Den lille pige med hashklumperne

Denne historie er et bidrag til Eventyrs konkurrencen. Det er min fortolkning af: "Den lille pige med svovlstikkerne."

70Likes
49Kommentarer
2974Visninger
AA

1. Den lille pige med hashklumperne.

                                                   

***

 

Den nytårsaften sneede det. De små sne krystaller lyste natten op og krøb sig ind mellem hendes tæer. Hendes ene stilethæl var knækket tidligere på aften og hun havde smidt skoene, mens hun bandede natten sort. Hun fortrød det straks, men en mand med opspillede øjne havde allerede rakt dem op over sit hoved og råbt: ”Endelig! Mad!” hvorefter han havde tygget på spidsen af hælen, mens han løb væk. Det var en af Jalles stamkunder, der altid købte hashen. 

Hendes fødder var frosne og hun havde kun en lårkort kjole på, med en nedringet udskæring. ”Det er sådan man sælger bedst, skat,” havde Jalle sagt, inden han skubbede hende ud i kulden. Men hun havde stadig ikke solgt et eneste gram hash. Klumperne lå pakket ind og brændte i hendes bh.

Sneen blev ved med at falde og lagde sig som et filter over hendes gule krøllede hår.  Hun prøvede at børste det af, mens hun så ind i lejlighedsvinduerne, hvor silhuetter stod frem i lyset. Hun følte sig som den lille pige med svovlstikkerne, et eventyr som de havde gennemgået i dansktimerne, før hun blev smidt ud i syvende klasse. Den lille pige med hashklumperne, tænkte hun og smilede. Ordet lille passede bare ikke på hende. Hun var sytten, men hun følte sig gammel. Hun havde gamle øjne og slidte blodårer.

Det var håbløst, tænkte hun og stoppede foran en trappesten. Hun børstede sneen af den med sin nøgne fod og satte sig. Jalle ville sikkert tæve hende, hvis hun kom hjem uden nogen penge og med den tanke virkede kulden slet ikke så afskrækkende. Men hendes hænder var kolde. De var koldere end hænder måtte være og selvom hun viklede dem ind i kjolens stof, føltes det stadig for hende som om at de blot ventede på at falde ned i sneen, som små blålige istapper.

Hendes hænder rakte ud efter de sammenpakkede hashklumper der lå i den ene bh skål. Bagefter hev hun en lighter og nogle aflange stumper af pap ud af den anden. Det var de ting hun altid havde på sig. Nogen gik rundt med læbestift, andre notesbøger, kort, penge, kuglepenne, mobiler eller tandtråd på sig. Alle har nogen ting der føles som nødvendigheder. Som de ville presse ned i deres skosåler hvis de ikke var andre steder at have dem. Og hendes… Hendes var en bunke hashpapir og en lighter. Hun foldede papiret og rystede da hun tændte lighteren og førte den ind under hendes alt, så hun kunne føle sig som verdens centrum og samtidig ingenting. Bare et øjeblik.

Jointen vippede i hendes hånd og hun følte sig varm. Joint. En engelsk betegnelse for fællesskab og alligevel havde hun aldrig følt sig så alene. Det var selvfølgelig løgn. Hun havde følt sig alene mange gange og hver gang føltes som den værste.  

Hun så Jalle side ved siden af sig. Han snakkede med sig selv om dagens kunder og lo højlydt, da han fortalte om Sorte, en knægt der gik under betegnelse: Latterlige fattigrøvs emo der kun har råd til at gå i fucking sort! ”Han brækkede sig fandme udover gulvet i dag, skat! Jeg fik Tommy til at tæve ham, skat, og tørre gulvet op selv, skat! Den spasser laver sgu ikke det nummer igen, skat!” Hun rørte sig slet ikke, mens han fortalte historien og bagefter stak han hånden ned imellem hendes ben. Trak kjolen op og underdelen ned og selvom hun kunne se hans hænder røre hende, mærkede hun intet.

Da der kun var en stump papir i hendes hånd, slap hun den i sneen og rullede en ny. Jalle var forsvundet. Han havde åbenbart kun været en illusion. Det skete nogle gange når hun røg hash, faktisk flere gange end det ikke skete.

Hun satte den nye joint op til sine læber og følte sig igen veltilpas. Denne gang satte hendes tidligere dansklærer sig og skældte hende ud som kun en dansklærer kan skælde ud. ”Hvorfor har du ikke lavet dine lektier? Hvorfor skal du altid svare igen og komme med umodne kommentarer? Du kan jo bare se på Mary, hun kan sagtens klare det hele. Hvorfor kan du ikke være lidt mere som Mary? Du skal selvfølgelig ikke være præcis Mary, men du kunne da godt blive lidt inspireret.” Dansklærerens hår var sat op i en knold og hun så afventede på pigen, der ikke belønnede hende med et svar.

Endnu en stump faldt ud af hendes hånd og læreren var forsvundet. Hendes hænder gik endnu engang i gang med foldearbejdet, der for hende føltes ligeså naturligt som det gør for andre at holde i hånden.

Lugten af tobak satte sig og hun vidste at det var hendes far. Han røg så meget, at selv hans stemme til sidst var blevet tobaksru. Han løftede hendes hår og rørte ved det lille mærke hun havde på halsen. Mærket fra hans bælte, fra en af de dage man aldrig måtte snakke om. Han sagde ikke engang noget. Sad bare der og lugtede af en blanding af far og fremmede, på en måde der satte hendes minder i kog. Hun kunne pludselig mærke minderne om de slidte hænder på hendes lår. Han var altid så diskret, på en sådan måde at hun ikke kunne finde ud af om hun skulle placere sine minder i almindelig-familie-kassen eller forfærdelig-familie-kassen. Også kunne hun bare stå der med mindet brændende i hånden, uden at have noget sted at ligge det.

Endelig havde hun røget papiret væk, så hånden på hendes skulder kunne forsvinde. Der var kun nok til en joint tilbage. Jalle ville blive rasende, men hun var ligeglad. Den sidste der satte sig var hende selv. Det spaltede gule hår hang ned ad hendes skulder og hun lignede en gadeprostituerede. Hun så sig selv ind i øjnene, men fandt ingenting i tomheden. Munden åbnede sig og hun forventede nogen ord som jeg hader dig, det er din skyld, eller du kunne have gjort noget, ville komme ud. Men det gjorde de ikke. ”Jeg tror altid at vi har været venstrehåndet,” sagde hun og stirrede ud i luften. Pigen nikkede. Hendes fødder var ikke længere fødder.

Da folk næste morgen så hendes lig sidde frossent op ad trappestenen var der ingen overraskede miner. At en af byens junkier pludselig stod af var sørgeligt, men ikke just ualmindeligt. Derfor var der heller ingen der tænkte på H.C. Andersens den lille pige med svovlstikkerne, da de så hende, ligesom hun selv havde gjort. Det var hun heller ikke. For den lille pige med svovlstikkerne døde lykkeligt, opfarende til himlen hvor hendes mormor ventede. Den lille pige med hashklumperne døde bare. Forfrossen og retningsfjern.  

Og uanset hvor uretfærdigt, umenneskeligt og hårdt det kan fremkomme…

Så er det sådan det er.           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...