåede ikke selv at besvare spørgsmålene, før Peter havde set mig – eller rettere, før Kristina havde vinket ham hen til os.

„Halløjsa smukke.” sagde han og gav mig ’elevatorblikket’, som tydeligt sagde at han kunne lide hvad han så.

„Hej.”, fik jeg fremstammet stille.

„Og hvad er dit navn så, smukke pige?” Jeg kunne tydeligt høre den overlegne tone han brugte, som om at han allerede havde fået mit på krogen bare ved at stå og smile.

„Rebecca.”, svarede jeg lidt mere fast. Jeg lagde mærke til at Kristina allerede havde forladt os til fordel for resten af festen.

„Dejligt navn til sådan en smuk pige.” svarede Peter, stadig med den overlegne tone. Jeg var allerede træt af den.

„Tak.”, sagde jeg bare.

„Skal du ikke have en drink?” spurgte han.

„Nej ellers tak. Ikke lige nu.”

„Arh, kom nu da. Det er jo en fest.”

Jeg havde virkelig lyst til at klappe ham en på låget, for gud i helvede, hvor var han dog belastende at høre på. Hvorfor havde jeg aldrig lagt mærke til det før? Fordi du aldrig har snakket med ham før, sagde en lille stemme i mit hoved. Og det var jo sandt nok, for i virkeligheden, hvad pokker vidste jeg så egentlig om Peter udover at han havde blå øjne og lyst hår, og var skolens atletikmand.

Jeg slap heldigvis for at svare ham, da tre af hans venner kom for at trække ham tilbage til festen – sikkert for at han skulle være midtpunkt, og de kunne tage noget af suset. Jeg så ham hviske ’Ses senere’ med læberne, mens han blinkede til mig. Jeg gøs ved tanken. Ikke på vilkår at jeg rent faktisk havde lyst til at snakke med ham igen, når han brugte den skide overlegne tone.

 

Jeg gik ind i den ene af stuerne, og fandt flere folk fra skolen, som jeg kendte og kom godt ud af det med. Jeg slog mig ned ved dem. Til dels fordi jeg ikke kunne finde Kristina, og til dels fordi jeg gerne ville undgå Peter, bare lige et par timer i hvert fald.

Mens jeg sad og snakkede (og fik mere alkohol indenbords), mærkede jeg pludselig en vibration i min lomme. Jeg hev mobilen op derfra, og så at det var Morten, der havde skrevet.

„Kan ikke sove. Savner dig…” havde han blot skrevet.

Jeg vidste godt, at det var hans måde at være bekymret for mig på.

„Har det fint, sov nu. Men savner nu også dig.” svarede jeg, og lagde mobilen tilbage i bukselommen.

I det samme kom Kristina og hev mig med ud på dansegulvet. Jeg glemte lidt af det hele med både Peter og Morten, da vi gav den gas på dansegulvet, og jo mere vi dansede, jo mere røg der indenbords af alkohol.

 

Jeg anede egentlig ikke hvor længe jeg havde stået og danset, indtil Peter kom og hev mig over i et hjørne. Han vendte mig ind mod væggen, mens han stillede sig tæt foran mig.

„Er du klar over hvor vanvittig jeg kan blive af at se dig danse sådan rundt?”

På trods af at jeg havde fået noget at drikke, så kunne jeg stadig høre den der flirtende, overlegne tone han havde brugt tidligere. Og den irriterede mig stadig.

„Peter, stop..” prøvede jeg og lagde min hænder på hans brystkasse for at skubbe ham væk. Men han misforstod mig. Han troede, jeg mente at han skulle stoppe med at smigre mig sådan.

Peter lænede sig fremad, og jeg kunne hurtigt regne ud hvad det var han ville. Jeg prøvede igen at skubbe ham væk, men det hjalp ikke.

„Peter, lad nu vær.” bad jeg indtrængende, mens jeg drejede hovedet væk fra hans ansigt, der kom nærmere mit. Jeg havde virkelig ikke lyst til at kysse ham!

Pludselig stoppede Peter op og kiggede sig over skulderen. Der måtte være en, der havde prikket på ryggen, åbenbart hårdt nok til at han registrerede det.

„Hun bad dig lade vær. Var det så ikke på tide at du stoppede?” spurgte en alt for velkendt stemme. Jeg dukkede mig under Peters arm og nærmest fløj hen til Morten, som straks lagde en beskyttende arm om mig.

„Sig mig, hvem er du siden du vover at tale sådan til mig?” Peter gjorde stadig brug af sin overlegne stemme, men i et truende tonefald denne gang. Det fik mig til at spekulere på om han altid talte med en snert af overlegenhed i stemmen.

„Mig?” sagde Morten, ”Jeg er hendes kæreste.”

Jeg kiggede op på ham i forbløffelse over at han havde sagt det. Men den forbløffelse holdte ikke længe, da jeg mærkede inde i mig selv, at jeg faktisk virkelig ønskede at være hans kæreste. Jeg smilede til ham, mere behøvedes jeg ikke for at han ville forstå.

„Jaså. Og hvorfor har hun så aldrig nævnt det før over for mig?”

Dér kunne jeg altså ikke holde min mund længere.

„Hold nu mund, Peter, for fanden. Vi to har aldrig sagt et ord til hinanden. I aften er faktisk første gang vi snakker sammen.”

Peter kiggede overrasket på mig, som om jeg rent faktisk vovede at tale ham imod. Alle piger plejede jo ikke at sige fra for de ville jo ikke stå i dårligt lys. Jeg ville hellere stå i dårligt lys over for Peter, og bevare alt det, der var ved at spire mellem Morten og mig.

„Hvis I absolut mener, at I er kærester, så har I måske ikke noget imod om at beære os med et kys?” smilede Peter hånligt. Han troede virkelig, at han havde situationen i sin hule hånd. Han måtte tro om igen.

Morten kiggede på mig med et ømt blik. Hans hånd, som stadig lå rundt om mig, strøg mig kort på ryggen, inden han bukkede hovedet ned mod mig. Jeg listede mig til at stille mig på tå for at kunne nå ham bedre. Endelig mødtes vores læber, og jeg nød det. Min hånd fandt vej op til hans nakke for at trække ham tættere på mig, og jeg mærkede at hans anden hånd fandt vej rundt om mig, som den første havde gjort. Morten slap mig lidt efter – noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Han kiggede over på Peter, som havde tabt underkæben. Morten smilede et triumferende smil.

„Tilfreds?” spurgte han. Denne gang kunne han ikke lade vær med at lyde bare en smule hånlig, og jeg fniste lidt af det.

Peter fnyste bare af os og gik sin vej. Jeg spottede hurtigt at nogle af hans kammerater fulgte efter ham, samt et par enkelte piger.

Jeg så op på Morten igen.

„Hej.” sagde jeg stille, og smilede skævt.

„Hey Becs?” spurgte han.

„Ja?”

„Vil du være min kæreste?” spurgte han og smilede til mig. Jeg lagde mærke til at hans kinder blev en smule røde.

„Ja. Hellere end gerne.” smilede jeg stort, inden jeg kyssede ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...