Ichabod

Cecilia er startet på et gymnasie efter at hendes familie er flyttet.
Hun har det ret dårligt med mad, og er næsten lige kommet ud fra "Den Lukkede."
Den første dag, møder hun pigen Carl, der er ret glad for piger, og de to bygger langsomt et venskab op.
Cecilia har meldt sig til Drama på skolen, og bliver undervist af den specielle Ethan Thomas, som kan gennemskue alle Cecilia's hemmeligheder, bare ved at se på hende.
Den første opgave holdet får, er at skrive et skuespil, som skal opføres i løbet af de 3 år. eleverne har på skolen.
Ethan har høje krav, og lader sig ikke snyde, af de populærer tøser, der gører skolen med hård hånd.

0Likes
1Kommentarer
1043Visninger
AA

3. Lydia Thomas

 

Der var sat en stige op.  En stige op til deres "stille-tag", da de gik derhen i den første pause.  Det var sikkert Victoria der havde fundet ud af, hvor at de holdte til, og havde pranket en dårlig joke af.  Garanteret smurt rå æg, eller andet klamt ud deroppe. De plejede at skulle klatre op på taget foran lærerværelset, og så gå på taget, hele vejen til bibloteksafdelingen. hvilket de åbenbart ikke behøvede at gøre denne gang.  Da Carl kravlede op, udbrød hun i et grin.  "Vi har retnok haft gæster, men det var ikke Dullerne, og de er her endnu! " Da Ceilia endelig kom op, sad Ethan med en smøg mellem fingrene, og stirrede ud i luften med de isblå øjne.  Han indhalerede og pustede langsomt ud igen, gennem næsen.  "Er det dig, der har sat stigen op?" Hun stod med armene over kors, og stirrede på ham, med at udtryksløst blik.  Han rejste sig, og gik hen til hende.  Han lagde fingrespidserne på hendes læber.  "Du skal lære din grammatik, kvinde." - "Det hedder ikke " Er det dig der har sat stigen op?."  Men "hvorfor, har du sat stigen op?"  Og inden jeg svarer på det, skal du også fortælle mig, om dit stykke." Cecilia så på Carl, uden et ord.  "Men først skal vi have sandwitch!" Han gik hen til sin taske, og tog tre sandwitches op, pakket ind i gennemsigtigt madfilm.  Cecilia fik kvalme, og skuede ud over gården, i håb om at kunne slippe, for at spise, den dressingfyldte sandwich.  Den lugtede godt, men hun havde ingen appetit. Hun ville bare have sin juice.    "Det handler om styrke, til at undgå, verdens såre, og den uovervindelige trang til kærlighed, fra et andet menneske." "Om ensomhed og sygdom, foragtelse, opgivelse og skrigende sommerfugle, der prøver at tage chancen. At leve, et forstenet liv, i skyggen af de rovdyr, der jager dem."  "Om folk der ikke kender til grænser."  "Og nyslået græs, og regndråber."   Carl slog sig i panden.  "Det giver jo ingen mening, det vrøvl dér!"  Ethan tog endnu et sug, på sin cigaret, men holdte vejret denne gang.    Ligeså småt begynde himlen at fælde tårer. Næsten som om at den havde hørt hvert eneste ord, af hvad Cecilia havde fortalt.  Uden at tænke over det, græd hun også. Mere og mere, så hun til sidst bukkede under, for presset.  Som om at hun var alene i verden, følelsen hun havde levet med i et helt år, inde på Den Lukkede.  Opgivelse om heldbredelse, skuffede forældre, og uhyggelige læger, der griber en om anklerne, og håndledene, mens de binder en fast, og tvinger mad i en.    Ethan greb fat om hendes spinkle krop, og prøvede desperat at vække hende, fra hendes trance.  Han blev helt gennemblødt, så det dryppede fra hans hår, ned på hendes kinder, og regnvandet blandede sig med hendes tårer.  Hun følte sig så vidunderligt lille i hans arme, og lagde hovdet til hans bryst, så hun kunne fornemme hans hjertebanken.  Han kørte nervøst fingrene igennem hendes våde hår, for at få det væk, fra hendes ansigt.  Hun faldt vist i søvn, for hun drømte. Drømte om sommerfuglen, og blomsterne.    Da hun slog øjnene op, og greb straks appelsinjuicen der stod ved siden af hende, på hendes natbord.  Det var en refleks, efterhånden. Hun vågnede fra et chok, drak sin juice og faldt i søvn igen.    Duften af laks, spredte sig, langsomt i huset.    Hun så sig i spejlet, og rettede på håret, med højre hånd. Hendes mave gjorde ondt, det var underligt. Det var næsten ligesom sult.  Trangen til mad. Til mad, som hun havde ungået de sidste tre år.  Synet af sig selv, i den spinkle, magre krop, der mest af alt mindede om et skelet, gjorde ondt.  