Vampires don't lie

Det er nu svært at beslutte sig. Mit liv er noget rod. Det har det nu altid været. Jeg ville ønske at jeg var mig selv. At jeg ikke behøver at være en anden for at blive accepteret, og nu...ja nu står jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv. En beslutning der vil ændre alt.

17Likes
8Kommentarer
2179Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

Denise sad og hørte musik, jeg kedede mig, der var intet at lave, var det nu jeg skulle prøve at snakke med hende. Jeg bankede ligeså stille på kassen, men kassen blev ikke fjernet, jeg bankede igen, og hun flyttede den, hun kiggede ondt på mig, og ventede sikkert på jeg skulle sige noget.

”Øm...hej” Sagde jeg, og lavede en rund bevægelse med hånden.

Hun svarede ikke, men lod kassen stå på gulvet, hun tog sin taske og gravede ned i den, hun tog en pakke cigaretter op og en lighter. Hun tog en op og tændte den, hun pustede røgen ud, og selvfølgelig ramte den mig lige i ansigtet, jeg begyndte at hoste. Hun kiggede igen underligt på mig, og så tog hun en ekstra op og rakte den til mig. Jeg rystede bestemt på hovedet, men jeg kunne se hun ikke gav op.

”Jeg har ikke lyst, så hold det hellere bare for sig selv”. Sagde jeg og skubbede hendes hånd væk.

Hun svarede endnu ikke men blev ved med at holde den oppe foran mit ansigt. Jeg tog cigaretten og knækkede den midt over, jeg lagde resterne på gulvet foran hende. Hun rejste sig op, og gik over for at hente en fejebakke, og satte sig til at feje det op, jeg fik lidt ondt af hende, men hun kunne bare lade være. Da hun var færdig lagde hun pakken ned i tasken, og satte sig ned på gulvet.

”Hvorfor ryger du?” spurgte jeg.

”Fordi jeg har lyst” Svarede hun og kiggede ud af vinduet.

”Du har nok ikke hørt at man kan dø af det?!” sagde jeg dumt.

Hun vendte ansigtet mod mig og himlede med øjnene. Så kravlede hun over mod hullet og satte kassen for.

Hvor var det utroligt tænkte jeg, hvad er det jeg gør forkert?.

Jeg satte mig op i min seng, satte mig til rette og lagde hovedet mod vægen.

Pludselig blev kassen fjernet igen, og der blev lagt et billede ind på mit gulv. Jeg rejste mig fra sengen og gik over mod billedet, jeg tog billedet i hånden og kiggede på det, det forstillede:

En lille brun håret slank pige, og en høj mørkhåret kvinde, de holdte i hånden.

Denise stak hovedet frem.

”Det er min mor og det er mig” sagde hun og pegede på dem.

Jeg nikkede.

”Hvorfor ville du vise mig det?” spurgte jeg.

Hun trak på skulderne, jeg gav hende billedet og hun lagde det i en flytte kasse.

”Hvem er det?” spurgte jeg og pegede hen på et billede der hang på hendes væg over hendes seng.

Hun kiggede tilbage og svarede:

”Min døde lillesøster, hun døede med min far i en bilulykke, men min far overlevede”.

Hun hang med hovedet igen, jeg rørte hendes skulder og kørte min hånd frem tilbage, hun kommenterede det ikke.

”Jeg er ked af at vi kom lidt skævt ind på hinanden, jeg ved godt jeg har været sådan lidt, du ved negativ, men jeg har det bare svært for tiden” sagde hun og smilede.

”Jeg forstår dig godt” sagde jeg og smilede igen.

 

Klokken var 3 om natten og jeg kunne stadig ikke sove. Pludselig hørte jeg nogle trin ude foran døren. Jeg fjernte kassen, og stak hovedet ind til Denise. Hun vågnede lige så stille, da hun fik øje på mig fik hun et stort chok og udbrød:

”Lilly forhelvede, lad vær med at snige dig sådan ind på mig!”.

”Shh..., der er nogen udenforan døren” hviskede jeg.

”Er du sikker på det ikke er en af vagterne?” spurgte hun hviskende og gned sine øjne.

Jeg trak på skuldrene og svarede:

”Det ved jeg ikke, burde de ikke være i seng nu?”.

