Dans og kærlighed {1D}

Den 17 årige Jen Ross er en erfaring danser, hun drømmer om at tage på turné med en kendt. Hun lever i New York sammen med sin pleje mor. Jen er hverken den populære eller den smarte på hendes skole, hun lever det sure liv. Men en dag i hendes danse studie, ændre hendes liv. Den berømte Zayn Malik dukker op og ændre fuldstændig Jens hverdag, men hvad gør hun når hun forelsker sig i den berømte og hvad med hendes kæreste? Dette er starten på en historie, som kærlighed og venskab. Vil Jen kunne holde ud af at alle vil være hendes ven? Vil Jen kunne lide sin ny hverdag, eller savner hun at være anonym? Vil hun kunne følge sin drøm eller sætter kærligheden en stopper for det?

9Likes
10Kommentarer
1843Visninger
AA

5. Zayns synsvinkel - sandheden kommer frem

Zayns synsvinkel

Jeg sad og spillede Xbox med de andre drenge, da vi hørte nogle skreg og råb ude på gangen. Vi løb alle sammen der ud, da jeg så hun hang i vores to store bodyguards, Kenneth and Joey. " SLIP MIG, SÆT MIG SÅ NED! " råbte hun, mens hun sparkede i luften med benene. De andre drenge kiggede på mig, da jeg ude mærket godt vidste, de kunne se det var hende fra bladet. " Sæt hende bare ned Kenneth " sagde Louis. De satte mig ned, mens jeg bare stod og kunne ikke finde ord. " Tak " sagde hun med en hård stemme, mens hun rettede på sit hår. " Og hvem er du? " spurgte Harry.  Hun tøvede lidt til at starte med, men gav op efter at hun havde stået og kiggede i et stykke tid. " Jen, Jen Ross.......... Jeg kommer ang. DETTE! " hendes stemme hævede sig, da hun viste bladet op. Vi sukkede alle sammen. Der var en akavet stilhed i lang tid, inden hun begyndte at snakke igen. " Du skal ikke tro på hvad de siger " sagde Liam. Hun sukkede og kiggede skiftevis på os. " Hvordan skal jeg det? Når jeg plejer at være den anonyme pige, men nu kender alle mit ansigt? " hun mumlede det sidste. Vi grinede alle lidt af hende, da hun kiggede alvorligt på os. " Det skal vi nok få reddet ud, og så kan du blive anonym igen " sagde jeg. Jeg var stadig lidt sur over den måde hun behandlet mig på i går, i studiet. Jeg kiggede væk, men jeg kunne mærke hvordan hun kiggede på mig. " Det bliver jeg jo aldrig igen.... " svarede hun blot, med en usikker stemme. Harry, Liam, Niall og Louis stod med et forvirret ansigt udtryk i hovedet, og forstod intet af dette. " Jeg forstår intet af dette... " sagde Niall, mens han kiggede skiftevis på os. Jeg kunne lige til at sige noget, da hun sagde noget " Det behøves du heller ikke, der er ikke noget at forstå. Det hele er en stor misforståelse. " hendes stemme lød trist, og inden nogle af os fik sagt noget, var hun allerede henne ved elevatoren. Vi stod og kiggede på hende, og da elevator dørene lukkede.

" Hvem var hun? " spurgte Harry. " En pige, jeg har hængt lidt ud med " svarede jeg blot, mens vi var på vej ind ad døren. Da vi næsten var inde af døren, kunne vi høre elevator dørene gå op og Jen kom løbende. " Må jeg ikke blive lidt, jeres hotel er omringende af paparazziaer? " hun kiggede bedende. " Jo selvfølgelig! " sagde Louis, og gav hende et stort smil. Hun smilede småt igen, mens vi gjorde plads så hun kunne komme ind. Hun kiggede rundt, mens hendes blik var helt optaget af at kigge på alle tingene. " Eow, bor i her? " sagde hun, mens hun gik rundt i stuen. " Ja, det gør vi " sagde Liam, mens jeg bare stod ved sofaen og kiggede på hende. " Sæt dig endelig ned " sagde Louis, mens han allerede selv var i gang med at sætte sig ned. Jeg satte mig ned, mens hun satte sig i en stol.  Jeg sad helt stille og sagde ikke et ord. Hendes navn blev ved med at køre i mit hoved, jeg kunne ikke konesentre mig, jeg sad bare og kiggede på hende. Hun var egentlig virkelig smuk. " Zayn... Zayn!" Jeg kom tilbage til virkeligheden, da jeg så de alle sammen kiggede på mig. " Zayn? Er du med på den idéen?" sagde Liam, mens de stadig kiggede på mig. " Hvilken idé? " sagde jeg blot, mens jeg kiggede over på Jen, hun sad og kiggede alvorligt på mig, da et lille smil kom frem på hendes læber. Jeg smilede igen, hvor efter jeg kiggede over på drengene. " At bestille room service " sagde Louis. Jeg nikkede blot på hovedet, og gik ind på mit værelse, for at tage en ren trøje på.

Jeg gik hen til mit skab og smed trøjen. Da jeg åbnede mit skab, kunne jeg høre døren indtil værelset blev åbnet. " Må jeg komme ind? " spurgte en kvindelig stemme, jeg ventede mig om og så Jen. Jeg nikkede, og hun lukkede døren. " Jeg må snakke med dig " sagde hun.. Jeg sukkede " Sidste gang vi skulle snakke, forlod du mig i parken helt alene, og du ville ikke engang fortælle mig dit navn "  sagde jeg blot, mens jeg sukkede. Jeg kunne høre hende sukke i baggrunden, jeg vendte mig om og kiggede på hende. Hendes blik var ikke så selv sikkert som det plejede at være. " Mit liv har været et mysterium hele livet, og det er det stadig. Jeg har aldrig kendte mine forældre..... Jeg lever livet på kanten, jeg er uduelig..... Jeg spiller hård, pga. mine facader som jeg har været nødt til at bygge op pga. min fortid. Min kæreste slår mig, og gør som han vil med mig.... " jeg kiggede på hende, men hendes blik sad fast på udsigten i vinduet. Hun rejste sig op og gik derover. Jeg kunne ikke finde ord på hvad jeg skulle sige, så jeg lyttede bare. " Jeg har flere gange prøvet at finde mine forældre, men sidst jeg fandt dem, fandt jeg ud af at min far sidder i fængsel for mord på min mor.... " Hendes lød usikker, men hun forsatte. " Jeg har intet tilbage.... Jo dans, dans gør mig glad. Det giver mig glæde i livet, når det er allermest trist. Jeg kunne tilbringe hele min dag på det.. Jeg drømmer om at komme på turné med en kendt, det kunne ændre mit liv fuldstændig. " hun stoppede med at snakke og kiggede bare ud af vinduet. Jeg tog min trøje på og gik over til hende. Jeg lagde arme omkring hende og kram hende et lidt hårdt, for at vide hun ikke skulle være bange. Hun gav mine arme et tryk og holdte ved mine hænder. " Det skal nok gå... " sagde jeg blot. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...