Vampires don't lie

Det er nu svært at beslutte sig. Mit liv er noget rod. Det har det nu altid været. Jeg ville ønske at jeg var mig selv. At jeg ikke behøver at være en anden for at blive accepteret, og nu...ja nu står jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv. En beslutning der vil ændre alt.

17Likes
8Kommentarer
2182Visninger
AA

11. kapitel 11

 

 ”Nå fortæl mig hvad der skete Lilly, fortæl mig alt du ved om denne her situation”.

Jeg svarede ikke men stirrede tomt ud i luften.

Psykologen sad og ventede på svar det kunne jeg se. Jeg vidste at psykologen havde en særlig evne, han kunne nemlig se når folk løj eller gemte på en sandhed. Han sad og gloede underligt på mine øjnes bevægelse, han prøvede at få øjenkontakt men jeg undgik det. En dame sad ved siden af ham med noter i hånden. Der stod sikkert drabsdagen på Denise, og at de sikkert regnede med at det var mig, der var drabsmanden, men de havde intet bevis, og det ville de heller ikke få.

 

Han satte sig ned foran mig, jeg følte mig utryk ved at han sad og stirrede sådan på mig.

”Føler du dig utryk?” spurgte han skummelt.

Jeg rystede på hovedet.

Men han sagde ikke noget til det, og nikkede bare, han var ellers professionel, og det var mening at han ville kunne se når folk løj, og jeg havde lige siddet og løjet ham op i ansigtet.

”Kender du noget til drabet på Denise?” spurgte han igen.

Endnu en gang løj jeg og rystede bestemt på hovedet.

Han sukkede og rejste sig op:

”Jeg tror vi er færdige for i dag!”.

Jeg rejste mig op, gav ham hånden og blev fulgt med ud.

 

 

 

Lige så snart vi kom hjem skulle vi spise aftensmad. Jeg satte mig på min plads og ventede på at vagterne skulle kom. Alle de unge mennesker sad og kiggede i smug hen mod mig, konstant hele tiden, det gik mig på nerverne. Men jeg var nervøs, rigtig nervøs hvad nu hvis der ikke var nogen af dem der gad mig, hvad nu hvis jeg skulle rådne op her inde til jeg blev 18, og derefter leve mit liv i et fængsel. Bare ved tanken om det gav mig gåsehud.

”Er du okay?”...

Var der en der viskede stille.

Jeg vente mit hoved, Brandon snakkede til mig, ham som var der den nat....den nat Denise døde.

Men hvem var det egentlig der havde dræbt hende?, det ville jeg finde ud af, og når jeg fandt ud af....

”stop! Lilly” sagde jeg.

Brandon kiggede hen på mig som om han tænkte på hvorfor jeg snakkede til mig selv.

Jeg kunne ikke dræbe personen der havde skudt Denise nej, for så ville det være sikkert at jeg skulle rådne op i et fængsel, og det gad jeg bestemt ikke. Jeg måtte tænke klart, jeg måtte gøre noget mod personen som ikke skadede ham/hende, men hvad?.

Pludselig snakkede Brandon til mig igen, kunne han ikke bare holde mund, jeg prøvede faktisk og gennemtænke en plan her.

”Jeg tror godt jeg ved hvordan du har det” sagde han og tøvede.

Jeg drejde hovedet og kiggede på ham, imens jeg sænkede spørgende mine øjenbryn.

”Altså jeg ømm....det er min skyld du nok er beskyldt for drabet på Denise” sagde han, og lavede en masse håndbevægelser.

Jeg nikkede på hovedet og løftede et øjenbryn. Hvad mente han med det?.

”Ømm det var mig der skød Denise”.

Jeg fjernede hånden fra min kæbe og måbede, jeg kunne mærke vreden sprede sig i min krop.

”Hvorfor hun var min eneste veninde, og det er nu din skyld jeg risikere og sidde i fængsel til jeg dør!” sagde jeg vredt.

”Undskyld undskyld jeg var bange, jeg undskylder jeg vidste ikke jeg ville ramme hende, det var ikke meningen jeg skulle trykke på aftrækkeren undskyld undskyld undskyld.........”

Jeg havde svært ved at styre min vrede, jeg havde sådan lyst til at smadre ham. Og før jeg vidste af det var jeg i gang med at slå, sparke og ikke mindst kvæle ham.

Stop Lilly stop! Var der en stemme der sagde til mig i mit hoved. Men jeg kunne ikke, jeg kunne simpelthen ikke.

Vagterne nåede dårligt nok komme ind så var de styrtet hen mod slåskampen, og prøve at få mig fri. En af dem ringede til politiet, og efter 15 minutter var politiet der. De prøvede at vikle mig fri, men jeg var åbenbart for stærk, og jeg var langt fra færdig med Brandon. Pludselig var der noget der stak mig i ryggen og jeg blev meget langsomt træt, meget meget meget træt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...