den mystiske dreng

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2012
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Færdig
Rubin er en 16 årig pige, der en aften møde en dreng som reder hende fra at blive voldtaget. men hvem er han, og hvad er det for en hemmelighed han gemmer på - undskyld hvis der er nogle små stave fejl eller hvis kommaerne og punktummerne ikke sidder lige i skabet-

15Likes
11Kommentarer
2893Visninger
AA

5. hemmeligheden

Solens varme fik mig til at vågne. Jeg slog langsomt øjnene op. Jeg lå på et motel.
Alt var nærmest lavet af træ, så jeg vidste ikke lige hvor jeg var til at starte med.


"Nå så vågner man enelig" Sagde Gabel der kom ind da jeg rejste mig op. "Jea" sagde jeg bare. "Må jeg spørge om noget, da jeg syntes at jeg fortjener svar på nogle ting" Han trak på skulderen og nikkede.
"For det første Hvorfor bor du i skoven og ikke går i skole" Der gik et stød igennem ham, det spørgsmål havde han åbenbart ikke regnet med. "Ehm jeg bor i skoven da jeg....eh.....jeg vil gerne være tæt på naturen og ehm det med skolen så kan de ikke lære mig noget jeg ikke ved" sagde han, og skulle til at gå.
"Nej vent jeg er ikke færdig" sagde jeg og trak en krøllet gammel sommerkjole frem og tog den på. "Hvad er det du flygter fra?" jeg vidste at jeg sikkert ikke ville få svar på det spørgsmål men jeg skulle lige prøve. "Det får du at vide når der ikke er nogen der kan høre os" sagde han og gik hen til døren som for at demonstrere at der var noget bag den. Men det var der vel ikke. Jeg blev lidt usikker da jeg så vor selvsikker han var om det.


Han tog fat i håndtaget, og åbnede døren, og ind faldt en dreng der kunne være Gabels lillebror. "Øv hvordan katten kunne du vide at jeg stod der" han tog sig til hovedet. Jeg gemte mig lidt bag Gabel da jeg ikke var så glad for fremmede drenge. "Ha er det den pige jeg har ladet dig plapre løs om i ugevis" Han begyndte at grine.


"Tja jeg kan da sige at jeg er meget pænere ind dig" vent var det min stemme, pis. Han begyndte at grine endnu mere.


"Hold nu op Lasse, hun har nu ret hun er meget bedre ind dig" sagde Gabel og fik mig med ham ud af værelset. "Vent hent din taske vi skal køre igen, jeg venter udenfor"


Jeg slap hans hånd og gik ind på værelset igen. Nå hvor var min taske nu. Jeg gav et lille gisp fra mig da jeg så ham Lasse stå og rode i min taske. Han havde lige taget min bh op. og kiggede fascineret på den. Han skyndte at pakke det hele sammen da han hørte mit gisp. "Hvad biller du dig ind, sådan at lytte til folks døre og så rode i pigers tasker" sagde jeg og hæv min taske til mig igen. Han blev helt rød i hovedet, han var sikkert flov over at være blevet grebet i det.


"Vi kom vidst lidt skævt ind på hinanden, jeg hedder Lasse og er lillebror til den idiot af din kæreste" sagde han og gav mig sin hånd. "Hej jeg hedder ren mig et vis sted, og bryder mig ikke om nysgerrige lillebrødre" sagde jeg og gik ud til Gabel. Jeg vidste godt at det ikke var den bedste måde at blive venner med hans bror, men jeg var ikke særlig vild med hans måde at være på, så jeg kunne ikke se en anden måde at være på.


"Nå så er du klar" spurgte Gabel da jeg kom ud til ham. "Ja" jeg hoppede om bag ham, og holdt min arme om ham. "Men vi skal lige vente på Lasse, han er stukket af hjemmefra så jeg SKAL tage mig af ham, da han ikke vil hjem igen"


Lort så var det vidst ikke lige så godt at jeg lige havde gjort mig godt og grundigt til grin lige foran ham, eller gjort ham godt og grundigt gal i skralden. Han kom ud af motellet og hoppede op på motorcyklen ved siden af Gabels. Inden de startede dem sagde Lasse:" jeg kan godt lide din nye kæreste" Nå men så har han da sagt sin mening. Gabel og Lasse hvor meget jeg end hadede det kørte ud at indkørselen og langs en lille skovsti.

