Ichabod

Cecilia er startet på et gymnasie efter at hendes familie er flyttet.
Hun har det ret dårligt med mad, og er næsten lige kommet ud fra "Den Lukkede."
Den første dag, møder hun pigen Carl, der er ret glad for piger, og de to bygger langsomt et venskab op.
Cecilia har meldt sig til Drama på skolen, og bliver undervist af den specielle Ethan Thomas, som kan gennemskue alle Cecilia's hemmeligheder, bare ved at se på hende.
Den første opgave holdet får, er at skrive et skuespil, som skal opføres i løbet af de 3 år. eleverne har på skolen.
Ethan har høje krav, og lader sig ikke snyde, af de populærer tøser, der gører skolen med hård hånd.

0Likes
1Kommentarer
1005Visninger
AA

4. Ichabod

 

Hendes mor var ved at bryde sammen, eller det lod hun ihvertfald som om at hun var, da Ethan og Lydia snakkede med hende om at få værgepligten over Cecilia, til at hun blev atten.  Selv Caroline havde bemærket en stærk forandring i Cecilia's personlige tilgang til tingene, og udståling. Til mødet omkring værgepligten, var moderen flippet fuldstændig ud, og råbt og skreget, og beskyldte dem for at "stjæle" hendes lille barn, der klarede sig glimrende hjemme hos sig selv.  Cecilia selv, var ligeglad med hvordan hendes mor reagerede.  Hun vidste at hun kunne starte et nyt liv, hos Lydia og Ethan, i deres hus.  Hun havde lært at spise, og havde det bedre med mad, efter skiftet.  Stykket var også blevet godt, ja næsten til at være stolt af.   Det omhandlede en ung greve i midten af tyverne, der forelskede sig håbløst i en ung kvinde.  Efter at kvinden føder deres fælles barn. En datter for kvinden en hjernesvulvst, og kan ikke reddes. Greven bliver så syg af sorg, at han ikke ser barnet som en velsignelse, men som en skabning, uden værdi, så han slår en handel af med, et væsen.  Væsnet bor i den nærliggende sø, og har magiske evner. Han kan både give, og tage, og samtidig gik han meget op i ære og forpligtelser.  De aftalte at til pigebarnet blev sytten år, skulle det, opfostres hos en familie i landsbyen, med de strengeste vilkår man kunne tænke sig.  Og så, når barnet fyldte nøjagtig sytten somre, og så smuk som en sommeraften, i enge, så skal hun gives til Væsnet som brud.  Til gengæld fik den unge greve det han altid havde begæret. Sin elskede tilbage, men dog at hun ikke anede råd om deres datter, og handlen med Væsnet.  Datteren vokser op, med intet andet end et sjal, det sjal Væsnet havde støbt om hende da det lagde hende som offer for den bitre og biddende kulde, fra vinteren.  Hun aner uråd om sin fortid og gener, men drømmer tit og ofte om et liv hos en fornemme, på herregården.  Sammen med en uvoren knægt med blonde lokker på hendes egen alder, vokser hun op, med de strengeste kår. Dagen før hendes sytten års fødselsdag, hører hun en stemme, kalde hendes navn, med vinden, der f'ører hende til søen.  Væsnet frister hendes uskyldige sind, med begær og rigdom, og hun slutter sig til ham.  Efter et år som Væsnet's brud, opdager hun sine sande følelser, da han bliver syg, og dør.  Hun søger trøst oppe på landjorden, hvor at hun opdager sin sande historie, efter at grevinden dør i barselsengen, med barbet.  Greven søger trøst hos en smuk kvinde, og vælger hende til at vorde sig op.  Da han spørger om hendes fortid, og hun fortæller om Væsnet og det's bortgang, er det forsent.  Han springer, og hun sidder alene, med deres fælles barn, en søn, hun vælger at kalde Ichabod.     