All my life..

Vores lærer bedte os lave et brev om det mest personlige i vores liv, jeg har arbejdet hårdt på det og tænkte jeg ville dele det med jer.

13Likes
34Kommentarer
1078Visninger

1. The letter..

Der er mange der bliver mobbet med deres størrelse, hvis de ikke er slanke nok eller ikke har den ideelle ”perfekte” krop

Selvom mobberen måske ser det som en chance eller lidt kærligt drilleri, er det mange der bliver kede af det.

Jeg kender den her pige.

Hele hendes liv er hun blevet kaldt fed, overvægtig, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at hun har det forfærdeligt, og at det har pillet hendes selvtillid så meget ned, at hun knap nok kan kigge sig selv i øjnene. Hun skammer sig, og selvom hun prøver at skjule at skjule det hele med et smil, gør det ondt.

Selvom hun måske virker glad, fjollet og oprigtigt i andres selskab, sidder hun ofte derhjemme med tårerne trillende ned af kinderne og tænker tilbage, tænker over hvor skuffet hun er over sig selv, over at hun ikke kan tage sig sammen til at løbe en tur engang imellem, eller spise en masse frugt i stedet for at snuppe en pose chips eller vingummier i skabet og jævnligt proppe sig med alle de usunde kemikalier, der findes i det.

At sidde med den følelse, af at man kunne have gjort noget for at undgå alt det, er forfærdeligt.

Mange nætter græder hun sig selv i søvn, skylder skylden på alle andre, selvom hun inderst inde godt ved t det er hendes skyld, og hendes alene.

Hun har svært ved at lukke andre ind, helt derind hvor de kan se hendes sande jeg. Hvem hun virkelig er under hendes fjollede, klodsede facade. Og der er en grund til det, alle de gange hun har gjort det, er hun blevet angrebet, enten med at hun bestemte for meget, ikke sagde nok, var grim eller tyk.

I alle de år har hun prøvet at være den, alle andre ville have hende til at være, i stedet for at fokuserer på hvem hun selv vil være, hvem hun ønsker at være.

Selvom hun nu har indset at hvis man har det godt med sig selv, ens udseende, personlighed, så vil andre respektere en, så gør hun det stadig.

Hun ville elske at have så stor selvtillid, at hun hver morgen kunne stille sig foran spejlet med et smil på læben og det sygeste morgenhår, og sige til sig selv at hun er god nok, at man skal være den, man er og være ligeglad med hvad andre synes om en, så har hun den ikke.

Og ærligtalt tror jeg ikke, at der er mange, der har den. Har selvtilliden, til at fortælle sig selv at man er god nok, selvom de, for andre, viser sig som selvsikre og glade personer, ved man aldrig hvordan de har det indeni.

Og nu tænker du nok: Hvordan ved du det om pigen, om alle hendes tanker og følelser? Det skal jeg sige dig. Den lille pige er mig.

Så længe jeg kan huske er jeg er jeg altid blevet mobbet med min størrelse, hver en kommentar er som brændt fast på min hjerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...