Mine sidste ord


0Likes
0Kommentarer
795Visninger
AA

1. Mine sidste ord

 

                           Min kære elskede

Jeg tænker på dig hver aften når jeg går i seng. Jeg ønsker og håber, at vågne op ved siden af dig. Jeg længes efter at mærke dine bløder læber mod mine. Længes efter dine søde rolige ord. Dine brune uskyldige øjne, der altid kiggede så roligt og forelsket på mig, selv efter 20 år. Det var fantastisk.                                   

Jeg ville have holdt bedre fast på dig, jeg ville så gerne have været stærkere for din skyld. Men jeg troede at jeg ville svinde ind så snart du forsvandt, derfor holdt jeg mere fast i mig selv, end jeg holdt fast i dig. Det hader jeg mig selv for. For du gjorde alt. Du fik mig til at svæve rundt på den lyserøde sky, i så mange år. Det var så smukt og ufatteligt, at selv ikke min violins toner kan beskrive det. Selvom der gik 20 år, føltes det kun som et øjeblik. Som om du kom med morgenduggen, men forsvandt så stille mens solen steg op. Selvom jeg var på sammenbruddets rand, var du rolig hele vejen igennem. Jeg tror, at du altid har vidst det ville ende sådan her. Du var også så klog, men på den dejlige, rolige måde. Du holdt altid min hånd så blidt, aede min kind når jeg var trist. Du lagde dine arme om mig, når jeg havde brug for det. Du gav så meget. Du gav så meget kærlighed, så meget at det var umuligt for et andet menneske. Men du gjorde det. Du gjorde det umulige. 

 Du var en sand engel. Du gik gennem livet på en svævende og let måde. Og du kiggede tit alvorligt, men kærligt på mig, og sagde de gyldne ord. Du overvældede mig hver gang.  Jeg var aldrig stærk nok til at sige det samme til dig. Det havde du fortjent, sammen med så meget andet. Men intet andet mennesker er, eller vil blive som dig. Du var overlegen, udenfor vores andre rækkevidde, men du benyttede kun din overlegenhed til at vise din kærlighed. Jeg havde kun dig for øje, mens du så hele verden. Og styrede den uden problemer, for det lå bare i dig. Det lå i den fantastiske, næsten umenneskelige, personlighed og natur du havde.                                          

Du kunne alt. Du gjorde det bare. Og selvom det var hårdt arbejde, var dine hænder hurtige og blide. Du var ubeskrivelig fantastisk. Du forstod hvad jeg virkelig mente, uden at jeg behøvede at sige noget. For selvom du på nogle punkter kunne virke overmenneskelig, var du så blid og rolig indeni. Jeg skylder dig alt, mit hjerte, mit liv. Alt. Og alligevel er det slet ikke nok. Du var så meget, ja du er stadig så meget, at intet virker godt nok til dig. Men hver gang jeg omfavnede dig med al den kærlighed og varme jeg kunne give dig, smeltede du helt ind i mig og blev lille og sårbar igen. Gennem hele den lange tid vi var sammen, forsvandt gnisten aldrig. Du purrede op i ilden for at få den til at brænde længere, og for at få os til at eksistere en tid endnu. Men du havde så travlt med det, at du glemte dig selv. Og jeg forstår ikke at jeg lod det ske. Jeg var, er, så forgabt i dig at jeg glemte at holde dig i live. For du var, er, så perfekt at jeg ikke troede der var noget der kunne tage din gnist fra dig. Men jeg tog grueligt fejl. Du vil hade det, hvis jeg sidder her og bander over noget så banalt. Du ville roligt sige til mig, at det er menneskeligt at fejle.” At noget er perfekt, betyder ikke at det er fejlfrit, men at man ikke ønsker det anderledes”. Det var dit ord til mig. Og du sagde det gerne til mig, for at jeg skulle huske.

Jeg ved ikke hvordan du klarede det så længe, at du holdt gnisten i live så længe, men du gjorde det. Ligesom alle de andre overlegne ting du gjorde. Og selvom du ikke så bekymret ud, kunne jeg mærke det på dig hver gang jeg tog din hånd. Du sagde du havde det fint, også gik vi videre gennem skoven, selvom jeg kunne mærke at du rystede svagt. Jeg ved ikke hvorfor du ikke indrømmede det over for dig selv, men jeg ved at der var en grund til det. For selvom du blev svagere og svagere, var du stadig mit overlegne et og alt. Kan du huske, vores første kys? Jeg kunne mærke dit hjerte hamre hårdt i brystet på dig, men du virkede alligevel rolig da du tog mit hoved i dine hænder og blidt kyssede mig. Lidenskabeligt, kærligt, men blidt.  Jeg husker tydeligt, den kildrende fornemmelse i maven. Jeg får den stadig nogle gange, når jeg tænker på dig og dine kys. Jeg fortryder så meget, at jeg ikke var stærk nok til at sige alle disse fantastiske ting om dig, da du lå kold og bleg i den hvide kiste. Alt inden i mig var frosset til is. Og da du forsvandt under den fugtige jord, gik det først virkelig op for mig, at du var væk. Og at vi først skulle mødes om noget tid. Jeg stod længe og kiggede på alle roserne, hvor du lå begravet nedenunder. Jeg stod længe og stirrede frem for mig, forestillede mig det sidste smil du havde givet mig. Du var blevet meget blegere, end da du smilede til mig første gang. Dog var det ligeså lidenskabeligt og livsglad, selvom du godt vidste der ville gå sekunder før du ville forsvinde. Men da du mimede de tre gyldne ord, havde de fået meget mere betydning end alle de andre gange du havde sagt dem. Jeg ved ikke hvor du er henne nu, men jeg er sikker på du har det godt. For du lovede mig at det hele nok skulle gå, og jeg ved at du kæmper for at kunne være stærk når du tager imod mig, på den anden side. Jeg ved ikke hvornår det bliver, men jeg ved at du altid vil vente på mig. Det lovede du mig.  Jeg håber at du stadig kan se solen stå op, og mærke regnen på din kind. Jeg håber du har fået vinger, så du kan flyve højt og føle på skyerne og smage solskinnet. Det under jeg dig.       Jeg fortryder at jeg aldrig har været stærk nok til at sige de gyldne ord til dig, men jeg er endelig blevet stærk nok, og det er kun for din skyld. Jeg håber at du altid har vidst det. Men nu kan jeg endelige sige det:  

Jeg elsker dig.

Kærligste hilsner Din Elskede  

 

Ps. Jeg kommer snart, og flyver med dig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...