Shadow Witch

Der er år 3012, 1000 år efter et meteornedslag ødelagde næsten hele jorden. Nu har mennesket genopbygget næsten hele planeten, og alting er højteknologisk, smart og nemt, men ikke mindst - kedeligt. Sådan er det i hvert fald 16-årige Xenia ser på det. Xenia nedstammer fra et stort stamtræ af hekse, som har været nødt til at skjule deres magi for offentligheden i frygt for at blive afsløret og henrettet. Xenia synes det er for dårligt at de ikke kan bruge deres kræfter, men hun gør det alligevel i hemmelighed. Kan hun lave om på det? Hvilke konsekvenser vil det få, når hun bliver afsløret og fanget?

3Likes
3Kommentarer
1692Visninger
AA

3. Hjælp mig

I fem lange sekunder stirrer vi intenst ind i hinandens øjne, men jeg prøver at finde ud af hvordan han kan hade mig nok til at gøre det her mod mig. Han ligner sig selv, men jeg fik heller ikke set meget til ham, mens jeg var lille. Min fars bror. Tårerne vender tilbage, men billeder af min far viser sig for mine øjne. Der er noget ved hans blik der ser forkert ud. Hans øjne er ikke den samme farve. De plejede at have den dybe grønne farve, men nu er de grå. Hans blik er koldt og hårdt, og jeg kan ikke se min far i hans øjne mere.

Jeg kan skimte vinduet ud af øjenkrogen. Man kan nok ikke kalde det er vindue, snarere en slags kighul. Det ser ud som om det bliver en overskyet dag i dag. Jeg kan se de svage solståler trænge ned gennem trækronerne og skinne ned på morgendisen, som lægger sig hen over skovbunden. Som en tyk grå dyne. Jeg kan lugte vådt græs og mælebøtter. Der er fyldt med mælkebøtter ude i skoven, men de er bare sværere at få øje på om natten. Jeg bliver ved med at fokusere på skoven, og jeg har næsten glemt manden der står foran mig, da hans stemme sende bølger af chok gennem min krop.

Jeg hørte ikke hvad han sagde, så jeg stirrer bare på ham. Jeg kan ikke rigtig regne ud, hvilket ansigtsudtryk jeg har lige i øjeblikket, men jeg ser nok ret spørgende ud.

"Der har vi jo min lille niece" siger han "Hvordan går det, tøs?" siger han.

Jeg svarer ikke. Hvad skal man også svare til sådan noget? Ja, goddag onkel! Rebene sidder lidt stramt, men ellers går det da fint.

"Ja, du ved jo nok godt hvorfor jeg er her" fortsætter han. "Jeg har holdt øje med dig i flere måneder nu."

Jeg er målløs. Hvordan kan han have stalket mig på den måde, uden at jeg har opdaget det? Jeg er jo en heks, for fanden! Sikke et svin!

"Jeg ved du har brudt adskillige love, og hvis nogen af de andre Fredshavere havde set dig, havde du sikkert være død nu. Du ved jo at den slags straffes med dødsstraf." siger han.

Hvis han har stalket mig i så lang tid, burde han vide at det er derfor jeg mest kommer herud om natten.

"I hvert fald kommer du med mig, og du kan vælge at gøre det på den nemme eller den hårde måde" fortsætter han med en irreterende ligegyldighed.

"Brænd i helvede" snerrer jeg.

"Hvis det skal være på den måde..." siger han.

Han tager det skridt, som var afstanden mellem os for et par sekunder siden. Nu står han helt tæt på mig, og jeg væmmes ved hans lugt. Han lugter af kemikalier eller rengørings-midler. Han bøjer sig ned, løfter mig op og slynger min krop hen over hans skulder. Mens han trasker ud af hytten i ligegyldigt og roligt tempo, går jeg helt i sort. Jeg skriger, sparker, bander, græder og beder om at han ikke nok vil slippe mig. Efter et stykke tid, får jeg jaget et knæ op i maven på ham, og jeg kan mærke styrken ebbe ud af hans krop, samtidig med luften fra hans lunger. Ligesom når man langsomt lukker gassen ud af en ballon. Vi falder begge ned på jorden.

"Dumme tøs" spytter han.

Efter det er sket et par gange, tager han sin mobil frem. Han taster et nummer, og venter et par sekunder. Den bliver taget.

"Ja, hallo? Jeg får brug for forstærkning." siger han

Jeg er forvirret. Forstærkning? Er der flere mennesker ude efter mig? Måske har han hyret dem til at hjælpe med at transportere mig til hvor vi nu skal hen, hvis jeg skulle skabe problemer. Hvad mon han vil med mig? Jeg forestiller mig at jeg bliver tortureret i dagevis, for til sidst at blive meldt til hoved-fredshaverene og blive brændt, eller hvad de nu ellers kunne finde på. Jeg har hørt om nogen af deres henrettelsemetoder, og de lyder ikke særlig rare. En af dem skulle vist være noget med at man bliver lagt på et hvis briks, og så kommer de og stikker et rør i armen på en. Røret suger blod ud, til man ikke har nok blod tilbage i kroppen og til sidst dør.

Jeg kigger op. Tre-fire skikkelser er på vej hen mod os. Der er ingen tvivl om at det nok er den forstærkning han har tilkaldt. Jeg kigger den i jorden igen. Da jeg kigger op, er de kommet endnu tættere på, og jeg burde kunne se deres ansigter. Men det kan jeg ikke. I stedet stedet ser jeg fire uhyggelige masker. De er helt hvide, med et rundt hul til munden og huller til øjnene. Jeg begynder at skrige og græde hysterisk igen, og de hvide masker omringer os. Jeg er så bange, at jeg næsten ikke kan få vejret. Jeg ryster og hyrperventilerer. Jeg ser at der ligger en båre nede på jorden. Med hinandens hjælp får de med stort besvær løsenet rebene om mine hænder, og spændt mig fast på båren. Jeg skriger stadig.

"Hvordan kan vi få tøsen til at holde kæft?" siger den ene af maskerne.

"Sådan her" svarer Blake.

Jeg lukker øjnene og forbereder mig på at blive skudt. I stedet mærker jeg et nåleprik i min arm, og åbner straks øjnene igen. Hvad har han gjort ved mig?

"Hvad har du gjort?!" hulker jeg.

I det samme bliver mit hovede tungt, og min krop kan ikke rykke sig. Den grå dis svæver op og fylder hele mit synsfelt. Det sidste jeg ligger mærke til er de mareridts agtige masker, som bærer mig afsted gennem skoven. Jeg kigger på i trækronerne, som sender sorte skygger ned på jorden, og det hele sortnes for mine øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...