Shadow Witch

Der er år 3012, 1000 år efter et meteornedslag ødelagde næsten hele jorden. Nu har mennesket genopbygget næsten hele planeten, og alting er højteknologisk, smart og nemt, men ikke mindst - kedeligt. Sådan er det i hvert fald 16-årige Xenia ser på det. Xenia nedstammer fra et stort stamtræ af hekse, som har været nødt til at skjule deres magi for offentligheden i frygt for at blive afsløret og henrettet. Xenia synes det er for dårligt at de ikke kan bruge deres kræfter, men hun gør det alligevel i hemmelighed. Kan hun lave om på det? Hvilke konsekvenser vil det få, når hun bliver afsløret og fanget?

3Likes
4Kommentarer
1565Visninger
AA

4. Det hvide rum

Jeg åbner øjnene og blinker et par gange. Det blændende lys skærer i mine søvndrukne øjne. Hvor er jeg? Jeg kigger rundt i rummet. Det har hvide vægge og et stort glasvindue, som afslører et andet rum med tastaturer, skærme og flasker med forskellige farver væske. Jeg kan ikke huske hvordan jeg er kommet hertil, kun de rædselsfulde minutter, inden de bedøvede. Jeg husker den kolde morgentåge og de uhyggelige masker. Gad vide hvor længe jeg har ligget her. Længe nok i hvert fald. Bølger af smerte pulserer op igennem min rygrad, når jeg prøver at rykke mig, og mine fødder og hænder er spændt fast til den kolde briks. Jeg kunne godt minde om en der ligger i et torturkammer, som jeg ligger der med armene spredt ud fra min krop.

Da jeg har udforsket mine omgivelser, bliver min første opgave at komme fri og slippe væk herfra. Hvordan har jeg ikke helt fundet ud af endnu. Jeg prøver at komme i tanker om en besværgelse, som jeg engang lærte. En der bryder låse og den slags. Men jeg kan ikke huske den. Jeg sukker dybt og prøver at koncentrere mig om at drømme mig et andet sted hen. Jeg forestiller mig at jeg sidder ved den lille morgenmadskrog i køkkenet, og iagttager min mor, som står og laver mad og synger for sig selv. Hun er næsten altid glad og i live, når hun laver mad. Det er også de eneste gange, hvor jeg har set hende glad, siden min far døde. Hende og min søster. Gad vide hvad tid på dagen det er nu. Jeg ved ikke hvor længe jeg har været bevidstløs, men jeg regner med at det er ved at være efter middag. Jeg svæver ind i mine dagdrømme og fantasier og døser hen, trods den ubehagelige briks, og de stramme lænker om min krop.

Nogen mumler et fjernt sted, og alting er sort. Jeg tør ikke åbne øjnene i frygt for at se de grufulde masker igen. Jeg hører min onkels stemme igen, og bliver bange. Hvad vil han med mig? Jeg åbner langsom det ene øje, så jeg lige præcis kan se ud af det. Min onkels ansigt  viser sig ud fra den smalle sprække, som jeg prøver at se ud af. Han snakker med nogen, men jeg kan ikke se personens ansigt. I hvert fald ikke uden også at åbne det andet øje. Jeg kan ikke høre hvad de siger, selvom de kun står et par meter væk. Mens jeg undrer mig over det fænomen, går det op for mig at de står inde i rummet ved siden af. Der er en glasrude imellem os.

Pludselig kommer jeg i tanker om den besværgelse, som jeg prøvede at huske tidligere. Jeg hvisker de tre ord, som gerne skulle gøre mig fri. Clauditis te Nunce! Lænkerne forsvinder omgående. Jeg sukker af lettelse, men kommer i tanke om de to mænd foran mig. Jeg lukker øjnene og holder vejret. De har ikke opdaget hvad jeg har gjort endnu. Jeg må lige tænke over, hvad mit næste træk bliver. Jeg kunne storme vinduet og slå dem begge to ihjel med en dødelig besværgelse. Dem har jeg mange af. En anden mulighed kunne være sprænge væggene, som sikkert er lavet er beton, med en kraftbesværgelse. Jeg kan kun huske én, som er rigtig stærk, og jeg er ikke helt sikker på at den kan sprænge betonmure, men det er et forsøg værd. Hvis det slår fejl, og de opdager mig, slår jeg dem ihjel.

Jeg åbner øjnene. Hvilken mur ville være bedst at ødelægge? Jeg vælger den længst væk fra de to mænd. Jeg håber at jeg kan komme ud af det her rum, og måske finde en udgang, eller et vindue for den sags skyld. Jeg siger besværgelsen. Ikke vildt højt, men højt nok til at den virker. Interitum! Muren begynder at revne, og små stykker af den falder ned på gulvet. Jeg rejser mig op og siger besværgelsen igen, bare så det kan gå hurtigere. Jeg har nu begge mændenes opmærksomhed, og Blake har taget en walkie talkie eller et andet kommunikations-apparat frem. Han siger noget i frustration, men jeg kan jo ikke høre det. Jeg skynder mig over til muren, som nu har et stort hul lige i midten. Udenfor rummet er der en lang gang. Jeg hopper gennem hullet og begynder at løbe ned gennem gangen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...