Ichabod

Cecilia er startet på et gymnasie efter at hendes familie er flyttet.
Hun har det ret dårligt med mad, og er næsten lige kommet ud fra "Den Lukkede."
Den første dag, møder hun pigen Carl, der er ret glad for piger, og de to bygger langsomt et venskab op.
Cecilia har meldt sig til Drama på skolen, og bliver undervist af den specielle Ethan Thomas, som kan gennemskue alle Cecilia's hemmeligheder, bare ved at se på hende.
Den første opgave holdet får, er at skrive et skuespil, som skal opføres i løbet af de 3 år. eleverne har på skolen.
Ethan har høje krav, og lader sig ikke snyde, af de populærer tøser, der gører skolen med hård hånd.

0Likes
1Kommentarer
1000Visninger
AA

5. Ethan Thomas

 

Solen stod lavt på himlen, da hun vågnede på bagsædet i bilen, på en bro over en kæmpemæssig sø, eller lignene.  Hun lagde højre pegefinger på den kølige glasrude, og skrev "Freedom", nøjagtigt det samme ord som stod på hendes oversize t-shit, der lå trygt og sikket i bunden af hendes kuffert i begagerummet.  Lydia kiggede på hende, det kunne hun fornemme, som hun kiggede ud i landet.  Det så ud som om at landskabet nærmest formede sig bølgende efter deres kørsel. Hun mærkede duften af Ethan, i den trøje, hun hvilede hovedet på, på ryglænet oppe af døren, i venstre side af bilen, bag ved Ethan som styrrede. Uden at sige et ord i evigheder, trak hun sit headset op fra frakkelommen og løste langsomt og forsigtigt den filtrede gåde med ledningen som altid.  Det var stadigvæk kun den ene prop der fungerede som den skulle, men knap så stor som sorgen over at have mistet herredømmet over Stykket, da var blevet druknet i en vandpyt, og sikkert også kørt over af en bil, med en tåbelig billist, der sikkert havde travlt med at få et mentalt blowjob, af sin kæreste i den anden ende af røret, eller noget i den retning.  Og så var han sikkert også kørt galt i sin liderlighed, og ramt en gående trafikant, der sikkert var hendes mors eks. Andrew. Ja, livet var jo hårdt, men havde da lov at håbe.  Og hvis at det rigtigt skulle hjælpe, havde Andrew, jo sikkert også været i bukserne på Victorias mor, og fået Victoria lukket inde på Den Lukkede. Det begyndte jo ligefrem at ligne noget, i den hjerne, denne gang.  Og uden at vide det, kom et lille fridømt smil frem på Cecilias læber, der de sidste par dage bare havde været forfyldt med had, til det meste.  Godt nok had i stilhed, da hun nødig ville have at det skulle ramme Ethan og Lydia.  "Hvor er det vi kører hen?" Hun fremhviskede vidst noget, der bare mindede en smule om en sætning af ord.  Ethan sendte hende et blik, der kunne sluge hende i én mundfuld, gennem bakspejlet, og Lydia vendte sig i retning af bagsædet.  "Jo, nu skal du hører.."  Hun fortalte at for nogle år tilbage havde Ethan og hende været såkaldte "Ungdomsoprører", og havde mødt nogle venner i Paris, der havde tilbudt dem et sted at bo, for nogen tid.  Cecilia blev en smule bekymret, for sidste gang hun rejste, blev hendes far så beruset, at han kastede op i bilen, hele vejen hjem, til danmark igen.  Hun faldt i søvn igen, og forestillede sig, i en drøm, Ethan i en yngre udgave, med franske cigaretter i mundvigen, men stadigvæk med de bølgede, silkebløde lokker, han havde.  Lydia var der også. I en sort- og hvidstibet t-shit, og hoftelangt blondt hår, med et rødt bånd bundet om hovedet, en hjemmehæklet orange og brun vest på.  Og selvfølgelig den røde læbestift, smuk formet om hendes mund. De røg, begge to, og der var intet fint kongeligt porcelæn over dem, overhovedet.  Humøret var højt og de var begge ubekymrede og glade.  I det næste øjeblik, kunne hun mærke en finger kører rundt i hendes ansigt, som fortsatte da hun vågnede, og kunne mærke Ethan ved sin side, inde i bilen, hvor alle dørene stod åbne.  