Midnatssol

Sheiha er vampyr og bor i hjertet af København. Men hun har et problem. Hun kan ikke huske noget fra hendes fortid. Hun vågnede op i 1700 tallet uden at kunne huske noget fra sin menneksetid. Men en dag møder hun mennesket Nicolas, der gerne ville hjælpe hende i jagten på hendes fortid.

1Likes
0Kommentarer
895Visninger
AA

3. Myter

 

 

Hun gik med indkøbsvognen på vej hen imod centerets indgang. Hun knugede indkøbssedlen en ekstra gangog tog en dyb indåndning. Det var lørdag formiddag. Alle var på weekendindkøb. Vognen raslede afsted over stenene. Mange gik ud af automatiske skydedør, med indkøbsvognene fyldte. Hun tog et skridt mere, men blev brutalt hevet væk. Der stod den foran hende. Hun gjorde store øjne. De viste sig da ikke i dagstimerne. Men længere nåede hun ikke at tænke, før hun faldt om! Den lagde hende op i vognen og skubbede forsigtigt til den, så den trillede ud i menneskemængden. Med et smil på læben forsvandt den!

 

Jeg var tilbage igen inden for 10 minutter, men det lignede at der var gået flere timer. De sad alle sammen og snakkede sammen om alt mellem himmel og jord. Smilla og Jakob sad i samme stol, tæt omslyngede og så kærligt på hinanden, mens de lyttede til en nyankommende vampyr. Ida og Nicolas sad begge i sofaen og fortalte hinanden ting fra deres hverdag. Mikael sad bare klinet til skærmen. Danmark mod Portugal. "Så er jeg tilbage," sagde jeg højt nok til, at Nicolas kunne hører det. Jeg sagde det endelig kun fordi, han var her. De andre havde hørt mig. Mennesket så på mig med julelys i øjne. "Hvad skulle du?," spurgte han interesseret. "Hvad tror du jeg skulle?," sprugte jeg. "Men... men," stammede han og så rundt på de andre, "men... du sagde at du allerede havde fået morgenmad." "Ja. Men den fordrukne fyr var da ikke nok. Jeg blev tørstig. Og vi skulle nødig have, at jeg skulle få trang til at æde dig," sagde jeg og blinkede. Nicolas blinkede tilbage og trak mig ned i sofaen ved siden af de andre. "Når fortæl mig så om noget vampyrsladre," sagde Nicolas friskt. Der lød en dæmpet latter fra den nyankommende. "Undskyld. Jeg fik ikke helt fat i dit navn. Hvor kommer du fra?," spurgte jeg høfligt. "Mit navn er Mario, og jeg kommer fra Italien. Jeg er kun på gennemrejse. Jeg tager afsted igen om to dage," svarede han ligeså høfligt med en italienks accent. Jeg smilede et forførende smil som vi, vampyre, var så kendt før. "Hallo? Skal vi komme tilbage til emnet?," spurgte Nicolas og så på mig. "Ja selvfølgelig. Hvad vil du vide." Nicolas så forvirret på mig. "Jeg troede det var Ida, der skulle fortælle mig det." Han så hen i mod den sorthårede vampyr, der sad op af sin mage. "Kun hvis du vil have facts fra hende," svarede jeg. "Enelig ville jeg helts høre det fra dine hugtænder," jokede han. "Pas på. Selvom jeg er fuldt godt op nu, kan du stadig godt pisse mig af," advarede jeg ham. "Du er da godt nok rapkæftet af en trehundrede år gammel vampyr." Jeg stivnede. Hvordan kunne han vide det. Jeg vidste det ikke selv. Ida så undskyldende på mig. Jeg svarede med et skævt smil. "Hvad er der," spurgte Nicolas bekymret. Jeg lagde mærke til at alle de andre så på mig. "Jeg ved bare ikke, om jeg er trehundrede år gammel," svarede jeg tonløst. Nicolas lagde sin arm omkring mig. "Hvad mener du?" Jeg mærkede en kradsende fornemelse i halsen. Det her var ikke bare tørst. Jeg begyndte at hikke. Det sved i halsen og jeg havde svært ved at trække vejret. "Sheiha. Du skal ikke være ked af det. Vi finder ud af det en dag," trøstede Smilla og aede mig på ryggen. Jeg kunne mærke Nicolas' blik på mig. "Vil du selv fortælle det," spurgte Ida. Jeg nikkede langsomt. Jeg tog nogle dybe indåndninger og begyndte min fortælling: "Jeg ved ikke noget om min menneske tid. Men den vampyr der skabte mig lagde mig i dvale. Jeg vågende op i 1700 tallet uden at kunne huske noget. Han fortalte mig mit navn og hvordan livet som vampyr var." Mennesket så bekymret på mig. "Ved du hvorfor?" Jeg rystede på hovedet, "Jeg kunne være født for tusinde år siden," jeg knep øjnene sammen, "ligemeget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke huske noget som helst. Ikke engang min familie." Vampyren, Mario, lagde en blid hånd på min skulder. "Der må være en grund du ikke kender til," trøstede han mig på italiensk." Nicolas så forvirret på ham. Jeg oversatte til dansk. Han nikkede anderkende. "Jeg vil ønske at jeg vidste hvad grunden var," sukkede jeg. "Sheiha," mumlede Nicolas ned i mit hår, "vi skal nok finde ud af vi to." Jeg så op på ham. Hvad var det han lige havde sagt? Ville han hjælpe mig? Han nikkede som om han kunne læse mine tanker. "Jeg skal nok hjælpe dig." Jeg smilede glad ved tanken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...