Hun lagde armen om maven, for at dække bare en smule for smerterne.    Moderen, var gået i "Beatles-humør", kunne hun tydeligt hører. Eller så havde hun en fyr med hjem, der lyttede til "Can't Buy Me Love." Den alt for store t-shirt, fik hende til at ligne, et lig, eller andet, mærkeligt.  Hun gik ned af trappen, og kunne mærke træet under de bare tæer.  Bordet i spisesten var dækket. Dækket til tre.  Det var underligt. Der var altid kun dækket op til en. Hendes mor.  "Hvad skal vi have, at spise?"  Ethan kom ud ude fra køkkenet.  Og pludselig kunne hun se, at hun ikke var i sit eget hus.  Et fremmet hus, fyldt med ukendte ting, og steder.  "Hvad sker der?" Hun rystede på hovedet, og rettede igen en smule på håret.  "Ved mn mor, hvor jeg er?" - "Og by the way, hvor er jeg?" Jordbærmund kom også til syne. Hun sad i stuen og så TV. TV om Einstein's historie.  Hun smilede, og havde ikke sin røde læbestift på, som hun plejede. Og tyggegummiet, heller ej.  "Vi skal have indbagt laks, alla Ethan Thomas." - "Laks feder ikke, ret meget, så vi tænke at det nok var bedst." Ethan havde skiftet til noget tørt. En blå skjorte og cowboybukser.  Håret var stadigvæk de samme, rødligt, og rodet.  Jordbærmund, klappede på pladsen, ved hendes side, i sofaen.  "Ved mine forældre at jeg er her?"  Hun nikkede.  "Caroline smuttede forbi, din mor, med telefonnummeret, hertil, og hun har ringet." Cecilia smilede nervøst.  "Forresten hedder jeg Lydia." Jordbærmund klappede hende blidt på skulderen.  Lydia lød meget bedre en "Jordbærmund".  "Vent du her, mens jeg henter dit tøj, hos din mor, inden at vi skal spise." Sangen skifede til "Let It Be", da Lydia lukkede døren i efter sig.  "Skal jeg hjælpe med noget?" Cecilia ventede på at Ethan skulle svare.  "Du må gerne hjælpe med at lave sovsen, hvis du har lyst.?" Cecilia havde aldrig lavet en rigtig sovs før.  "Min mor bruger som regl, de der, pulverblandinger." Ethan puttede nogle hvide ris, der lignede perler, i en lille gryde.  Han var i godt humør, hvilket fik Cecilia til at tænke på, hvor lang til det var siden at en voksen, havde været i godt humør, i hendes selvskab.  Det virkede som en evighed siden.  Hendes mor holdte en slags dagbog, med minder fra hendes egen barn- og ungdom, der var omkring 14 bøger om det.  Hun læste dem, tit når moderen var på "visit" hos sine "venner" der hovedsagligt bestod af mænd, eller lesbiske kvinder.  Men det valgte hun at se bort fra, hendes mors sexliv var ikke hendes sag.  Hun læste engang, for et par år siden at graviditeten med hende, kom efter et "venskabs-knad", som hendes mor betegnede det.  Og at det hele bare var et uheld, havde hun også bidt mærke i.  Som om at det gør tilværelsen bedre, at man åbenbart bare er et uheld, der er i vejen, hele tiden.  Ethans store varme hånd, kunne hun mærke på ryggen. Han aede hende, da hun umiddelbart var gået i baglås.  "Er du okay?" Hun nikkede som svar, og fik lært hvordan man taklede den sovs.  Ved middagsbordet, var der en hyggelig stemning. En stemning hun godt kunne vende sig til, men som ville være ovre så snart at hun kom hjem igen.  Hjem til sin sædvanlige plads som "uheldet".  Jo mere hun tænkte over det, jo mindre havde hun lyst til at tage tilbage.  De hjalp hinanden med at gøre rent efter maden, med højt musik og grin.    Badevandet var i en behaglig temperatur, da hun mærkede efter med tæerne, og løsnede håret fra ellastikken.  Da hun kom i tanke om at der ikke var noget opvaskemiddel, skjulte hun sin krop i håndklædet, og gik varsomt ned af trappen.  "Lydia? - Har I opvaskemiddel?" Lydia kom til syne, i døråbningen, med et smil. "Hvad sagde du, Cecilia?" Hvorefter Cecilia gentog sit spørgsmål, og forklarede at det var til håret.  Forklarede at det var den eneste måde, hun følte sig ordenligt ren på, med opvaskemiddel. Hun havde brugt det, siden første gang hun gik i bad uden opsyn, og den vane var hængt ved.  Hun så sig selv i spejlet, og syntes stadigvæk at hun lignede et skellet, da hun betragtede sin krop.  Opvaskemiddlet, kunne mærkes i hovedbunden, da hun gnubbede fingrene igennem håret.  Hun skyllede håret i håndvasken, for ikke at svine badevandet til.  