Ichabod

Cecilia er startet på et gymnasie efter at hendes familie er flyttet.
Hun har det ret dårligt med mad, og er næsten lige kommet ud fra "Den Lukkede."
Den første dag, møder hun pigen Carl, der er ret glad for piger, og de to bygger langsomt et venskab op.
Cecilia har meldt sig til Drama på skolen, og bliver undervist af den specielle Ethan Thomas, som kan gennemskue alle Cecilia's hemmeligheder, bare ved at se på hende.
Den første opgave holdet får, er at skrive et skuespil, som skal opføres i løbet af de 3 år. eleverne har på skolen.
Ethan har høje krav, og lader sig ikke snyde, af de populærer tøser, der gører skolen med hård hånd.

0Likes
1Kommentarer
999Visninger
AA

6. Carlisle Graham

 

"Du fatter ikke hvor svært det her er, og du vil sikkert ikke forstå noget af det her, i din lille hjerne!." Cecilias ansigtsudtryk blev bekvæmt og usikkert, og hendes hjerte hamrede af den vrede hun nu delte med Ethan.  "Næh, det har du sikkert ret i.. - Jeg er åbenbart så dum, at du kyssede mig, af medlidenhed!" Ethan rystede på hænderne og skuede efter hende som hun skulle til at forlade lokalet i vrede.  Lige som hun nåede døråbningen, greb han hendes hånd, og trak hende ind til sig.  "Du forstår det ikke!" Cecilia stirrede på ham, med øjne tindrende af indelukkede tårer, der længtes efter at unslippe, hendes faste greb, om sine følelser.  Han kiggede på hendes læber, mens hans hænder stadigvæk rystede.  "Hvad er der i vejen Ethan.?" Han bukkede sig, ned i hendes højde, og kyssede hendes læber ømt i vrede over sig selv.  Tårerne i Cecilias øjenkroge fik frit spil, og Ethan tørrede dem væk med tommelfingrene, dog uden at afbryde kysset.  Først da Lydia kom ind, afbrød han det inderlige kys, han havde foræret Cecilia, i hendes sorgbare situation. Ikke blot for at få hende til, at have det bedre med sig selv, men også med hensyn til de følelser han havde for hende. som han blev nød til at vise. Fra det første blik, i gymnastikhallen, for nogle få måneder siden, havde han haft en følelse af fortabelse, og forvirring, overfor sine følelser for den unge pige, der blot prøvede at finde et menneske der så på hende som et menneske, og ikke bare et dyr med en diagnose, og svagheder, som i den grad skulle udnyttes til det sidste.  Et ønske om at få hende til at føle sig speciel, på den positive måde, havde brændt i hans hjerte siden, dengang, og hun kunne han ikke holde på den længere.  Det eneste han var bange for var alderen, hvilket jo gjore det sværer for dem, at forstå hinanden, men indtil videre var det jo gået fint nok.  De kørte videre den aften.  Uden et ord, faldt Cecilia i søvn på bagsædet, og Ethan kørte bilen, med Lydia ved sin side, på foreste række, til langt ude på natten.  "Det ender altså galt, hvis at du fortsætter, på den her måde." - "Du ender bare med at knuse hende totalt, og du ved det." Ethan Thomas havde dog ikke i sinde, nogensinde at gøre Cecilia Winther fortræd, eller sorge hende, som næsten alle hidtil havde formåddet.  Det var en forbrydelse han ikke havde i tankerne at begå.  Han knurrede rettet, og stirrede med øjnene rettet på kørerbanen.  Da Lydia endelig var faldet i søvn, standsede han bilen hvor at han vidste at der lå en sø i nærheden. Han så på månen, og satte sig på en bænk. En bænk han huskede fra før, hans tid som dramalærer.  Han græd, salte tårer dansede på hans spidse kindben, som han forgæves forsøgte at tørrer, med håndfladen.  Tårerne var salte som aldrig før, og han forsøgte desperat at holde det inde, akurat som Cecilia plejede at gøre.  Han tog sit halstørklæde af, samt frakken, og lagde det hele på bænken, ved siden af sine støvler.    Cecilia vågnede ved et plask, og i chok begav hun sig til at lede.  Hun kunne mærke den kølige skovbund, under sine bare fødder, mens hun støttede sig til træerne, og ventede blot på at hendes øjne skulle vænne sig til mørket, så hun kunne se for sig.  Hun nåede til bænken, der var malet hvid, og så Ethans egendele, og tog halstørklædet op. Hun kiggede ud på søen, hvor vandet var roligt, og stødt.  En krave lettede fra sin gren, og skrappede op, da den nåede hendes udsyn.  Vandet i søen var klart, og hun blev klar over hvad Ethan havde i tankerne, og sprang i efter ham.  Boblerne omkring hende dannede et fald der mindede om glas, mens det kolde vand, formede sig efter hendes bevægelser.  Hun sparkede med benene, for at komme ned ad, på udkig efter Ethan.  En fisk svømmede forbi hende, og hun så luftbobler, komme op under hende.  Hun forsatte, og fik tilsidst fat i hans enorme hånd, der stadigvæk var varm, sammenlignet med vandet.  