den mystiske dreng

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
Rubin er en 16 årig pige, der en aften møde en dreng som reder hende fra at blive voldtaget. men hvem er han, og hvad er det for en hemmelighed han gemmer på - undskyld hvis der er nogle små stave fejl eller hvis kommaerne og punktummerne ikke sidder lige i skabet-

15Likes
11Kommentarer
2897Visninger
AA

8. hvad fanden sker der?


(GABELS SYNSVINKEL)

Jeg stod og kiggede på det billede jeg havde tegnet af Rubin lige efter jeg havde mødt hende. Mine tanker dengang havde kun drejet sig om hende. Det gjorde de også nu, men i ved hvad jeg mener.


Grunden til at jeg var her og ikke ude for at finde rubin igen var lidt svær at forklare for jeg vidste ikke selv hvorfor.


Det hang sådan her sammen:


Jeg havde kun siddet i fængsel i en dag eller to da jeg blev løsladt, da de ikke havde noget konkret om mig. Og så da jeg var blevet løsladt og havde fået mine ting igen var der kommet en mand med et brev til mig. Jeg havde ikke tænkt på at det var noget vigtigt, men jeg læste det nu en da en dag efter jeg havde fået det. 
Der stod:


Hvis du vil gøre dig forhåbninger om at se rubin igen bør du hurtigst muligt tage hen til din hytte.
Jeg havde selvfølgelig skyndt mig her hen, men der var ikke kommet nogen som helst, og nu var der gået omkring to uger.

 

Jeg sukkede irriteret og satte mig i sofaen. Brevet lå på bordet og hoverede mig. I bare vrede kom jeg til at helle varm kaffe over brevet. Jeg fortrød hurtigt og fik den hurtigt hængt op på en snor tæt ved brændeovnen, så den kunne blive hurtig varm og forhåbentlig tør igen.


Imens den tørrede gik jeg lidt udenfor.


Det var nat og stjernerne glimtede fra en næsten skyfri himmel. Mine tanker fløj til Rubin. Hvordan havde hun det? Passede den skid til Lasse godt nok på hende? Og det vigtigste af alt savnede hun mig lige så meget som jeg savnede hende?


Jeg ved godt at det er fjollet at sige at jeg elsker hende, når jeg kun havde kendt hende i et par måneder, men det gjorde jeg. På meget kort tid var hun blevet alt hvad jeg tænkte på. Vær gang jeg gjorde en ting tænkte jeg: ”hvad ville Rubin sige til det her?” eller ”Ville Rubin syntes om det her?”


Jeg var godt og grundigt blevet ramt af Amor, den lille skid. Ja han fandtes, i al fald i vores verden ’de overnaturliges verden’. Der fandtes der mange overnaturlige folk menneskene havde gemt væk i skrøner og eventyr. Jeg kunne mere end halvdelen uden af men dem gad jeg ikke til at remse op.


Jeg stoppede op da jeg kom i tanke om at jeg var begyndte at gå. Jeg havde måtte været langt inde i mine egne tanker for jeg var kommet et godt stykke væk fra hytten. Jeg var ikke faret vild. Jeg kendte den her skov alt for godt til det. Det var ikke det der havde fået mig til at stoppe. Det der havde fået mig til at stoppe var at jeg havde hørt en hests vrinsk. 
 

Eller snarer en enhjørnings vrinsk. Mange historier fortæller om at de var sky væsner der levede i en anden verden. Jeg syntes at det var det være ***. Bare fordi man ikke altid kunne se dem betød det ikke at de ikke fandtes, eller at de ikke var i denne verden. Sandheden var at enhjørningen var et venligt og meget tamt væsen. De var ikke altid glade for at blive set, for de var blevet jagtet i så mange århundrede, så de gjorde sig usynlige.
 

Hvis man høre en enhjørnings vrinsk betyder det at der vil ske noget forfærdeligt eller noget rigtig godt, men for det meste var det, det første der skete mest.

Mine tanker gik med det samme til Rubin. Var det mon hende der ville ske noget ondt ved, hvis ikke hvem så?
Jeg løb tilbage til hytten og hoppede op, ja hoppede op jeg er jo varulv så jeg kan hoppe vildt højt, i hytten. Brevet var tørret og der var kommet noget skrift frem som ikke havde været der før. Usynligt blæk! Sikke noget møg.
 

Det er for sent nu hun er dødsdømt.
 

Det var de ord der stod der nu. Hvordan kunne jeg havde været så dum. Jeg skulle have taget hen til rubin med det samme. Ikke være taget her hen og bare ventet. Nu var Rubin så godt som død, hvis ikke der blev gjort noget i en fart.
 