Ichabod vokser op med utrolige evner, i det lille land. Han ser fremtiden.    Hendes liv gik kort sagt bedre end hun havde turde drømme om, og sådan ville hun ønske at det fortsatte.  Men da Victoria fandt ud af det, skabte hun ondsindede rygter om Cecilia og hendes liv.    Regnen øslede ned, som et vandfald, nøjagtigt som første gang hun snakkede med Ethan.  De havde haft valgfag hele dagen, som Cecilia havde brugt på at arbejde på stykket, som hun nu forsøgte at skåne for regnen, ved at støbe det under sin lange røde regnfrakke.  Hun havde været så forsigtig med at vandet ikke skulle ramme, papiret, hun så yndigt havde pyntet med krogede bogstaver der dannede poetiske ord.  Blækket skulle nødig flyde ud, så det blev helt ulæseligt.  Da hun nåede til porten, og vinkede på gensyn, til Caroline, kunne hun hører en velkendt skinger stemme, henne om hjørnet.  Hjertet sad i halsen, da hun fik øjnkontakt med Victoria, og de andre tøser, der så godt vrede ud.  Hun greb godt fat om blokken med papiret, da hun blev omringet.  "Skal du tilbage til den lukkede, din møgkylling?!" Victoria knækkede fingre, for at virke truende.  "Ikke for noget, men mener du - møgkælling - eller er du bare ualmindelig dum?" Cecilia var bange, men kunne alligevel ikke lade være med at rette Victoria's grammatikske fejl.  Victoria knipsede med højre hånd, og de andre adlød som en flok hunde, og angreb, deres udvalgte bytte, De slog, sparkede og rev, efter Cecilia's spinkle krop, der havde let ved at give efter for den smerte den blev påført, og knækkede sammen på asfalten.  Hun holdte blokken ind til sig, for at undgå skade på det, hvilket ikke holdte længe.  Victoria's højre lakej Meg, fik fat i det, og så op på Victoria, der gav odre til at det skulle smides på vejen, foran et køretøj.  Cecilia så til mens Meg, gik ud til vejen, bag containeren, og smed det.  Hendes elskede stykke, hun havde arbejdet så længe på, forsvundet i mørket. Bare sådan. Hun krøb sammen i smerte fra sparkene, og var kun taknemmelig for at ingen af pigerne røg cigaretter, på grund af deres helbred. Efter noget tid, lå hun stille og håbede på at de ville miste interessen for at høvle hende, præcis som hun havde set katte gøre det. med deres bytte, når det var dødt.  Og ganske rigtigt forsvandt de lidt efter lidt, og til sidst var kun Meg og Victoria tilbage.  De så til mens Cecilia tappet for krafter, rejste sig langsomt op fra asfalten, og tørrede blodet fra ansigtet af med venstre hånd.  Hendes røde regnfrakke, var dækket af muddrede aftryk fra deres sko, som hun forsigtigt forsøgte at børste af. Hun bed smerten i sig, lagde armen om maven, og humpede i retniing af vejen, bag containeren.  Der var stadigvæk aftryk på hendes sort- og hvidstribede srømpebukser, og hul på det højre knæ, hvor det blødte fra.  Da der ingen biler eller andre køretøjer på vejen, gik hun ud for at hente sin blok.  Hun humpede videre mod busstoppestedet, og satte sig tungt på bænken, og tog sig, til såret på overlæben, der smagte af blod, som hun så sig omkring efter bussen, og håbede på at hun kunne nå hjem inden at Ethan og Lydia havde deres sidste undervisningstimer.  Hun kunne mærke blodet pumpe i årerne, og mærke det løbe fra hendes sår, forskellige steder på kroppen, og håbede på at hendes Ipod i det mindste havde overlevet, overfaldet.  Hun tjekkede lommerne, og løste headsættets filtrede gåde og knuder og krøller, og satte dem til at hvile i øregangene.  