Det var blevet aften og de holdte en pause for natten, på en bakketop, med udsigt til en lille by.  Bakkekanten var markeret med et skævt bygget hegn, af gammelt træ.  Det var koldt, og hun træk benene op under sig, for at holde på varmen.  Hun ville ikke virke for besværlig, og nu sad hun jo så trygt opppe af Ethan, som havde en beroligende arm og hende.  Hun så diskret op på ham, med store øjne.  Fra siden så det lidt ud som om at han havde en slags "gæller", hvilket bare gjorde ham endnu mere speciel, og så havde han et lille diskret ar, bag venstre øre.  De sagde ikke et eneste ord, i det første kvarter, hun var vågen, hun sad bare og betragtede ham, med hans lange arm om sig.  Hun kunne mærke hans rare kropsvarme, da han stadig havde sin frakke på, som han sad der og betragtede udsigten.  Det var lige før at stjernerne kiggede frem, på himlen, og det gav stemningen et skub, med den oplyste by for foden af bakken.  Hun betragtede ham stadigvæk, da han så ned på hende, og smilede, så de facinerende "gæller" blev endnu mere tydlige at se, og hun smilede tilbage, uden et eneste ord.  Radioen i bilen, begyndte at spille, en sang som havde hørt før et eller andet sted, og da hun endelig kom i tanke om hvilken det var, nynnede hun med på  "The Reason" af Hoobstank, mens hun greb hans varme hånd, i sin forfrosne.  Hun kunne hører hans hjerte banke, i en rolig og tryg rytme, som de fortsatte med at betragte den smukke udsigt, uden et ord.  Da Lydia endelig var kommet tilbage, med aftensmad, var de begge faldet i søvn, som de sad.  Hun vidste at i enden af bilen lå der et blåt tæppe, hun svøbte dem i, og slukkede radioen, hvorefter gik om for at sove, på sin plads, på forsædet.    Næste morgen vågnede Cecilia som den første, og steg ud af bilen og gik hen til hegnet.  Hun havde en smag af tørt sand i munden, og følte sig en smule underligt til mode, da hun tjekkede sin mobil.  Caroline havde skrevet en besynderlig besked, der beskrev hvordan at hun ville banke hende, hvis at hun havde noget seriøst kørende med Ethan, og kom tilbage.  Det var kommet 03:56, og var en underlig besked sådan at sende midt om natten.  Cecilia ringede hende op for at få en forklaring, men der blev ikke svaret.  Hun strakte sig, og kløede sig på skulderen, og kneb øjnene sammen, for at ungå at få morgensolen i øjnene, og blive blændet.  Byen havde stadigvæk folk myldrende rundt i gaderne, som hun stod og skuede ud over landskabet.  Rækværket var ustabilt, så hun valgte at sætte sig ned, med benene ud over kanten.  De mørkeblå Converse blev støvede i sandet, som hun slog af ned af klippen, som hun forsøgte at huske aften forinden ned til selv de mindste detaljer.  Hendes mave begyndte at brokke sig, over sulten, som hun ignorerede, og tændte for sin Ipod.  Hun følte sig underligt forbundet til en masse ligegyldige ting, som foreksempel en sølvgaffel, Ethan og Lydia havde gemt væk hjemme i køkkenskuffen, og havde med vilje ikke fortalt dem det, for ikke at virke unormal. Engang var hun knyttet til en af hendes lægers læsebriller, og blev ved med at hugge dem, for at gemme dem væk et sikkert sted, uder hendes pude.  Hun kunne godt selv se, hvor mærkeligt det var, men hun havde ingen mulighed for at lade være, og uden at tænke over det, havde hun faktisk heller ikke lyst at lave om på det.  Af en eller anden grund havde hun lyst til at tænde en smøg, og prøve at ryge den omvent, men valgte at lade være, da hun alligevel aldrig havde prøvet at ryge, i det hele taget.  Hun kørte hånden igennem ansigtet, for at klirre øjnene, hvorefter hun så i retning af bilen, hvor Ethan sad, med døren åben, og benene på jorden, med sine støvler for enden.  