Anden Joe

Anden Joe er absolut forarget over de mærkelige menneskers uhensigtsmæssig kylen med uspiselige brødlevninger. Det er derfor op til ham, at varetage ændernes interesser ...

15Likes
19Kommentarer
1653Visninger
AA

2. Naturen er og bliver stærkest

Larm. En øredøvende støj spillede pingpong i Joes tunge hoved. Uden for hækken kom store metalkasser med søvnige mennesker susende i raketfart blot for at standse og lade andre skrotbunker passere og derefter fortsætte deres fremfusende fremgang. Et mindre jordskælv syd for Joes hjerte pointerede, at brødklumper eller ej ville maven ikke finde sig i yderligere demonstration.  Som altid lød beskeden kort og klar: mad. Nu! Modstræbende fik Joe liv i sine stadig sovende lemmer. Taget i betragtning af omstændighederne kunne tæppets bløde dybder og tagets læ for natteregnen gå an. Det manglede da også bare – efter alt det menneskene havde budt de stakkels ænder – at menneskene havde gjort et passende sovested klar til ændernes repræsentant.

I morgensolens disede lys glimtede græsstråene som knive med små perleprismer fra gårsdagens regn. Friskheden blev båret af vinden, der kærligt purrede op i Joe fjer. Duften af våd plæne fandt vej til Joe og mildnede detektivandens morgensurhed på trods af, at duggen gennemvædede hans fjerdragt. Et kort ryst med kroppen fjernede den værste regn og tegnede våde pletter på muren ved siden af sovestedet.  Oppe at spankulere fandt Joes skarpe blik hurtigt hullet i hækkens tætte løv, hvorfra larmen havde lydt. En enkel metalkasse drønede forbi på en form for gråt underlag. Hårdt, konkluderede Joe efter at have nedladt sig til at hoppe på denne nye, grålige opfindelse. En slags flad sten, måske. Med garanti et menneskeligt påfund taget i betragtning af underlagets tydelige undertrykkelse af naturen. Og dog stak en spinkel stængel længere henne sin gule blomsterkuppel frem af stenens fængsel. En mælkebøtte. Tåbelige mennesker, påpegede Joe klogt, naturen er og bliver stærkest, og huskede i samme øjeblik at minde sig selv om at komme i gang med sin mission. Med en hvis skepsis øjnene anden Joe de tornelignende sølvgrene i hækken, der spærrede vejen for ham. Et klik lød og en dør gled op.

”Ud med dig, Shacky!”

En hastigt stigende knurren fik fjerene til at rejse sig på Joe. Den våde jord svuppede tættere og tættere på. Med et drej af hovedet stod Joe uhyggeligt tæt på et mægtigt, vredt dyr. Et mægtigt, vredt dyr med meget skarpe tænder, hvis sovested jeg lige har brugt, indså Joe fortvivlet. Uden videre tanke på at spankulere og spidse sølvgrene befandt Joe sig pludselig på den anden side af hækken ude af stand til at huske hvordan. Bestemt ikke ved vingefært. Uden mor havde Joe aldrig lært at flyve, og hans stolthed tillod ham ikke at spørge andre om hjælp.

Dyret, der egentlig var en gammel, kastreret schæfer, gøede som besat med hovedet stikkende ud fra hullet i hækkens hegn. Den kan ikke nå dig, Joe. Med ét stoppede Joe sin knap så elegante flugt og vendte sig om.

”Nu er du ikke så stor længere, hva’,” hånede Joe og kunne ikke dy sig for at tilføje: ”Forresten var det et udsøgt sovested, du har dig der.”

Schæferen vred og snoede sig endnu mere rasende og gøede så højt som nogensinde. Fråde sydede fra de spidse tænder. Måske var det alligevel på tide at forlade etablissementet. Joe skulle ikke nyde noget af at miste én eneste dyrebar fjer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...