Der var kommet en flænge i skærmen, og det var kun den ene øreprop der fungerede.  Hun satte sig tungt på det bagerste sæde i bussen, for at undgå folks bedømmende blikke, og spidende kommentarer, som hun var så vandt til, at skulle ligge øre til.  Regnen slog på ruden, udefra som en fange der slog på tremmerne fra sin celle, lige inden at han mister håbet, og giver op, og daser opgivende om på betongulvet, nøjagtigt som i amerikanske film.  Hun huskede tilbage til den lukkede afdeling, og en bestemt fyr, der havde værelse ved siden af hende.  Det var efteråret 2008, og filmen Twilight var lige kommet på dvd.  Fyren Tim, var en ørn til teknik, og helt pjattet med romantisk filmpladder.  Det eneste hun huskede fra filmen var et nummer, som hun ikke kendte titlen på.  Tim havde fortalt hende det minst en million gange, men alligevel huskede hun det ikke.  Ikke før at hun fandt det på displayet, og læste titlen op for sig selv, i en hvisken.  "Let Me Sign.." Hun smed stykket på bordet i køkkenet, da hun havde bøvlet med at tage skoene af i gangen.    De blå mærker og størknede sår, kunne ses over hele hendse krop, og hun var skam taknemmelig over at der ikke var brækket noget, eller brændemærker fra cigaretter.  Men sporene i ansigtet, efter overfaldet, kunne hun ikke skjule, selv om at hun så prøvede. Og hun var klog nok til at regne ud at hun nok ville få problemer med at vaske sig selv på ryggen, mere end normalt var, når hun skulle i bad.  Mærkerne på kroppen skjulte hun med en stor trøje, hendes mormor havde efterladt i hendes varetægt, før hun døde.  Hun havde fortalt historier om hendes rejer i sin ungdom, sammen med morfar, der tragiskt omkom i en bilulykke i Paris, og at det var ham der havde valgt farven og garnet til trøjen, dengang.  Desværre havde den altid været for stor, og havde aldrig rigtigt passet hende, hvilket ærgede hende en smule, men var en ting som hun havde lært at leve med, ligesom fra da farmors hjerte ikke længere virkede, som hendes mor formulerede det. Som en spilledåse, der var gået i stå, og var stoppet med at spille, en spilledåse, der ikke kunne trækkes op på ny. Hun plejede også at fortælle om byen Sleepy Hollow, som farfar elskede at læse om, samt Den Hovedløse Rytter.  Da så Cecilia blev ældre, besluttede hun sig selv for at lære historien om Sleepy Hollow at kende, og for selv at læse bogen, alene.   Aften faldt på, men det blev ganskevist ikke mørkt, som i Cecilia's tanker, og sind. Hun huskede smerten fra sparkene, og knubbede ømt, de sorte og blå-lilla mærker efter stødene.  Lydia var den første der kom hjem, fra job, og fik som det første øje på Cecilia's flækkede læbe, og blå øjne.  "Hvad i alverden har du nu fortaget dig?" Hun næsten ligeså alvorlig ud som på skolen, hvilket ikke tegnede godt, og fik Cecilia til at krumme tæerne, mens hun fremstammede en bortfoklaring, med det hendes mors, ekskæreste Andrew, fortalte lægerne på afdelingen, at hun var allerbedst til. At lyve.  Hun havde ellers lovet sig selv at starte op på ny, og glemme alt hvad Andrew havde bildt hende ind.  At hun var dum, en løgner, tude grim, og fyldt med kæmpe fejl, og at ingen mand i verden ville elske hende, på nogen måde. Hverken fysisk eller følelsesmæssigt.  "Jeg løb ind i en container, på vej til bussen, tidligere.."  Hun forsøgte smertefuldt at klø sig i nakken, der også havde fået nogle slag, den dag.  Den næstværste tirsdag, hun kunne huske. Den værste var den dag, hun blev tvangsindlagt, og Andrew stod i døren, med armene over kors, og et skævt smil, henne i den enorme dør.  