Hun trak også på skuldrene. Men ud af sengen steg hun og gik over til døren. Hendes lange sorte hår svingede fra side til side.

”Prøv og kig ud af det der hul” sagde jeg og pegede på det lille hul i døren. Jeg tror hullet var 5 cm i diameter, så det var ikke virkelig småt men heller ikke stort. Hun satte sig til at kigge ud af det.

”Shit........det er Brandon!” hviskede hun.

Brandon.......Brandon...Jeg smagte lidt på navnet, var det ikke ham der havde siddet og stirret på mig, som om jeg var en idiot. Og ham som der åbenbart ville have at vide hvorfor jeg var spærret inde.

”Lad mig lige se engang”, sagde jeg, og kravlede igennem det hul jeg havde lavet i vægen, første dag jeg ankom, jeg gik over til døren og skubbede Denise til side.

Jeg kunne genkende det blonde korte hår, og der var kun en blond fyr her, så ja det måtte være Brandon tænkte jeg.

”Hvad prøver han på?” spurgte Denise.

”Det ved jeg ikke.....måske prøver han på at flygte” svarede jeg lavt.

Denise måbede og gik et par skridt tilbage, jeg kiggede undrende efter hende og løftede et øjenbryn.

”Bst..Brandon” hviskede jeg, men han reagerede ikke.

Jeg skulle til at kalde på ham igen, men jeg blev trukket til side.

”Hva`fanden laver du?” hviskede Denise irriteret.

”Prøver og komme i kontakt med ham.” svarede jeg og vred mig ud af hendes arme.

”Hvad hvis han opdager os, og at han ser at du er i den forkerte celle?” spurgte hun, og lagde armene over kors.

”Så må du jo gøre det” svarede jeg og smilede.

”Aldrig i livet, jeg skal sgu´ikke have ballade” vrissede hun og vendte ryggen til.

”Du er måske bange?” spurgte jeg og grinte.

”Drop det, for jeg er ikke bange for en skid”. Svarede hun surt.

”Så har du vel ikke noget imod og spørge ham, hvad han skal”. Sagde jeg.

Hun himlede med øjnene, sukkede og gik over imod døren. Jeg spærrede pludselig øjnene op, jeg havde da ikke regnet med at hun gjorde det.

”Wow wow wow.....!!!” udbrød jeg alt for højt.

Brandon vendte hoved mod Denises celle, og gik over mod døren.

”Ned!” Hviskede jeg, og pressede Denises hoved ned.

”Av fo....!” Hviskede hun.

”Shhh.....!”. Afbrød jeg hende.

Vi lå begge på gulvet og lå nu og kiggede op mod døren. Måske var vi heldige, måske så han os ikke men måske..... tankerene fløj rundt i hovedet på mig.

”Jeg tror han er gået... jeg går ind på mit værelse!” hviskede jeg.

Denise nikkede bare og rejste sig op. Jeg listede lige så stille ind på værelset.

Men så hørte jeg det, det jeg ikke skulle have hørt, et skud var nu blæst igennem Denises værelse bag mig, måske var der ikke sket noget, men jo for da jeg vendte mig om lå hun der helt fortabt på gulvet med blod omkring sig.

 

Hva´fanden sker der!! tænkte jeg.

Pludselig gik en alarm i gang, og man kunne tydelig høre tunge skridt rende hen over gulvet.

”Shit!!” Udbrød jeg, hullet i vægen som jeg havde lavet, hvis vagterne opdagede det ville de tro det var mig, der havde skudt hende. Kunne jeg nå at stille kassen for?. Brandon var stormet væk og smidt skyderen ind til Denise, som om hun havde skudt sig selv. Pædagogerne var pænt langt væk, så måske kunne jeg nå det.

Arhh...der var ikke tid til at tænke, jeg spurtede bare igennem værelset og ind på hendes værelse, hvor stod kassen henne, hvor havde hun sat den. Jeg tog mig til hovedet og hoppede på stedet. Men jeg var heldig for så fik jeg øje på den, den stod over i hjørnet bag hendes seng, jeg løb hen til sengen, tog kassen og løb hen mod mit værelse. Men jeg nåede det ikke, for med et blev jeg blendet af et lys, jeg var opdaget. Nu var jeg sikker på en ting....Jeg var færdig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...