You'll never forget the first love ~ Harry Styles, one shot.

The scars will never heal, so why even try?

4Likes
2Kommentarer
821Visninger
AA

1. You'll never forget first love ♥

No one falls in love by choice, 

It is by chance 

No one stays in love by chance, 

It is by work

And no one falls out of love by chance, 

It is by choice. 

 

Det hele rystede indeni. Smerten sad uden på tøjet, sammen med tårerne. Jeg forsøgte at skrige af ham, men mine læber ville ikke bevæge sig. 

Hans øjne søgte mine, for at se min reaktion. Han sad der, i sengen, med knyttede næver, og åbnede munden, bare for at lukke den igen. Der var tusind ord, som jeg ville sige, men intet ville komme over mine læber. 

''Hvorfor?'' Fik jeg endelig mumlet over mine læber. Min stemme var lav og uhyggelig hæs. Hans øjne lyste ikke hele værelset op, som de plejede, men de var sørgmodige, og forsøgte hele tiden at fange mine. 

''Marina, det var ikke med vilje..'' Hans stemme rystede, og var ikke selvsikker og forførende som den altid var. Jeg havde en stor trang til at slå ham, men min fødder var frosset fast. 

''Det skal du jo sige'' Svarede jeg. Jeg betragtede ham, som han sad der. Med det krøllede hår og de grønne øjne, som jeg faldt for, dengang for 1 år siden. 

''Jeg har været sammen med mange piger, men du er den eneste jeg elsker!'' Jeg ville allerhelst kaste mig i armene af ham, og sige at jeg elskede ham, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, og smile. Det eneste jeg så for mig, var ham og pigen, jeg ikke engang havde fået navnet på. 

''Jeg går nu Harry. Og hvis du følger efter mig, så sender jeg politiet efter dig!'' Min stemme var hård, og mine øjne koldere end det koldeste. Tårerne gjorde mit syn sløret, og hurtigt vendte jeg mig om mod døren. Beslutsomt åbnede jeg den, og gik ud. 

 

Der var gået uger, forfærdelige uger, siden jeg forlod ham. Min mobil var spækket op med beskeder fra ham, og kærlighedserklæringer. En efter en slettede jeg dem, med tårerne trillende ned af kinderne. 

Det var aften, og udenfor var der halv mørkt. Månen stod på sit højeste, og skinnede smukt ned på blomsterne i min have. Jeg stod længe og betragtede månen. Jeg hørte ikke engang, de små bankelyde på vinduet. Først da bankelydene blev højere, reagerede jeg ved at kigge ned i haven. Jeg stivnede. 

Han stod der. Han lignede sig selv. En guitar lå i hans hænder, og jeg vidste han ikke kunne spille guitar, da jeg var sammen med ham. Han måtte have lært det. 

Langsomt åbnede jeg vinduet, og så på ham. Han havde et forsigtigt smil på læberne, og begyndte at spille. 

 

''Can we fall, one more time?

Stop the tape and rewind

Oh and if you walk away I know I’ll fade

‘Cause there is nobody else'' Hans stemme var blid, så fantastisk. Tårerne trillede ned af mine kinder, uden jeg vidste det. 

''It’s gotta be you

Only you

It’s gotta be you

Only you'' Han sluttede af, og smilede stort til mig. Jeg skulle lige til at løbe ud til ham, og kysse ham, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. Jeg elskede ham, det var klart, men jeg ville videre. Jeg måtte komme videre.  

''Tag hjem, Harry'' Jeg var overrasket over min rystende stemme. Over hulkene der afbrød mig hele tiden. Hans øjne lyste af sorg, og langsomt smed han guitaren i græsset. 

 

Det var sidste gang i hele mit liv jeg så ham. Jeg elskede ham så utrolig højt, og jeg ville aldrig glemme ham. Uanset hvor meget jeg prøvede. Uanset hvor meget jeg ville.   

My heart was taken by you, broken by you and now it's in pieces because of you.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...