Midnatssol

Sheiha er vampyr og bor i hjertet af København. Men hun har et problem. Hun kan ikke huske noget fra hendes fortid. Hun vågnede op i 1700 tallet uden at kunne huske noget fra sin menneksetid. Men en dag møder hun mennesket Nicolas, der gerne ville hjælpe hende i jagten på hendes fortid.

1Likes
0Kommentarer
885Visninger
AA

1. Mødet

 

 

Hun gik på broen. Hælene klikkede på asfalten. Hun knugede tasken ind til sig. Gadelampen blinkede lidt. Hvorfor havde hun også søgt genvej over broen? Her var ingen mennesker. Ingen der kunne se noget. Hun satte farten op. Enden af broen var kun få minutter væk. Men det nåede hun ikke! Pludselig stod den der, med sin kridhvide hud og blodrøde øjne. Håret lå som en kappe omkring dens hovede. Den smilede og afslørede et par spidse, hvide hjørnetænder. Hun skreg, indtil hun faldt om! Drænet for blod!

 

Jeg gik forsigtigt ud af døren, der var gemt bag affaldscontainerne. Den lukkede i med en knirken. Jeg sørgede for at holde mig i skyggen, da en solstråle havde sneget forbi de høje huse. Med lydløse skridt bevægede jeg mig hen til den anden ende af skyggen, så op på himlen, og sukkede. Der var ingen sky. Igen tegn på overskyet vejr. Kun en dejlig sensommer sol, og 17 grader i skyggen. Jeg så mig om, men der var ikke noget der var koldt nok til at køle mig ned. Jeg havde det varmt. Jeg lænede mig op af muren, der ikke var helt så varm som luften. Jeg tog en dyb indåndning. Mine knogler slappede af, og jeg blev rolig. I lang tid stod jeg bare der, helt ubevægelig, og tænkte på min hals. Den var begyndt at brænde lidt. Jeg slikkede mig om munden. Den pige havde været ung. Ikke helt udvokset. Hun havde været 17 år gammel. Jeg så op på himlen igen, sukkede irriteret, og skulle til at vende mig om, da jeg hørte en lyd.

Et mennekse stod få meter fra gydens indgang. Jeg vendte mig lynhurtigt og lyttede. Hjerteslagene og vejrtrænkningen var begge reglmæssige. Ingen tegn på sygdom. Perfekt. Jeg havde lige stillet mig i angrebsstilling, da mennesket (viste sig at være af mandligt køn) trådte frem. Han havde halvlangt mørkeblond hår og blå øjne. Hans hvide T-shirt sad stramt om hans overarme. Hans hjerte pumpede blodet rundt i hans krop, og jeg kunne mærke mine tænder blive længere. Jeg smagte giften i min mund. Lyttede kun til hans hjerte. Slog alle føelser fra og fokuserede kun på byttet foran mig. Mennekset tog at skridt frem. Han knep øjene sammen og smilede så. Jeg gjorde mig klar til at springe. Han tog et skridt mere. Udfordrede han skæbnen? Endnu et. Jeg så forundret på ham. Et skridt mere. Jeg faldt sammen af forbløfelse. Mennesket grinte højlydt. Som en elastik forsvandt både giften i min mund, og mine hjørnetænder blev mindre. "Burde det ikke være mig, der skulle være bange for dig," spurgte mennekset muntert og smilede. Jeg skulede. "Jeg er ikke bange for dig," svarede jeg iskoldt. Han grinte højere. "Iskold. Havde ellers håbet på en lidt varmere pige," sagde mennesket kækt og smilede skævt. Jeg løftede mine øjenbryn. "Prøver du at flirte med en vampyr?," spurgte jeg og gengældte smilet. "Hvis du syntes jeg flirter, så ja," svarede han ligeså kækt som før, "hvad hedder du?" Jeg så på ham. At udveksle navne med bytte var ikke lige efter håndbogen men... "Sheiha," svarede jeg, "dig?" Han rakte hånden frem. "Nicolas Lavendel"

