Vampires don't lie

Det er nu svært at beslutte sig. Mit liv er noget rod. Det har det nu altid været. Jeg ville ønske at jeg var mig selv. At jeg ikke behøver at være en anden for at blive accepteret, og nu...ja nu står jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv. En beslutning der vil ændre alt.

17Likes
8Kommentarer
2189Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Jeg var ret så sulten, men det var sikkert bare sådan noget grød og grøntsager vi skulle have til aftensmad, ”badr” bare tanken om det gav mig kvalme. Mig og Denise var kommet lidt skævt ind på hinanden, nu måtte jeg bare prøve at redde det, vi havde skabt.

Jeg åbnede døren og trådte ind, jeg tog 3 skridt da min cardigan sad fast i håndtaget, jeg prøvede at vikle den fri, men det var svært, den sad godt fast, og det var endnu svære når jeg havde håndjern på. Jeg kunne mærke irritationen sprede sig i min krop, og til sidst blev det for meget, jeg tog fast i min cardigan og rev til, men det blev lidt for hårdt hevet i så at hele døren blev hevet med. De andre unge sad og kiggede måbende på mig, og nu begyndte de at snakke og hviske til hinanden, men jeg var ligeglad. Jeg smed døren på gulvet, og satte mig på en stol overfor Denise.

”Du må ikke side der”, Hviskede Denise og undgik mine øjne.

”Det bestemmer jeg da selv”, Sagde jeg og skulle til at tage salten da der lige pludselig stod noget bag mig.

”Skrid det er min plads”, var der en der sagde.

Jeg lod som ingen ting og hældte salten over min mad.

”Skrid så!”, sagde personen igen.

”Gå nu væk, du får bank af hende” sagde Denice nervøst og prøvede stadig at undgå mine øjne.

Når så det var en hende, tænkte jeg og kiggede op, og der stod en høj sort håret punker, ville jeg i hvert fald kalde hende. Jeg rejste mig op og rakte min hånd ud.

”Goddag jeg hedder Lilly” sagde jeg.

Denice og de andre gloede konstant på os, og fulgte med i vores bevægelser.

Pigen smilede skævt og rakte hånden ud. Da vi rørte hinandens hænder, vred hun min arm om og skubbede mig ind i bordkanten, jeg tog mig til hovedet, og min arm. Hun bukkede sig ned til mig og sagde:

”Alba Adison, hyggeligt at møde dig” sagde hun og klappede mig på hovedet.

Hun gik hen til stolen hvor jeg havde siddet og satte sig ned.

 

Jeg blev forfærdelige vred, troede hun bare at hun kunne gå hen til folk og skubbe, ikke efter mit vedkomme. Jeg gik hen og prikkede hende på skulderen.

”undskyld?” sagde jeg sukkersødt

hun vendte sig halvt og gav mig et ”hvad-fanden-vil-du-nu-blik”

desværre nåede hun ikke så langt før jeg slog hende så hårdt at hun må ha brækket næsen. Hun rejste sig op og hun var rasende.

Da hun stod foran mig, rækte hun en knytnæve over hovedet, jeg vidste godt hvad der ville ske, og da hun med fuld fart slog den mod mit hoved, rakte jeg hurtigt mine hænder med håndjernene op over hovedet og bukkede mig ned, så hun ramte kæden der sad imellem der lige det rette sted, så der kom en lille flække. Jeg slog kæden mod mit ene knæ, så de gik helt i skykker. Nu var mine hænder frie, jeg førte en knytnæve lige i ansigtet på hende, så hun væltede om kuld ned på gulvet. Hendes næse blødte og den var vist brækket, for den sad ikke helt på sin plads. Hun rejste sig stille op og slog ud efter mig. Men lige idet kom 3 pædegoer løbende ind af døren, de så at Albas næse blødte og at jeg stod overfor hende. Jeg smed mig hurtigt ned på gulvet og skreg, det gjorde ikke ondt og der var ikke sket noget med mig, men jeg orkede ikke mere ballade. To af Pædagogerne løb hen til mig, de satte sig på knæ ved siden af mig, og beroligede mig, den sidste løb over til Alba og lavede en armkrog, mens han lagde hende i håndjern og førte hende ud af døren.

”Klare du dig Lilly?” Spurgte en af Pædagogerne.

Jeg nikkede, jeg rejste mig op imens jeg stadig holdt mine hænder op foran mit ansigt, de førte mig ind på mit værelse. nogen gange måtte jeg komme udenfor og være sammen med de andre, men jeg skulle blive i cellen det meste af tiden. Jeg lagde mig ned i min seng, og de tog mine håndjern af. Jeg skulle ligge stille i min seng i en halv time, og falde til ro, for de kunne se jeg var oppe at køre, selvom jeg ikke var det, og jeg kunne ikke gå ud af sengen, for der blev holdt øje med mig. En enkelt pædagog stod og holdt nøje øje med mig. Desværre for ham, var jeg meget sulten. Jeg havde trods alt ikke fået noget at spise i 4 dage. Da jeg var færdig med ham tørrede jeg blodet væk fra munden, og da jeg var sikker på at såret var helet, veg jeg tilbage, og skreg op om at han var besvimet.

 

Dagen efter blev jeg præsenteret for resten afdeling syd og dens kriminelle. Et langt træbord fyldte det meste af det lille rum. Drengen der sad tættest på mig hvis navn var Brandon (læste jeg i en af de andres tanker) stirrede på mig, som om han gerne ville sige noget.

”hvad?” udbrød jeg.

Han lagde hovedet på strå og sagde:

”og hvad har du så lavet?”

hende der? Udbrød en længere væk.

”hun kunne da ikke gære en flue for træd!”

jeg var så tæt på at miste kontrollen, og man kunne åbenbart se det på mig.

”nej se, nu bliver hun sur!”

det var for meget. Jeg slog hånden så hårdt ned i bordet(nok lidt for hårdt) for det massive egetræsbord flækkede hele vejen igennem. de måbende ansigter var nok noget man kunne vende sig til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...