"Hvorfor SKAL vi have ham med?" spurgte jeg vredt Gabel om.
Vi sad på et tæppe i en skov vi havde bestemt os for at overnatte i. Tæppet lå på en lille eng med små blå blomster hist og her. for glem mig ej hvis ikke jeg tager helt fejl. Gabels og Lasses motorcykler var gemt under et træ da de var bange for at nogle skulle komme og tage dem, men hvem i alverden skulle tage dem her ude? Skovens træer kræsede over vores hoveder og kron toppende var så store at solens lys blev helt grøn.


vi havde været på farten i næsten en uge, og Lasse er bare blevet mere og mere træls at være sammen med. Som her sidste dag hvor Gabel og jeg var i gang med noget, og så kommer han og afbryder. Det driver mig til vanvid.


"Jeg kan ikke sende ham hjem uden at vide om han tager hjem, så det kan jeg ikke" Han lagde en arm omkring min talje. "Kan du ikke lide ham?"


Jeg rystede på hovedet "Jeg kan ikke lide ham det er vidst ikke det rigtige ord jeg hader ham"
Gabel grinede. Han trak mig ind i et meget tæt knus og skulle lige til at kysse mig da....... Lasse kom farende ud fra træerne med noget brænde i armene så vi kunne holde varmen om natten "nå så det er det i går og laver"


Altså venter han bare på at vi er i gang med noget inden han kommer eller hvad? "Nej vi er bare børnepasser for en lille lorte unge som ikke kan lade folk være" Svarede jeg skarpt. Hans øjne slog lyn, han kunne heler ikke lide mig. Nå så behøver jeg da heler ikke at være sød over for ham.


"Så nu slap lidt af, vi skal sikkert være sammen i lang tid indnu så vi skal ikke lige slå hinanden ihjel med det samme" Gabel kiggede strengt på mig. "Ja så lad gå men så skal det lille monster der holde sig væk fra mig medmindre at han gerne vil have et kort liv" jeg kiggede på Lasse med væmmelse i blikket. "Du skulle bare vide hvilket monster jeg er, og så ville du ikke sige sådan noget til mig" Han fnyste og vendte sig om, og gik. "Hvad mente han med det?" spurgte jeg Gabel. "Ik noget du skal have ind i dit lille kønne hoved" Han smilte kærligt til mig.


Tja det var lidt for sent. Mit hoved var allerede ved at gå fuldstændig amok over alle de hemmeligheder der var omkring mig. For hvis Gabel reagerede sådan på det måtte det jo være sandt hvad Lasse sagde. Men hvad mente han med monster?


"Jeg er ikke en lille pige jeg kan godt håndtere det" Sagde jeg og rankede op i min ryg for at se lidt støre ud. "Nej du vil få et chok og det vil jeg ikke have lige nu måske i aften når vi skal sove" Han smilte sukker sødt til mig. "Kom nu giv mig bare nogle lede tråde" Jeg kiggede bedende på ham. Han rystede opgivende på hovedet "Jeg kan ikke sige nej til dig når du lave de der øjne" Jeg gav et lille vin fra mig. Han smilte " Okay 1. lede tråd jeg bor ude i skoven og går ikke i skole. 2. Jeg fik dig til at gå hjem da jeg hørte ulve hyl. 3. Jeg fik din hund til at følge dig hjem uden at snakke med den. 4. Jeg kan løbe utroligt hurtigt, og så må du få en god overnaturligt historie ud af det, sveske" Han gav mig hurtigt et kys på kinden og efter lod mig ellers på tæppet vi sad på, ude på i ingenting ud over skov.


