Shadow Witch

Der er år 3012, 1000 år efter et meteornedslag ødelagde næsten hele jorden. Nu har mennesket genopbygget næsten hele planeten, og alting er højteknologisk, smart og nemt, men ikke mindst - kedeligt. Sådan er det i hvert fald 16-årige Xenia ser på det. Xenia nedstammer fra et stort stamtræ af hekse, som har været nødt til at skjule deres magi for offentligheden i frygt for at blive afsløret og henrettet. Xenia synes det er for dårligt at de ikke kan bruge deres kræfter, men hun gør det alligevel i hemmelighed. Kan hun lave om på det? Hvilke konsekvenser vil det få, når hun bliver afsløret og fanget?

3Likes
4Kommentarer
1566Visninger
AA

2. Blake

Jeg hører en gren knække længere ude i skoven. først tænker jeg at det bare er en ræv eller en hare. Da jeg hører endnu en gren knække, denne gang tættere på, bliver jeg lidt bekymret. Er det bare mig, eller lyder det som om der er nogen derude? Jeg går hen til åbningen, hvor der ikke er nogen dør, men nogen piletræs-grene, så den er kamufleret ligesom resten af den lille hytte, og stikker hovedet ud gennem det. Ja, der står en skikkelse henne bag træet. Gad vide, hvem der  er modig nok til at vove sig herud på denne tid, og endda alene. Jeg laver spøgelses besværgelsen: Spiritum! Væsenet derude rykker lidt på sig, men løber ikke væk. I stedet kommer det nærmere, går lige igennem mit spøgelse og fortsætter hen imod mig. 

Jeg begynder at gå i panik. Skikkelsen kommer nærmere. Bevæger sig lidt hurtigere nu. Jeg er sikker på at det er et menneske, for det står så tæt på, at jeg kan se skikkelsen klart og tydeligt. Det er en ung mand, høj og stærk. Jeg trækker hovedet ind fra grenene og løber overraskende lydløst hen til mine bøger. Jeg tror jeg har fået et adrenalinrush eller noget i den stil, for jeg kan ikke huske nogen af de besværgelser, som jeg har øvet til den her slags situationer. Jeg bladrer febrilsk gennem bogen, i et desperat håb om at kunne finde noget, jeg kan bruge. Men jeg er så bange, at jeg nærmest ikke læser teksten, eller i hvert fald glemmer den sekundet efter. Jeg ved ikke hvor tæt på skikkelsen er nu, men jeg hører blade rasle højst to meter fra åbningen til min hule. Hvorfor fanden lavede jeg ikke den dør? tænker jeg. Jeg står stadig med ryggen til, da jeg hører piletræs-grenene blive slået til side, og jeg stivner. Hvis jeg bliver angrebet, har jeg ikke en chance. Jeg er fuldstændig blank for besværgelser, og jeg er ikke fysisk stærk. Jeg arvet min mors lille spinkle krop og hendes sorte hår. Det eneste jeg har arvet fra min far, er mine dybe grønne øjne. Jeg husker min far svagt, som en stor og stærk mand, som min mor, min søster og jeg kunne være stolte af.

Pludselig mærker jeg to kolde hænder på min skuldre, det glider hurtigt ned ad mine arme, og jeg mærker et reb blive snoet om mine håndled. Fuck! når jeg at tænke, men jeg rykker mig ikke, gør ikke modstand. Alt bliver tåget, og jeg forsvinder i en dis af tårer og angst. Rebet er bundet stramt om mine håndled, og jeg kan godt opgive alt håb om at få dem fri på egen hånd. Jeg bliver skubbet ned i min skammel, som er sparket brutalt op af væggen. Tågen forsvinder, og jeg ser hans ansigt klart og tydeligt. Jeg er sikker på at skiltet på hans bryst ikke lyver. Jeg husker ham tydeligt fra da jeg var lille, han boede ikke langt fra vores hus, men han afskyede vores familie. Nu er han blevet Fredshaver, og det er ikke bare en hvilken som helst stilling han har fået. Han er blevet heksejæger. Min onkel, Blake Grey.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...