Midnatssol

Sheiha er vampyr og bor i hjertet af København. Men hun har et problem. Hun kan ikke huske noget fra hendes fortid. Hun vågnede op i 1700 tallet uden at kunne huske noget fra sin menneksetid. Men en dag møder hun mennesket Nicolas, der gerne ville hjælpe hende i jagten på hendes fortid.

1Likes
0Kommentarer
928Visninger
AA

2. De andre

 

 

Han gik grinende ud af døren til baren. Hans venner gik slingrende den anden vej. Han nåede kun få meter, før at den stod der. Den var smuk med rødorange hår og et blændende hvidt smil. Den trak ham ind i en gyde og skubbede ham op af muren. Han slap flasken med vodka og lukkede øjene. Den kyssede ham på halsen, før den bed ham. Han skreg ikke. Opdagede det ikke før han faldt om. Den slikkede sig om munden og forsvandt!

 

Jeg så på min mobil. Hvem ringede dog til mig? Jeg trykkede på opkald-knappen. "Hej Sheiha!," lød det muntert fra den anden ende. Jeg himlede med øjene. "Hej Nicolas," svarede jeg. "Må jeg komme nu? Eller er du lige i gang med at drikke morgenmad?," spurgte han. Stadig munter. "Jeg har spist. Bare kom. Hvis du tør," svarede jeg dystert. "Okay." Jeg lagde mobilen på sofabordet og havde lige tændt for tvet, da det bankede på. Jeg smilede og gik hen for at åbne. Udenfor stod Nicolas og smilte stort til mig. "Ja. Jeg var allerede kommet, da jeg ringede. Ville bare lige være sikker." Jeg gjorde en gestus mod rummet. Mennesket fløjtede lavmælt. "Meget vampyr agtigt. Levende lys, mørke farver, gravkammertema." Han smilede stadig. "Sådan kan i bedst lide det," sagde jeg og lod mig dumpe ned i en sort læderstol. Nicolas satte sig ubekymret i sofaen. "I har mange bøger," konstaterede han og så på vores væg der var fuldt med bøger. Han rejste sig op igen og gik hen til dem. "Shakespeare," mumlede han anderkendene. Han vendte sig rundt. "Hvad er der bag den der dør," spurgte han og pegede i retning af den smukt udskårne trædør med de mørke metal hængsler. "Det er bare døren ind til vores kister," svarede jeg upåvirket. "Kan vi gå derind?" Jeg havde rejst mig og stod ved siden af ham. "Kun hvis du vil have fire morgensure vampyre på nakken." Jeg grinte let. Vi satte os igen. "Hvad vil du gerne lave, indtil de vågner?" Nicolas sad og så tænktsomt på mig. "Hvad vil du?" Jeg tog fjernbetjeningen og tændte. "Tændte det af sig selv eller har du magiske evner?," spurgte Nicolas mens han kiggede på tvet med store øjne. "Næ. Jeg brugte bare min normale fart. Når jeg er sammen med dig, er jeg helt vildt langsom." Han nikkede intereserret. "Vil du så ikke skrue lidt op for lyden?," spurgte han, "jeg har jo ikke superhørelse." Jeg skruede op. Døren indtil det andet rum gik op og Mikael kom ud. "Er det bare mig eller dufter her af honning?," spurgte han med rynket pande. "Godmorgen Mikael," sagde jeg, "på en måde gør her, ja"

"Uhh... Du ser Amaricen Idol. Elsker det," sagde han og smed sig ned i sofaen ved siden af Nicolas, der så betaget på ham. "Hej. Nicolas," præsenteret Nicolas sig og rakte hånden frem. "Hej," svarede Mikael med øjene limet til skærmen. "Hvorfor har du skuret op for lyden. Er du ved at blive døv?" Jeg himlede med øjene til Nicolas. Døren gik op igen, og Ida (vores "leder") trådte ud. Hun smilede glad til mig og nikkede diskret mod Nicolas. "Er han...?," spurgte hun hurtigt og lydløst. Jeg nikkede kort. "Hej Nicolas. Det glæder mig at møde dig." Ida rakte hånden frem mod mennesket, og han tog den og smilede. "Iligemåde," smilede han. Ida gik hen ved siden af Mikael og kyssede ham blidt. "Skal du ikke hilse på Sheihas ven?," spurgte hun og slog ham på ryggen. Mikael rystede på hovedet, sagde "hvad?" og kiggede hen på sin sidemand. "Det er dig, der dufter af honning," udbrød han overrasket. "Du er hurtig," grinede jeg. "Nicolas Lavendel," hilste Nicolas, "Sheihas mennekseven." Det undrede mig, at det lød så rigtigt. "Mikael Thomas," hilste Mikael igen, "Idas mage." To vampyrer stak hovederne ud af døren. "Undskyld hvis vi vækkede jer," sagde Ida med en myndig moderlig stemme. "Sheiha har taget sin ven Nicolas med hjem." Smilla og Jakob, der holdt hinanden i hænderne, kom nærmere og ville også hilse.

"Ville du se gravkammeret?," jokede jeg. Alle vampyrene grinede. Nicolas nikkede bare ivrigt. Jeg hev ham op og stå og trak ham ind i rummet ved siden af. "Wow! Tænk at der findes noget så dystert og flot på en gang. Udover dig altså," flirtede mennesket. "Du flirter igen," gav jeg igen. Der lød en dæmpet latter inde ved siden af. "Hvilken kiste sover du i?," spurgte han, mens han undersøgte hver kiste nøje. Den sorteste kiste i midten." Han gik hen til den og skulle lige til at åbne den. "Må jeg godt kigge ned i den?" Jeg nikkede. Nicolas åbnede. Jeg stod ved hans side, inden han havde åbnet den helt. "Wow," udbrød han lydløst. Den sorte kiste var foret med blodrødt fløjl. "Sover du på den?" Jeg rystede på hovedet. "Vi sover ikke. Vi ligger i dvale. Men det kan Ida fortælle meget mere om."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...