Vampires don't lie

Det er nu svært at beslutte sig. Mit liv er noget rod. Det har det nu altid været. Jeg ville ønske at jeg var mig selv. At jeg ikke behøver at være en anden for at blive accepteret, og nu...ja nu står jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv. En beslutning der vil ændre alt.

17Likes
8Kommentarer
2176Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

 ”Hallo.....halloo.....Lilly.......Hun vågner nu”.

Jeg åbnede langsomt mine øjne, hvor var jeg, det eneste jeg så var 3 mænd og en dame i hvide kitler stå ved siden af mig, på hver sin side af det jeg lå på.

Jeg satte mig forskrækket op, en af lægerne beroligede mig og prøvede at forklare hvad der forgik.

”Rolig Lilly, det sker ikke noget andet end vi har sat nogle ledninger på dit hoved, som gør at vi kan se hvad der sker inde i hovedet på dig, du skal ikke være bange det er bare en lille undersøgelse, der sker ikke noget farligt”, sagde damen i den hvide kittel.

Jeg ville hellere vide hvad der forgik op i hans hoved, han talte til mig som om jeg var en 5-6 år?.

”Jeg må bede dig om at ligge dig ned igen” sagde en af lægerne, og puffede lidt til min skulder, som et tegn på at jeg skulle ligge mig ned.

Uden en mine lagde jeg mig ned igen, jeg skulle jo gøre hvad de sagde, jeg gad heller ikke blive opfattet som en der aldrig gjorde hvad de voksne sagde, ikke fordi at jeg var fars lille prinsesse, men nogle gange blev man nød til at være lidt artig, og ikke gøre alt hvad man selv vil.

”Kan du så fortælle mig hvad der skete i går?” spurgte damen i den hvide kittel.

”Hvad skete der i går?” spurgte jeg kækt, og trakte på smilebåndene.

”Ja..du overfaldte jo Brandon, og vi vil gerne høre hvorfor du gjorde det” sagde hun, imens hun stod klar med sine noter.

”Hmm....det ved jeg ikke, alle folk har det vel sådan” svarede jeg.

Damen i den hvide kittel himlede med øjnene, og gik satte sig ned på en stol ved siden af mig, jeg vendte nysgerrigt hovedet og smilte til hende.

”Okay vi prøver noget andet så, fortæl hele din historie, hele historien” sagde hun og smilte igen.

”Mener du min livshistorie?” spurgte jeg.

”Ja din livshistorie” svarede hun.

”Ømm okay..” sagde jeg, og såd begyndte jeg ellers.

Jeg blev født d. 9 september 1996 på................

 

En halv time efter:

 

”Og hun blev så kørt ned der ved.............” mere nåede jeg ikke at sige så blev jeg afbrudt.

”Stop lige Lilly! Den viser altså ikke noget der er helt sort skærm”. Sagde en af lægerne og lavede en håndbevægelse, der vidste at Damen i den hvide kittel skulle komme hen til ham.

”Det var underligt, den plejer ellers godt og gide” sagde Damen i den hvide kittel.

Hun trak på skuldrene og gik hen til mig, en af lægerne gik ud for at hente en der havde forstand på computere. Imens lå jeg og legede lidt med mit hår, min venstre arm legede med håret, min højre hang slabt ned af disken jeg lå på.

Pludselig tog Damen i den hvide kittel fat i min hånd og tog den op mod sig.

”Hvad er det for et ar?” spurgte hun og strøj en finger gennem det.

Aret var for den gang Shilas havde bidt mig, det var et vampyr bid, og det skulle hun såment ikke røre.

”Doctor!” råbte hun og kiggede mod døren.

Jeg holdte armen og aret mod mit bryst, så man ikke kunne se det, damen i den hvide kittel forsøgte at få min hånd fri, så man kunne se det, efter få sekunder kom en af lægerne styrtende ind af døren.

”Hvad?!” udbrød han.

”Se det her!” sagde hun, og prøvede stadig at få min hånd fri.

”Vil du være sød at vise mig din hånd?” spurgte han højligt.

”Ikke spørgsmål doctor, hjælp mig nu bare så du kan se hendes hånd, hun har et meget specielt...”

”Stop nu!” afbrød jeg hende og vred mig fra side til side.

Men hun stoppede ikke.

”Du skulle hellere til at holde din kæft, og gøre hvad vi siger” råbte hun af mig.

”Hids du nu ned, vi skal nok klare det, Lilly du skal bare vise mig min hånd ikke andet!” sagde Lægen.

”NEJ!” skreg jeg.

Jeg var stærkere end damen i den hvide kittel, men det var sjovere at ligge der helt hjælpeløs.

Lægen gik pludselig over mod en af bordene, hvor han hentede en bedøvelsessprøjte.

Nu blev det pludselig alvor for mig, han skulle nemlig ingengang prøve på at stikke mig med den.

Da han nærmede sig mig, gik jeg i panik, jeg blev jo nød til at gøre et eller andet for at undgå det.

Damen i den hvide kittel holdte mig stadig, hun begyndte at ligge flere kræfter i, manden tog min arm og førte sprøjten mod min arm. Da han var få centimeter fra min huds overflade, slog jeg sprøjten ud af hans hånd, og skubbede ham ind i vægen helt ubevidst. Damen i den hvide kittel stod måbende og slap mig. Tog af de andre læger var kommet ind af døren og havde set hvad der var sket, den læge jeg havde skubbet ind i vægen lå nu bevidstløs på gulvet. De andre to læger løb over mod mig, de tog fat i hver af mine arme, og prøvede at få mig ned at ligge, men jeg var hvor for stærk. Jeg brød mig ikke om folk der holdte fast i mig, og inda slet ikke når de prøvede at få mig ned og ligge. Jeg var forvirret, vred og bange på samme tid, mændene var ret stærke......men ikke stærke nok. For da den ene af dem satte en fod bag min, satte han den forkert, og jeg kunne brække hans ben på den måde han havde sat det på bag min fod.

”Du der!” sagde jeg og smilede kækt.

Han kiggede på mig, og idet han gjorde det slog jeg ham lige i hovedet, så han væltede ned på gulvet. Den anden læge der nu stod op blev pludselig bange, det kunne jeg se på ham, men han kæmpede med at skjule det. Jeg løftede ham op i kragen og smed han ind i skrivebordet. Damen i den hvide kittel skreg op, og da jeg kiggede onskabsfuldt på hende gik hun i panik, hun styrtede ud af døren, og ud af hospitalet. Jeg tog min jakke, gik ud og lukkede døren bag mig.

 

Jeg gik over til damen der sad i receptionen og tog fat i kraven på hende.

”Hør nu godt efter, hvis nogen spørg så har jeg ikke været her, er du med?” sagde jeg, og kiggede dybt ind i øjnene på hende.

Hun nikkede, jeg slap hende og jeg gik ud af hospitalet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...