den mystiske dreng

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
Rubin er en 16 årig pige, der en aften møde en dreng som reder hende fra at blive voldtaget. men hvem er han, og hvad er det for en hemmelighed han gemmer på - undskyld hvis der er nogle små stave fejl eller hvis kommaerne og punktummerne ikke sidder lige i skabet-

15Likes
11Kommentarer
2902Visninger
AA

11. Kan du se mig?

”Rubin?!....Rubin?!” Det var en der råbte mit navn. Det lød lige som Gabels stemme men det kunne det jo ikke være. Jeg sov sikkert stadig. Jeg vendte mig om på siden og fandt en behagelig måde og ligge, og lagde mig så til igen.

 

”Rubin?!” Der var den igen. Og denne gang var den tættere på. Jeg satte mig hurtigt op.

Der var mørkt udenfor og månens blå skin kom lige ind i hytten.

 

Jeg hørte en knasende lyd udenfor hytten, som når nogen går på den. Samt med det kunne jeg også høre nogle stemmer.

 

”Jeg giver snart op vi har ledt i hele skoven nu, hvis hun ikke er her så ved jeg ikke hvad” Det var Gabels stemme. Var han kommet ud for at finde mig?

 

Noget mørkt gik forbi vinduet, og jeg var hundred på at det var Gabels skikkelse jeg så.

 

”Jeg….” jeg ville havde sagt ’jeg er her’ men noget blev sat hen for min mund. Det var Magdalena.

 

”tig stille ellers skal jeg nok gøre din lille prins til hundemad” sagde hun imens hun pressede sin hånd hårer mod min mund. Jeg nikkede. Det fløj jo også ud til ét hvis han gik her ind så fik han øje på mig og så ville han befri mig. Det var ingen tvivl om det, så jeg skulle bare have lidt tålmodighed.

 

”Glem det. Jeg har sat en lille fortryllelse over os, vi er usynlige” hviskede hun ind i mit hoved. Og der kom jeg i tanke om at hun jo kunne læse tanker, pis og lort.

 

Der blev hevet i håndtaget og døren gik langsomt op.

 

Jeg kunne slet ikke kende Gabel igen. Han var blevet klippet. Ikke sådan helt korthåret men så meget at man kunne se en hvis forskel, og så gik det heler ikke ned i hans ansigt mere, og jeg måtte indrømme det klædte ham ret så godt.

 

Hans påklædning var også helt anderledes. Han havde næsten kun sort tøj på. Sort T-shirt, sorte bukser, sorte sko, eller nej sko havde han ikke på men hvis han havde villet han nok også have sorte sko. Ved hans side hang der et langt og skarpt sværd eller hvad man nu kalder dem. I lyset fra månen kunne jeg se at hans navn var indgraveret i sværdets skede eller hvad de nu også hed.

 

”Er hun her?” var der en der spurgte bag ham. Men der var altså ikke nogen?

"Her er jo ikke nogen"

”Nej det ved jeg, jeg er ikke blind” sagde han og så helt slukket ud. Noget lille og lysende landede på hans skulder.

 

”Du skal ikke give op hun er her ude et sted” kom det fra den lille lysende klump. Nej det var ikke en klump det var en.. Alf!

 

Altså folk her i det her land har altså nogle for seje folk, varulve, katte-mennesker, hekse, og nu alfer og de havde sikkert flere der ude et sted.

 

”Det ved jeg godt Morgan” han sukkede dybt, og vente sig om for at skulle til at gå. Han så, så trist ud.

 

Jeg begyndte at få tåre i øjnene. At se ham så trist var ikke til at bære. Et lille hulk kom frem fra min lukkede mund. Magdalena skulle til at slå mig ihjel, men jeg tror hun ombestemte sig igen da hun kom i tanke om at det ville lave larm.

 

Mine tårer ramte gulvet langsomt som de faldt derned. Det lavede små dryppe lyde.

 

Alfen Morgan kunne vist høre det eller noget for han sagde til Gabel at han lige blev herinde lidt.

Han fløj helt hen til os, og hang i luften kun få centimeter fra os.

 

Han så ret flot ud selvom han var så lille. Men han så måske lidt bøsse lignende ud. Med lyserødt tøj og hans vinger var også lilla. Han lignede ikke en bøsse at dømme efter resten af ham. Han var meget muskuløst bygget, og man kunne nemt se hans muskler i det lyserøde tøj. Hans hår var i en underlig farveblanding af: blond, rødt, pink og blåt. Det var sat op i noget der lignede gele.

 

Han kom tættere på om kom nu helt hen så han hang lige under min hage. Igen faldt en tåre og den ramte Morgan lige i ansigtet. Han kiggede hurtigt op men rystede bare hovedet. ”taget er sikkert bare utæt” sagde han for sig selv. Han fløj ud til Gabel som ventede i sin ulve skikkelse.

 

Lidt efter hørte jeg nogle hurtige skridt løbe væk fra hytten.

 

Magdalena slap mig og smed mig ned på gulvet.

 

”Dumme tøs du fik os næsten opdaget, du var heldig at den lille alf ikke fattede mistanke” sagde hun og gik hen for at lukke døren de havde ladet stå åbent.

 

”Lad os håbe de ikke kommer igen i aften, og lig dig så til at sove” kommanderede hun, og lagde sig selv til.

 

Men jeg kunne ikke sove. Gabel var gået uden mig. Han havde stået der i døren og ledt efter mig. Hans øjne havde set helt slukkede ud, hvordan kunne de gøre det det var jo kun lille mig. Jeg kunne da ikke betyde så meget for ham, eller.. måske kunne jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...