den mystiske dreng

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
Rubin er en 16 årig pige, der en aften møde en dreng som reder hende fra at blive voldtaget. men hvem er han, og hvad er det for en hemmelighed han gemmer på - undskyld hvis der er nogle små stave fejl eller hvis kommaerne og punktummerne ikke sidder lige i skabet-

15Likes
11Kommentarer
2978Visninger
AA

6. Hvorfor?


”jeg tror jeg skal kaste op” sagde Lasse, og lavede kast op bevægelser.


Gabel og jeg sad op ad hinanden, og udpegede stjernebilleder. Lyset fra bålet var ikke særligt stærkt så det var meget nemt at se tingene oppe på himlen. Jeg havde været glad lige siden at jeg fandt ud af at Gabel var en varulv. Faktisk tror jeg aldrig at jeg har været så glad her før.


”Bare vent til du får dig en kæreste” grinte Gabel, og kyssede mig på kinden. Lasse lavede endnu en kast op bevægelse. ”Hvis det er sådan dér at det er så vil jeg nok aldrig have en kæreste” han vente sig om og lagde sig vist til at sove.


”hvorfor kan vi ikke bare stikke af fra ham nu?” spurgte jeg, da jeg var sikker på at Lasse sov.
”Fordi han stadig er en lille dreng, eller ja, du ved hvad jeg mener. Men altså jeg kan ikke forlade ham, ikke før jeg ved at han selv kan klare sig” Han havde virkelig stor kærlighed til den lille skiderik hvilket jeg virkelig ikke forstod.


Lasse var den mest irriterende dreng jeg nogen sinde havde mødt, og jeg havde altså mødt mange dumme drenge. Så at han kunne elske den lille skid kunne jeg ikke helt forstå.


”Jah..”, sagde jeg modstræbende,” men nu vil jeg altså sove” Jeg vente mig om på siden så jeg ikke længere var i Gabels favn. Han sukkede. ”men jeg håber at han snart lære at være lidt mindre irriterende mod alle og en vær” Han lagde sig ned ved siden af mig, og hviskede sødt i mit øre ”Sov godt” Og kyssede mig på kinden.

 

* * *


”Jeg vil altså lige have den nye avis” sagde jeg og gik ind i kiosken vi holdte ved.
Jeg gik hen til hylden med blade. På vej derhen kiggede alle underligt på mig, og hviskede stile, eller de syntes at det var stile så jeg kunne stadig høre hvad de sagde. ”Er det ikke hende” Hørte jeg en gammel dame hviske til manden bag disken. Jeg rystede bare med hovedet og gik videre, hvis de havde et problem med mig, kunne jeg da ikke gøre for det.
Henne ved hylde tog jeg dagens avis op, Og tabte helt avisen af bare forbavselse. Jeg tog avisen op igen og sikrede mig at jeg havde læst rigtigt, men jo jeg havde altså læst rigtigt.

 


PIGE STADIG FORSVUNDET
pigen Rubin Hansen, er forsvundet for 3 uge. Forældrene er ude af sig selv af bekymring.
Hendes veninde Melissa udtaler det her:” Sidst jeg så hende skulle hun til at sakke med en fyr hun havde mødt ude i skoven, han så meget oprevet ud, og lidt skræmmende ud”
Politiet mener t denne ”dreng” har noget med det hele at gøre men de har ingen beviser for at drengen overhovedet har levet, da han ikke har haft nogen tilknytning til omverdenen…

 


Jeg kunne ikke læse mere. Mine øjne var fyldt med tåre. Sammen med teksten var der et nytaget billede af mig med min hund. Synet af Ecko fik en hulke lyd frem af min mund. Jeg tørrede surt tårerne væk og begyndte at gå ud af butikken.


Da jeg var nået hen til disken, stiler Manden, der nærmere lignede en dreng kun et par år ældre end mig, sig i vejen for mig. ”Er du ikke Rubin hende den forsvundne pige?” spurgte han mig. Jeg vidste at jeg ikke kunne svare ham uden at bryde grædende sammen, så jeg gik bare uden om ham og ud af kiosken.
Da jeg komme ud er Gabel der med det samme, og stryger en tåre væk fra min kind. ”Hvad er der sket min øjesten” Han føre mig hen mod en bænk, og sætter sig ved siden af mig.