Jeg tog hans hånd. Han fortrak ikke en mine. "Vil du sidde lidt ned," spurgte Nicolas smilende. Jeg så på ham. "Du ved godt jeg ikke behøver at sidde ned," sagde jeg og så på vores hænder. Nicolas smilede stadig. "Giv lige slip på min hånd," beordrede jeg. Mennesket så på vores hænder, sagde: "ups", og gav slip. Han gjorde en gestus mod muren. Jeg grinede og satte mig. "Nu hvor vi er nærmere bekendtskaber, syntes jeg godt jeg må spørge om noget lidt personligt," sagde Nicolas og rykkede nærmere. Jeg så på ham med rynkede bryn. Han stoppede først da hans ansigt var få centimeter fra mit. "Må jeg se dine hugtænder." Jeg brast i latter. Han rykkede hurtigt tilbage, men deltog hurtigt. Da vi havde grinet færdig spurgte jeg: "Hvorfor grinede du?" Han så kærligt på mig. "Latter smitter. Hvorfor grinede du?" Jeg lagde mig ned på de varme brosten og lukkede øjne. "Fordi jeg troede du skulle til at kysse mig." Jeg kunne mærke Nicolas' øjne hvile på mit ansigt. "Sådan fyr er jeg altså ikke. Jeg ville gerne vide, om du kunne finde på at dræbe mig, før jeg begynder på sådan noget.," svarede han kækt. Jeg åbende øjne og opdagede, at han havde lagt sig ned ved siden af mig. "Måtte jeg se dem," spurgte han igen. Jeg nikkede. Vi satte os begge op på albuen. Jeg åbnede min mund og Nicolas kiggede facineret på dem. "Er de ikke længere?," spurgte han skuffet. "Jo," svarede jeg," men så skal jeg lige dufte lidt til dig". Han lagde hovedet på skrå, men rykkede ikke væk. Jeg snussede ind og tænkte kun på det dejlige blod der løb inden under hans hud. Jeg mærkede tænderne blive længere og åbnede munden igen. Hans øjen blev store af glæde. "Må jeg stille et spørgsmål?," spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede. "Hvorfor er de ikke så lange hele tiden?" Jeg lukkede munden, inden jeg svarede. "Om natten når vi skal "mænge" os med mennesker skal vi ligne dem så meget som muligt. Defor er de kortere når vi ikke får blodtørst." Jeg så på ham. Han havde rakt hånden op. Jeg nikkede. "Var det derfor at du skulle dufte til mig før," spurgte han, som en elev der snart skulle op til eksamen og derfor sugede alt viden til sig. Jeg nikkede igen. "Duftede jeg så godt," blev han ved. "Ja. Du dufter himmelsk." Jeg tog endnu en dyb indåndning. "Som ny drejet honning." Nicolas havde lagt sig ned igen. "Jeg kan godt lide honning, jeg tager det som en kompliment." Han smilede. Jeg fortsatte: "Når vi skal drikke blod, som jeg skulle gøre med dig, får vi gift i munden i tilfælde, at vi ikke får drukket at blodet og I dør langsomt og smertefuldt. Så bliver I i stedet til vampyre. Hvis vi skal dræbe andre vampyre, bliver alle vores tænder skarpere, så vi kan flå deres hud fra hinanden." Jeg så op på ham. Han sad i skræderstilling og så på mig. "Hvis vi bevidst skal lave andre vampyre, bliver vores tænder længere, end hvis vi skal drikke, så vi kan være sikre på at vores gift komme direkte ind i blodet." Nicolas så på mig. "Hvad mere bør jeg vide om vampyrer?" Jeg rejste mig op. Mennesket hoppede en anelse. "Undskyld," sagde jeg med et smil på læben, "havde lige glemt, at jeg er hurtigere end dig." Nicolas smilede bare. "Skal jeg komme tilbage i morgen?" Jeg nikkede. "Hvis du har mod på at møde min familie," svarede jeg muntert. Vi udvekslede numre, (jeg gav ham mit) jeg vendte mig om og forsvandt om bag affaldscotainerne og i gennem den knirkene metaldør. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...