Vampires don't lie

Det er nu svært at beslutte sig. Mit liv er noget rod. Det har det nu altid været. Jeg ville ønske at jeg var mig selv. At jeg ikke behøver at være en anden for at blive accepteret, og nu...ja nu står jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv. En beslutning der vil ændre alt.

17Likes
8Kommentarer
2186Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

 ”De kendes for dom, Lilly Hayes Palmer dømmes her med ungdomsfængsel indtil hun fylder 18 og derefter fortsætte med livstid i et voksenfængsel”. Bang!

Dommerens ord gik lige ind i hjertet, ”Livstid”........ Jeg havde jo intet liv mere, det var pist væk, nu sad jeg i håndjern, rørte mig ikke ud af sporet og hørte bare på dommerens ord, ”livstid”.....jeg smagte lidt på ordet, det var vidst et dårligt ord.

 

Da vi ankom til ungdomsfængslet tog jeg mine ting og politimændene førte mig ind til mit værelse, jeg fik detentionen, et værelse hvor alt var lukket omkring mig, det eneste der var, var et vindue og et lille hul hvor man stak maden ind, der var heldigvis en anden detention ved siden af min, men ellers var alle de andre værelser bare helt almindelige celler. Pludselig kunne jeg høre en svag stemme græde, det løb som inde ved siden af, vægen var 10 cm dyb, og den var lavet af beton og cement, jeg prøvede at slå hul i vægen, men det gjorde ondt, men hvis jeg kunne klare et lammet ben som allerede var helet, det lyder nok mærkeligt men når man er vampyr er den eneste måde man kan skade vampyren på, er ved at dræbe den, og det gør man ved at rive hovedet af.

Men nok om det, jeg slog til flere gange, og til sidst lykkedes det mig at få at tyve centimeter bredt hul ind i vægen, jeg kunne se en pige sidde på sin seng, hun havde tåre løbene ned af kinderne, hun havde sort langt glat hår, en tynd talje, og så var hun helt sort rundt om øjnene, det var syndt for hende for alle ville sikkert tro ud fra hendes udssende at det altid var hende der havde gjort noget forkert, modsat mig som bare lignede en uskyldig en, der aldrig gjorde noget forkert.

Pigen havde vist ikke lagt mærke til at jeg havde slået hul for hun sad stadig og græd.

”hej” sagde jeg og rakte min hånd ud.

Hun fik et chok, da hun så mig og ville ikke give mig hånden, i stedet for sad hun bare og kiggede ondt på mig, jeg trak min hånd til mig. Hun lagde sit hoved ned i sit skød, imens jeg bare stirrede tomt ud i luften. Så begyndte hun at græde.

”sidder du og græder?"spurgte jeg, lettere forbløffet

 hun svarede:

”Det rager ikke dig, Du er måske bare endnu en uskyldig pige, der er blevet smidt herind?” sagde hun.

"Hvad hedder du?"hun skubbede bare en kasse hen foran hullet.

”Jeg spurgte dig om noget” sagde jeg og knyttede mine hænder.

Hun kiggede bange på mig, og trak sig tilbage.

”Denice Flores” stammede hun.

”Tak for svaret” sagde jeg og trak mig tilbage fra hullet, efter et par minutters tavshed satte hun sig så tæt på hun kunne og spurgte:

”Øhh må jeg spørge dig om noget?”.

”Ja?” svarede jeg.

”Hvorfor sidder du her?” spurgte hun.

”Jeg dræbte min plejefamile” svarede jeg irriteret. Og en hel skole oveni.

Jeg ville ikke fortælle hende alt, jeg havde jo lige mødt hende.

”Ikke for noget, men hvorfor dræbte du dem?” spurgte hun igen.

Hun var ved at gå mig på nerverne, men jeg måtte bevare roen og svare hende:

”De var i vejen”

Jeg prøvede at lyde ligeglad, men hun nikkede bare.

”Hvorfor sidder du her?” spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på hende.

Hun sukkede og brød pludselig ud i gråd, og det var lidt svært at forstå hvad hun sagde.

”Det var ikke meningen at jeg skulle sidde her, det var rigtigt min veninde der skulle side her”.

”Hvad har din veninde da gjort?” spurgte jeg.

”Hun blev uvenner med sin bedste veninde, og så fulgte hun hende ud i skoven, og så slog hun hende i hovedet, det var ikke særlig hårdt men det vidste sig at hun døde af det, fordi hun havde en slags fejl i hjernen, som lægerne ikke vidste, og så blev hendes far ringet op, og så havde min veninde selvfølgelig fortalt det til ham, og så ville han ikke have at hendes datter skulle komme i ungdomsfængsel i så en tidlig alder, så han gav mig skylden,” Svarede hun og tørte tårerne væk.

”Men hvorfor sagde du ikke at det ikke var dig, at du var uskyldig” spurgte jeg igen.

”Jeg kunne jo ikke bevise at ikke var mig, de troede jo ikke på mig, jeg mener se på mig!” råbte hun og så kom tårerne frem igen.

”Men det kan også være lige meget nu, mit liv er allerede spildt” sagde hun igen.

Jeg nikkede.

”Men hvorfor.....”

”Hold nu mund, jeg kan ikke klare alle de spørgsmål, bare lad mig være” afbrød hun mig og så stilte hun ellers kasse, for igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...