Drengen fra kiosken kom stormene ud fra kiosken. ”Hey kan du holde dig fra den pige, du ved godt at du er efterlyst ikke!” råbte han til Gabel. Gabel rejste sig op og gik hen mod drengen.




Gabel gik langsomt hen mod drengen. Hans blik var stift af noget jeg syntes kunne tolkes som had. Hans hænder hang stift ned langs hans krop, og hans hænde var samlet i en underlig krampeagtig knytnæve. Imens han gik begyndte han at få små tik ved øjet. Hvad ville han dog gøre ved den stakkels dreng?
Jeg begyndte at blive en lille smule bange, for hvem var den her dreng. Og hvad mere vigtigt hvad ville Gabel gøre ved ham.


Angsten gjorde at jeg fik en stiv fornemmelse, og jeg holdte vist op med at trække vejret.
I dét Gabel når hen til drengen høres der nogle sirener fra en gade et stykke væk fra kiosken. Havde han ringet efter politiet?


Gabel vågnede pludselig op som fra en drøm. Hans blik fangede mit, og han havde angst i øjnende. Det fik mig til at blive bange. Hvis han blev bange, hvad kunne så rede os nu?


Jeg løb skrækslagen hen mod drengen. ”Har du ringet til politiet?” råbte jeg i hans ansigt. Han nikkede som om han var stiv i nakken. Nej dette måtte ikke ske. Jeg stak ham en lussing, jeg ved ikke hvorfor det skete bare jeg var så vred, og ked af det at det ikke kunne beskrives.


Gabel tog fat i mine arme. ”Løb hen til Lasse, og lad være med at slå hinanden ihjel Okay” han nåede ikke at sige mere da han blev flået væk fra mig. En høj slank politi mand var kommet. ”Bare rolig frøken, vi skal nok befri dig fra ham her” Han kiggede på mig med et smil, men jeg kunne ikke gengælde det. Jeg åbnede munden for at sige at han skulle skride ad hekkenfeldt til, men der kom ingen lyd kun et lille pib og ikke mere.


Jeg ville ikke have det, han måtte ikke tage Gabel væk fra mig. Han betød alt for mig nu. Og jeg havde ikke noget at vende tilbage til, kun nogle sure forældre der vil skælde mig ud for at havde taget med en fremmed dreng.


Jeg kiggede en sidste gang på Gabel. Hans øjne var blanke, og jeg kunne se at der var ved at dannes en tåre i højre øjenkrog. Det var ikke sådan her det skulle ende. Nej det var ej. Det var ikke sådan her jeg ville huske ham, ikke med tåre i øjnende.


En arm kom hen og trak mig væk, hvilket fik den høje politimand til at spærre øjnende op. Det var Lasse der kom. Han havde set hvad der skete og kom for at hente mig. Han trak hårdt i mig for at få mig til at komme med hurtigt. Først nu opdagede jeg at jeg græd. En tåre flød ind i min mund, og jeg lavede en grimasse da jeg smagte dens salthed.


Jeg prøvede at fange Gabels øjne igen men de var gemt væk bag ruderne i politibilen. Min livsglæde forsvandt stille og roligt. Hvorfor leve når han ikke var der? Lige der havde jeg lyst til bare at løbe hen, tage politimandens pistol og så skyde mig selv, men jeg gjorde det ikke. En enkel sætning rungede oppe i mit hoved: Løb hen til Lasse og lad værd med at slå hinanden ihjel. Det var nu det jeg ville leve efter måske kom han igen en dag måske var det derfor jeg skulle tage med Lasse.


Mine ben flyttede sig automatisk da Lasse igen trak i mig. Jeg vidste ikke hvad jeg gjorde. Det eneste jeg kunne tænke på var hvor trist Gabel havde set ud, og om jeg nogen sinde kom til at se ham igen.


Politi manden rettede en pistol imod Lasse og sagde nogle ord jeg ikke helt opfattede. Jeg var i en slags chok tilstand. Alle lyde virkede så fjerne nu, kun som små hyllende lyde langt væk.


Lasse fik sat mig om bag ham på hans motorcykel. Politimanden var der stadig. Han begyndte nu at skyde efter os. Kunne han ikke forstå at de ikke havde bortført mig, at jeg tog med frivilligt.


Lasse fik startet motorcyklen, og kørte med al hast væk fra stedet, væk fra politimanden, væk fra drengen, og væk fra Gabel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...