De var ligeså støvet som hendes egne sko, og det irriterede hende en smule, og selvom at hun ville fjerne det, lod hun være, og tænkte på hvor godt det ville være med forandring, selvom at hendes hjerne producerede følesmæssige stoffer, til fremmangelse af tårer.  Hun følte sig så underlig i denne verden, som om at hun ikke tilhørte, menneskets race, eller art.  Måske var hun en underudviklet problem-primat, der bare ikke havde nogen funktion, eller et gøremål, lidt ligesom lærerne i folkeskolen havde formuleret, ned til mindste uuholdelige detalje, om deres bedrevidenhed om alting, som hun bare håbede på ville stoppe.  Hun ville finde på en måde at vise Ethan, hvordan hun havde det overfor ham, og håbe på at han forbarmede sig over hende, med hensyn til Stykket, som var endt i en vandpyt, midt på vejen, men kunne ikke komme på hvad, eller hvornår.  I nærheden kunne hun hører, nogle stemmer, to for at være mere specifik. En kvindelig og en mandlig stemme, der skændes, over noget hun ikke forstod.  Kvinden havde langt mørkt hår, og var smuk at se på, mens manden, var fjovet af udseende, som om at han ikke fattede hvad der foregik.  Hun havde tårer i øjnene, og var fyldt med vrede, så vred at hun skubbede ham fra sig, når han kom for tæt på.  Cecilia lyttede til kvindens raseri, og så bekymret på fyren, der var ved at støde ind i bilen, hvor Ethan sad, og uden at tænke over det, bad hun fyren passe på, så han kiggede i retning af hende, og smilede, så kvinden blev endnu mere vred.  Cecilia trykkede på knappen, der skiftede sang, og lod som ingenting. De gik hurtigt igen, og hun prøvede at få fat i Caroline endnu en gang.  Denne gang, også uden held, så hun valgte at gå en tur, længere op af bakken, for at få et bedre udsyn. Klokken var kun lige nået 07:00, da hun nåede sit mål.  Der sad hun og kiggede, for sig selv, men havde stadigvæk et øje til bilen, så hun var sikker på ikke at blive forladt eller faldt bag ud, med hensyn til tiden.  Klokken ca.08:05, vågnede Ethan, og gik hen til hegnet, og så ud til at være tømt for bekymringer, som han kiggede ud i tordenskyerne der samlede sig, lige indtil at han vente sig om mod bilen igen, sikkert for at se til hende.  Hun rejste sig, og løb så hurtigt de skrøblige ben kunne bærer, for at fortælle at intet var hændt hende, eller hendes sikkerhed, mens hun mærkede regndråberne på huden. Skyldfølelsen forlod Ethans ansigtsudtryk, da hun endelig fik øjnkontakt med ham, mens hun løb ham i møde, med regn drybbende fra håret.   Han løb også i hendes retning, da han fik øje på hende, og han omfavnede hende da de nåede hinanden.  Han var stadigvæk iført både sin frakke og halstørklæde, og sikkert uden at videre at tænke over det, mødte hans læber hendes.  Deres læber var sammen længe op inderligt, og Cecilia fortrød intet. Hun blev dog nød til at stå på tæerne, for at kunne måle sig, med den høje fyr, og ligge armene om hans hals.  Lydia var i mellemtiden vågnet, og sat sig på førersædet, og dyttede til dem.  De så på hinanden længe, nærmest i chok over deres handling, hvorefter de smilede, og greb hinandens hånd, og gik ned til bilen.    På bagsædet igen, dennegang med de pommefrittes og en grilkylling, der skulle have været deres middag aften før.  Cecilia var glad for at være så langt væk fra hendes vante omgivelser.  Hendes forældre, Victoria og den sure pedel på skolen der råbte, efter hende og Carl, når de sad og nød deres frokost på taget, i spisepausen. Langt væk fra bekymrede blikke, og læger med jounaler, og videnskablige test der forklarede en hver lille sær ting, hun havde fået af diagnose.  Alle de ting, som hun nu havde en chance for at smide ud af vinduet.  Da de endelig nåede foden af bakken, lå den by som de havde skuet på aften forinden, duftede der af alverdens forskellige retter, og fødevarer, så som karry, pesto, røget fisk, smørstegte bønner, og kylling og andre spændende ting.  