Hånden strejfede det hvide maveskind, det våde hår klaskede sammen i klagser på ryggen, og ansigtet så mærkeligt ud som altid.  Lyset fra loftlampen, var afslappede og roligt, præcis som hun havde set det på film.  Det hele føltes som en film, der vaklede mod enden.  Der var bare ingen rulletekster, eller producer.. Ingen instuktør eller skuespillere.  En film uden indhold, er en film der ikke er værd at se.  Tårene trillede endnu en gang, ned af kinderne som små krystaller, der dannede et mynster af et vandfald.  Det bankede forsigtigt på døren, og hun dykkede under vandet, for at skjule at hun havde grædt.  "Kom ind!" Der kunne høres en hvisken udenfor døren.  Det var Ethan. Hun stod op af vandet. "Er alt som det skal være derinde?" Han talte gennem nøglehullet.  Hun vred sit hår, ned i karet og støbte håndklædet om sig. "Alt er i skønneste orden" - "Bare rolig".  Hun kunne høre ham ånde lettet op, på den anden side af døren.    Hun greb fat i dørhåndtaget, og åbnede døren langsomt.         Duften af ham ramte hende i det samme øjeblik, som deres øjne mødtes.  Han rødmede næsen, som hun stod der foran ham.  "Du må altså undskylde det tidligere." - "Du ved, det før kampen.." "Det var ikke meningen at du skulle få det dårligt, fordi at vi snublede over en sten, foran alle de andre." Hun forsøgte så vidt at undgå øjenkontakt, og blinkede nervøst med øjnene.    "Jeg ved at det er forkert."  Hun så sig om, for at tænke det hele igennem.  Alle de fejltrin hun havde begået, og den ensomhed hun havde følt.  Hvad lægerne havde givet hende af medicin, og hvad de havde sagt.  Inderst inde hviste hun jo godt at det halve ikke var sandt.  Da hendes mors fyr, Andrew, fik hende anbragt, begrundede han, at hun prøvede at begå selvmord, ved at sulte sig selv.  Hun havde flere gange sagt stop til mad, fordi at han tvang det i halsen på hende, fordi at hun ikke havde "former" nok.  Indforstået at hun ikke havde former nok, til at han blev tiltrukket af hende, og derfor ikke kunne "bruge" hende. Derfor var hun begndt ikke at spise.  For at få ham på afstand, hvilket lægerne ikke forstod, da de mente at hun var psykiskt ustabil, og uerfaren, med hvad der var sundt.  For første gang i flere år, var der et menneske der så hende direkte i øjnene, og ikke på hendes krop først.  Hun smilede, og gik forbi ham, ind på gæsteværelset, hvor hun havde sovet.  En kuffert med tøj, og diverse andre sager, stod på gulvet.  Hun iklædte sig, et par behaglige leggins, og en sort oversize t-shit, med teksten "Freedom" på forsiden, og afleverede Ethans t-shit.    Og hun følte sig for første gang, tilpas i sin krop, efter at Ethan ikke havde overgloet den, men havde set hende i øjnene, istedet.  Klokken var omkring halv otte, og det var fredag aften.    Lydia havde et glad udtryk, i øjnene hele aften, der gjorde hende smukkere end i skoletiden, hvor hun bare virkede stresset og irritablel, som om at hun kunne eksplodere når som helst det skulle være.  De snakkede i lang tid, om ingenting, mens Ethan tog sig en smøg, i aftensolen, på terresen.  Uden at være direkte klar over det, havde hun hele tiden, et skjult øje på ham, for at sørge for at han ikke forsvandt.  Hun fandt på en ny idë til sit sykke, da hun så på ham, i hemmelighed.  Hun så de små fejl ved ham, der gjorde ham speciel, og interesant.  De isblå øjne tindrede i den lave sol, mens han skuede ud i intetheden, med sin smøg i mundvigen. Hun hentede sin blok og penalhus i sin taske, og satte sig med godt udsyn, til Ethan's position, og udtryksløse ansigt.  Lydia så til, mens hun rørte en kagedej sammen. Chokolade. "Du er god til at tegne, har du fået undervisning?"  Cecilia rystede usikkert på hovedet, og fortsatte sit arbejde, imens at hun fortalte om sin mors ekskæreste et par år forinden.  En venlig fyr, med smilehuller, og skæve tænder, der havde røven fuld af penge.  Han var kunstner, af en eller anden art, og at han havde lært hende et par fif.  Hun fortalte at han engang havde snakket om at lave et kunstværk ud af hår, fra rødhårede kvinder.  Det forstod hun aldrig helt, og hun forsøgte også at undgå at regne hans tankegang ud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...