Skjult, så lægerne ikke bemærkede det, og ville fatte mistanke, om ham.    Cecilia spiste alene på sit værelse den aften. En fedtfattig yougurt, blev det til, og det føltes som om at hun sank tilbage i det mørke og grusomme hul, endnu en gang, og hun var begyndt at frygte om hun ville kunne komme op igen, denne gang.  Hun huskede tilbage, den nat. Tilbage til den gang hendes forældre skændtes, så voldsomt at de knuste den krystalvase farmor havde efterladt.  Hun vågnede i et sæt. Hun tørrede tårerne væk med håndrykken, og hørte Ethan råbe, og smide med ting.  "Hun kan vel da forfanden ikke blive på den skole, eller hva' har du tænkt dig?!" Lydia svarrede ikke.  "Hun blev overfaldet af syv, piger, derfor har hun de skader!" - "Og jeg skal personligt sørge for at de, forsvinder, for hvis ikke, så rejser jeg med hende, langt væk." - "Om du kan lide det eller ej." Cecilia hev sig selv i håret, af vrede og sorg, lige indtil at hun skreg, af smerte i hårrådderne.  Ethan kom stormende, med et gennemborende blik, der var mere glødende end normalt.  Han lagde armene om den skrøbelige pige, der trykkede sig ind til ham.  Hun følte sig mere svag, end nogensinde før hen, hvilket gjorde hende følelsesmæssigt vanvittig.    "Cecilia" - Ethan så på hende med sorgfyldte øjne, en possition hun aldrig havde forstillet sig, at skulle se ham i.  "Vi bliver nød til at rejse, du kan ikke blive her, og det ved du.." Han hviskede i hendes øre, og kørte hånden ned af hendes kind, forbi mærkene.  "Hvad med Caroline, hvornår tager vi afsted?"   Dagen efter, onsdag stod i matematikkens tegn. De kørte derop, alle tre, sammen, denne sene morgen.  Ethan var rødglødende da han fik øje på Victoria, og de andre tøser, stå med et åndsvagt smil på læben, da de fik øje på hvordan Cecilias gang var.  Natten havde været hård, og hun trak voldsomt på det ene ben.  Hendes ansigt så værre ud end normalt, og der var sår på de magre hænder.  Hun lagde ikke skjul på det, da hun vidste at det alligevel ikke nyttede noget, og da hun så hvor fydt af vrede Ethan var, blev hun en smule bekymret.  Ikke for hvordan han kunne finde på at udnytte en hver situation til at komme i nærheden af, specielt Victoria, men om de ville blive sparket ud af skolen, og derefter at skulle have vrøvl med Victoria's forældre, om vold og ødelæggelse. En tikkende atombombe, medmindre at hun fandt en måde at hold ham tilbage på.  Da de nåede hen til hovedbygningen, der hvor Victoria stod, greb Cecilia hurtigt Ethans enorme, men varme hånd, for at han ikke skulle stikke dem en lussing, eller det der var værre.  De fik begge et chock over hvad Cecilia gjorde, så på hinanden og rødmede.  Når hun tænkte over det havde hun aldrig i sit liv, set en voksen rødme, og bestemt ikke en mandlig voksen. Og overhovedet ikke en mandlig voksen, der til og med var lærer. Men det føltes stort, at have en voksen ved sin side, der respekterede en, og så en som et menneske lige med alle andre.    Ethan og Lydia gik som det første ind på kontoret, forhåbenlig for at sige Ethans stilling som dramalærer, op, mens Cecilia besluttede sig at gå hen i klassen og hente et maleri, som hun havde lavet i Kunst.  Det var ud fra den skitse hun havde lavet af Ethan, den første aften, hos ham og Lydia, og hvis at hun selv skulle anmelde det, var hun ret stolt.        
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...