Lydia va meget intereseret i at høre historien om hver eneste fødevarer og krydderi, helt ned til den mest ligegyldige detalje, så Cecilia besluttede sig for at gå en tur, mens Ethan forsøgte at finde en plads at parkerer bilen.  Alle hun passerede på sin vej, virkede så fantastiskt glade, og lykkelige, og hen på formiddagen, hørte hun nogle stemmer, hun havde hørt et sted før.  Det var kvinden og manden fra om morgen. Selv ovenpå deres fight, var de nu lykkelige og nærmest nyforelskede igen.  Cecilia fik en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om at der manglede noget.  Det blev hurtigt aften syntes hun, underligt hurtigt, og så havde hun heller ikke set Ethan siden morgen. Lydia var hun stødt på, flere gange. Folk i byen begynde at samle sig, ved centrum, af en eller anden særlig grund, som Cecilia bare måtte finde ud af, så hun fulgte strømmen. i håb om også at støde på Lydia og Ethan, igen.  Det var en gøgler, der havde at arrangement han ville offentliggøre.  Han var ikke særligt gammel, højest 16-sytten år, og så så han interesant ud med den triste sort-hvid maling på højre side af ansigtet.  Han var klædt i et rødt jakkesæt, og havde en rulle skriftlig papir under armen, med store krogede bogstaver.  Og underligt nok, syntes Cecilia at hun kendte både den krogede skrift og fyren, så hun skubbede sig vej forest for at være sikker i sin sag. Hun kunne ikke se, hvem det var, men blev chorkeret da hun så at de ville opfører et stykke, der hed nøjagtigt det samme som det hun havde skrevet. Af den grund, kunne hun ikke lade være med at have en mistanke, om at Ethan havde en finger med i spillet, som om at han havde rekonstrueret Stykket, og gjort et teater, ud af det, af en eller anden grund.  Hendes hjerte hamrede, da den første scene blev opført, med en sådan perfektionisme, og omhu, og ikke mindst talent, fra skuespillernes side.  Til havscenen havde de arrangeret det med sølvfarvede havplanter, og sæbebobler, for at gøre det mere virkeligt, og overbevisende.  Hun kunne ikke lade være at grine, da Ethan kom ind på scenen påført et havmandskostume, og at hæsligt et af slagsen, som Væsnet, der gifter sig med grevens datter, efter aftale.  Godt nok talte skuespillerne fransk, og Ethan det samme, men hun kendte jo Stykket, så det generede hende ikke spor.  En lille mørkhåret fyr, havde fået rollen som Ichabod, og han gjorde det udemærket.  Til slut hopppede han ud mellem publikum, og begyndte at spå deres hænder, via en speciel teknik.  Cecilia løb om bag scenen, for at finde Ethan og Lydia. Ethan stod ved en håndvask og vaskede den sølvfarvede maling af ansigtet.  Han vente sig om mod hende da han så hende gennem spejlet, med en klud på kinden.  "Skal jeg hjælpe dig, med det dér?" Hun gik hen til ham, langsomt med et smil, over hans udseende.  Han smilede tilbage, og satte sig på en stol, og trak en anden en hen, så hun kunne sidde.  "Hvad synes du så?" Han lagde hænderne på hendes knæ, og så kiggede på hende med strålende øjne.  Lyset gav situationen en særlig stemning af ro, af tryghed, som hun som regl følte når hun var i Ethans samvær.  Hun fældede en glædestårer, og han kørte hånden gennem hendes hår, langsom ned over hendes kind.  "Du ved udemærket godt, at dét dér ikke hjælper noget som helst.." Han fik et strengt udtryk i ansigtet, og smed hænderne opgivende på lårene, og rejste sig herefter, og gik hen til vinduet.  Cecilia kunne mærke en vrede eller sorg, strømme ud af ham.  "Og du ved godt at vrede ikke hjælper på noget." - "Det ændre ikke på at jeg holder af dig." Ethan vendte sig endnu engang om, og så hende dybt i øjnene, med rystende hænder.                     
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...