Jeg fór ud af hytten, og skiftede til ulve skikkelse, da det var hurtigere end min mortercykel. Nu skulle jeg hen til Rubin, jeg ville ikke miste hende. Imens jeg løb var den eneste tanke jeg havde: ”Hvis du ikke har passet godt nok på hende Lasse slår jeg dig ihjel”
 

***


 (Rubins synsvinkel)


En varm ånde vækkede mig. Jeg slog langsomt øjnene op, og begyndte at skrige da nogle helt gule øjne kiggede direkte på mig. Væsnet veg tilbage for mit skrig som om det gjorde ondt. Jeg kiggede væk fra dens øjne, og kiggede på hvad det var for et væsen. Ud over sine gule øjne havde den knurhår, i ansigtet. En fin omkreds af brunt hår indrammede dens ansigt, og frem af hoved bunden dokkede to gule katte øre der var lige så gule som dens øjne. Den havde en fin rød kjole på så DEN måtte være en HUN. Hun havde også en gul hale der stak i gennem hendes kjole. Alt i alt lignede hun en kat ret så meget.
 

Hun begyndte at smile til mig. Hun viste nogle ret så pæne sylespidse hjørnetænder, Som gjorde mig ret så bange.
 

Over at se min skræk begyndte hun nu at grine af mig. Af MIG! Ingen griner af mig.
 

En vrede begyndte at brede sig inde i mig, og som langsom kom ud til mine hænde, som knyttede sig i knytnæver. Og 1, 2, 3… så sad der et ret så stort rødt mærke i hendes ansigt. Så kan hun bare lære at lade være med at grine af mig.
 

Hun tog sig til sin kind og gik forskrækket væk igen. Hun lukkede en dør, og jeg kunne høre at hun låste den igen.
 

Okay nu var det så på tide at jeg fandt ud af hvor jeg var.
 

Jeg var i en lille mørk klippe hule, hvor der kun var et lys, som var i form af et stearinlys, der hang på vægen. Hvorfor var jeg hær?
 

Skulle Lasse ikke have passet på mig, og i så fald søret for at jeg ikke var kommet her. Men hvordan var jeg kommet her?
 

Pigen fra før kom ind igen, men holdt sig denne gang nogle meter fra mig. Jeg ville gerne gå hen til hende, og spørge hun hvad i al verden var det hun bildte sig ind, men jeg opdagede at mine føder var lænket til vægen.
Det her kunne jeg virkelig ikke lide.
 

Pigen tog en dyb vejertrækning, og begyndte at snakke. ”Jeg hedder Magdalena men bare kald mig Magi”
Jeg åbnede min mund for at sige hvad jeg hede men hun afbrød mig. ”Jeg ved godt hvad du hedder, det gør alle næsten i vores verden nu. Det har Gabel søret godt o g grundigt for. Du hedde Rubin, og er født menneske datter, men har været så uheldig at møde Gabel” hun rystede på hovedet.
 

Hvad mente hun dog med det, og hvem katten er hun?
 

”Aha jeg ser at du gerne vil vide hvem jeg er” hun grinte stille ad mig, ” jeg er Magdalena, uægtedatter af den gamle katte konge over Leni dalen. Datter af heksen Melodi, og kommende heks. Er det nok for dig?”
Det blev jeg bare mere forvirret af. Hvordan kan en kat være konge over en hel dal, og hvor lå den her dal så?
 

”hvordan kan en kat være konge?” det var lige det første spørgsmål jeg havde, ret dumt ved jeg men jeg kunne ikke komme på flere.
 

Hun så opgivende på mig. ”ikke en rigtig kat tumpe hoved, nej en halv kat halv menneske lige som mig”, hun svingede lidt med sin hale, ”han døde bare, i en krig, så nu er det de forbandede køtere der hersker over dalen” hun skar tænder af bare vrede da hun sagde ’køtere’ hvilket jeg tror er varulve.
 

”okay, men hvorfor er jeg her i en luset fangekælder, eller hvad det nu er. Jeg har ikke gjort noget som helst” jeg kunne havde slået hende så hårdt af bare frustration over det.
 

”Du har som så ikke gjort noget, men vi skal bruge dig til at få tronen tilbage” sagde hun som var det, det mest indlysende i verden.
 

”Hvad mener du med tilbage? Du er jo uægtedatter så du kan jo ikke få tronen, og hvordan kan I bruge mig, og hvad mener du når du siger ‘vi’” måske var det lidt dumt at gøre hende sur ved at sige netop det, men jeg var ret så ligeglad. De skulle bruge mig så de kunne ikke slå mig ihjel.
 

”Lille søde tumpe, vi skal bruge dig fordi Gabel, din åh så elskede tåbe af en kæreste, er kronprins til Leni dalen, så vi kan tvinge ham til at opgive tronen til os for at få dig tilbage. Og når jeg siger ’vi’ så mener jeg mig og mit folk, da jeg er blevet deres anføre i den krig vi har med køterne om Leni dalen, så det er også derfor at jeg bliver Dronning over dalen når vi får den. Har du nu forstået det dumrian?” 
 

Kaldte hun mig lige dumrian? Det vil hun sent glemme når jeg en dag kom fri af de her længer. Jeg nikkede bare for at få hende til at gå så jeg kunne få lidt fred til at tænke det her godt igennem.
Og det virkede da også, hun gik igen, og lod mig tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...