Små historier

Korte historier om venskab, kærlighed og sorg.

0Likes
3Kommentarer
1648Visninger
AA

1. Historie 1 - Et farvel der blev for sent

Hun står foran spejlet og ser på sin alt for tynde krop. Hun smiler usikkert ved tanken om, at man ikke kan se det store vægttab i hendes ansigt. Og bukserne, bukserne er alt for store. De bliver holdt oppe af et bælte, et bælte der har huller hele vejen rundt. Hun finder den store trøje frem fra skabet, og smutter i den.

Hun smider sig i sengen, og finder telefonen der ligger på sin vante plads ved sengen. Ingen beskeder. Ikke engang fra ham. Måske skulle hun prøve og skrive bare en lille sms, men hun vil ikke være for desperat. Alting er så skide besværligt, tænkte hun. Pludselig vibrerer mobilen. En sms er løbet ind. Kan det være fra ham, når hun at tænke inden hun trykker på 'Læs' og ser at det er fra Kasper, hendes bedste ven.

'Kom ud med dig.' er det eneste der står i beskeden. Katrine smiler. Hun ved, at han er derude, og venter på at hun kommer ud. Hun kigger ud af vinduet, og jo, minsandten om han ikke står dernede, lænet op ad sin cykel.

 

Hun når ikke engang at åbne døren, før Kasper har givet hende et kram og et kys på panden. Hun smiler kort, men skubber ham så væk. Hun vil ikke have, at han skal mærke hvor tynd hun egentlig er. Ingen må vide det, tænker hun, og skærer en grimasse. Hun ved ikke, at Kasper ser hendes grimasse. Hun tror stadig, at han er uvidende. "Kom nu, Katrine." siger han, og sætter sig op på cyklen. Katrine er hurtig oppe på dupperne, og får overhalet ham efter et par meter. 'Ahh, friheden.' tænker Katrine, mens hun forsvinder over bakketoppen.

Hun ved ikke, at Kasper har et bekymret udtryk i sit ansigt, da han ser hende løbe derud af, uforhindret af sved og forpustelse. Han ved besked om hendes tilstand. Hun ved det bare ikke, og det gør andre heller ikke. Han kender hende bare. Kender symptomerne fra hans egen tilstand som anoretiker, for tre år siden. Han kom til byen, kort efter at han havde overvundet sygdommen. Katrine kender ikke til hans fortid. Han vil ikke snakke om den, og det har hun accepteret. 'Hun er jo vidunderlig, som hun er. Gid hun dog ville indse det.' tænker han, mens han sætter farten op.

 

Han cykler over bakketoppen, og finder en masse mennesker stimlet sammen. Han når ikke engang at bremse ordentligt, før han er sprunget af cyklen, og løber hen til hende. Hen til den livløse Katrine, der er dejset om. "Katrine.. Nej.." siger han stille, og aer hende over kinden. "Kender du hende?" bliver der spurgt rundt omkring ham. Han svarer ikke. Han kan ikke. "Hallo?" bliver der sagt, og en hånd bliver lagt på hans skulder. "Gå dog væk!" svarer han vredt og ryster hånden væk. Han ser på Katrine igen.

I baggrunden kan han høre sirerne komme. Han ved, at det er for sent for hende. Hun vil være væk inden længe, og han vil aldrig få hendes smil at se igen. Tårerne triller stille ned over hans kinder. Nogle mænd trækker ham væk, men han vil ikke. Han vil være hos hende. Han skriger og råber efter hende, og tårerne pisker nu ned af kinderne. "Jeg fik aldrig fortalt ,at jeg elskede hende.." græder han, mens han ser på ambulancefolkene, der bærer hende væk. Han ser på den stadig livløse Katrine, der har et hvidt tæppe over sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...