Min hjerne var et stort rod de første par timer. Hvad kunne Gabel og hans bror være? Det spørgsmål blev ved med at køre inde i mit hoved. til sidst tog jeg lede trådende en ad gangen, så jeg bag efter kunne smede dem sammen Løber hurtigt det gør en hund så vidt jeg ved. Bor i skoven det gør en ulv. Kan tale med andre hunde uden at tale det kender jeg ikke noget der kan så det er noget overnaturligt. Ulve hyl fik ham til at sende mig hjem, måske vidste han at det var farligt.


NU skulle jeg bar smede det sammen Ehm... ulv, hund, overnaturligt, farligt. Der faldt et bilede ind for mine øjne.


Det var en stor forvokset hund eller den var for stor til at være en hund, og den så for venlig ud til at være en ulv, men hvad var det så. Biledet begyndte at bevæge sig. Hunden rejste sig op på de to bagben, og da slog det mig.


Det var derfor han kunne løbe hurtigt og snakke med andre hunde og derfor at har de bileder hængene på sit gamle værelse.


Han var en varulv!


hvorfor havde jeg ikke regnet det ud nået før?
Det var jo så åbenlyst.


men hvad så nu? Ville han slå mig ihjel nu hvor jeg viste det? nej det ville han jo ikke, eller ville han?
Alle disse spørgsmål fløj igennem mit hoved på en gang. Jeg kunne knap nok forstå dem selv, men en ting vidste jeg: Gabel var varulv, og de var farlige, men jeg kunne ikke svigte ham nu. Nu hvor jeg var gået så meget igennem sammen med ham, så skulle sådan en lille bagatel ikke stoppe min kærlighed til ham. For jeg elskede ham, eller jeg troede i vært fald det var kærlighed, for hvad skulle det ellers være.
Jeg skulle være alene nu, så jeg kunne vænne mig til tanken om hvad han var.


Jeg klatrede op i et træ. Det var det bedste sted jeg kunne komme på hvor jeg kunne være alene. Det var koldt deroppe så jeg slog min blusse tættere ind mod min krop.


Jeg ved ikke hvor længe jeg sad oppe i træet, men jeg nød at se solens lys live lyserød ude u udkanten af skoven som jeg kunne se da jeg sad så højt oppe. Solens lys forsvinder lige så stille, og mine øjne vendede sig til lyset. Pludselig hørte jeg en ånde lige ved siden af mig.


Jeg vendte mig hurtigt om med hjertet sitene oppe i halsen. Hans ansigt er mørkt, sammen med hans silhuet. Det var først da jeg hørte hans stemme at jeg indså hvem det var.


"nå, hvorfor sidder man så her smukke, er man træt af kæresten?" spurgte Lasse. Hans irriterende stemme var nok til at jeg var ved at kaste op.


Jeg vendte mig om og lod som ingen ting, han var det ikke vær.
"Nå så man er lidt snerpet i dag" han grinte, da han syntes at han var så sjov. jeg fnyste og fortsatte med at lade som ingen ting.


Jeg var helt inde i mine egne tanker da Lasses stemme flængede det hele.
"Nåh nu tror jeg, at jeg ved det. du kender hemmeligheden" sagde han med et grin, "Jeg vidste at han ikke kunne holde på det ret meget længere"


Jeg havde fået nok af ham og kravlede ned. Tænk at man ikke kunne have lidt tid alene med sådan en dreng. Jeg var rigtig glad for at jeg aldrig havde fået en lillebror for så havde jeg da først og fremmest aldrig nogen sinde kunnet se en dreng som Gabel selv.


Da jeg var nede på jorden hoppede Lasse ned. Min første tanke var yes nu dør han men han var jo overnaturlig, så han overlevede, pis.


Gabel kom ud fra træerne med en hel stak grene i sine arme. Han kunne da ikke havde været ude og hente brænde så lang tid.


Jeg gjorde det første der slog mig ind. At løbe hen til Gabel og kysse ham.
Al den tvivl om jeg stadig kunne elske ham efter jeg havde fundet ud af hans store hemmelighed blev hvisket bort med det samme, da vores læber mødtes.


Nu vidste jeg det jeg kunne ikke leve uden ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...