Han vente sig, og så hende dybt i øjnene.  I mørket så det ud som at at hans isblå øjene lyste op, som en kat på jagt om natten.  Han ville ikke med friviligt, men til sidst fik hun hevet ham op til overfladen, og trukket ham ind til breden, hvor hun af udmattelse, lagde sig i mudderet, og så på stjernerne.  Hun havde hånden hvor hans hjerte var plaseret, og kunne tydeligt mærke dets banken.  Den hvide skjorte var langt fra hvid mere, da han lagde sig ved hendes side, i mudderet, med blikket på stjernerne.  De sagde ikke et ord, men aflæste hinandens signaler, og ansigtsudtryk. De trak begge vejret tungt og stødt, efter den komplicerede svømmetur i det kolde vand.  Cecilia puttede sig ind til ham, i forsterstilling, og han lagde armene om hendes magre krop.  Han aede hende på den rystende arm, for at få hende til at falde til ro, men uden held.  Hun ville ikke holde inde med at ryste, af kulde og skræk over hans handling, samtidig med at hun undgik øjenkontakt.  "Det her var ikke meningen, du skulle ikke havde sprunget i efter mig." Cecilia ignorede ham, og holdte hånden på hans brystkasse for at mærke hans hjertebanken.  Hun kunne mærke vandet fra skjorten forsvinde, jo længere hendes hånd blev på det samme sted.    Ethan havde så tit set på film, par der kyssede i regnen, og kiggede på stjerner sammen om natten, hvilket han nu gjorde med Cecilia.  Hans dramaelev, med lav selvtillid og noget der mindede om en spiseforstyrelse, som han gjorde alt for at kurerer. Og hun var til og med klar over de følelser han havde for hende, uden at være mistænksom over aldersforskellen, på næsten tyve år, og han havde frygtet at hun ville tage afstand til ham, med sit omdømme i tankerne, hvilket hun langt fra gjorde nu.    Cecilia vidste at hun var ung, og at aldersforskellen nok ville betyde mere for Ethan, end den gjorde for hende, som hun lå der med hans arme om sig, dækket af mudder, og koldt vand.  Himlen over dem var sort, med små funklende hvide lys af stjerner, og ind i mellem kunne man hører en fårekylling spille violin med sine ben, nøjagtigt som på kærlighedsfilm.  Hun øskede ikke at dette øjeblik skulle slutte, på nogen måde, og ville mest af alt ønske at man kunne stoppe tiden, bare en for en nat.  Hun så op på Ethan, der smilede tilbage til hende, endnu engang så han "gæller" blev tydelige.  "Du har mudder i ansigtet, er du klar over det?"  Cecilia smålo, da han tørrede mudderet væk fra hendes ansigt med fingeren.  Hun kørte fingeren gennem hans våde hår, og undrede sig på en måde over, hvorfor at de altid var dækket af vand, når de havde "et specielt øjeblik." "Ethan?, vil du ikke nok love mig bare én ting?" Hun hviskede til ham, for ikke at bryde stemningen og stilheden.  Han nikkede, uden et ord.  "Vil du love mig, aldrig at se på mig som en stakkel der skal reddes?" - "Bare se på mig, nøjagtigt som du gør nu, for altid?" Han så længe på hende, og hendes blå mærker i ansigtet. "Selvfølgelig." Sagde han.  Kulden begyndte at tage til, og hun tegnede hans læber op med fingrene, for at mærke om han frøs ligeså meget som hun slev gjorde.  "Jeg tror at jeg skal have købt nogle nye Converse." smilede hun."Sålen på de gamle, er ved at falde af."  "Og vi skulle nødig have at du får kolde fødder.." Ethan afsluttede selv hendes sætning, uden at tænke over det.  Cecilia smilede endnu en gang, og sagde at hun havde regnet med en eller anden sammenligning med Shakespeare, ligesom han altid havde gjort, hvorpå efter at han kom med den berømte "To Be Or Not To Be, That Is The Question-sætning, der fik hende i godt humør.  Et par minutter efter, rejste han sig, og greb fat om hende, og bar hende hen til bilen, så de begge kunne få varmen.  "Jeg kan altså godt gå, på mine ben selv..!"  "Den går ikke, når du ikke har sko på, kvinde" - smågrinede han, og var allerede nået hen til bilen, hvor han satte hende, på bagsædet, og så i retning af Lydia, der stadigvæk så ud til at sove, trygt, på sin plads.  Han satte sig på hug, foran Cecilia og varmede hendes tæer med hænderne. "Hvorfor går du også sådan rundt med bare fødder, midt ude i en skov?" Han ansigtsudtryk blev alvorligt igen.  "Og hvorfor laver du altid Pokerface, når du prøver at bestemme over mig, du ved udemærket godt at det ikke nytter..?" Ethan smilede, mens han sagde at man vel havde lov at prøve, hvorpå at smilede til hinanden.  "Imorgen finder jeg et hotel, hvor vi to kan få et bad, Lydia accepterer aldrig at vi rejser videre sådan som vi ser ud, og hun slår mig ihjel, hvis at du bliver forkølet."   Cecilia vågnede næste morgen, ved et bump, i asfalten på vejen.  Hun så ud af vinduet, og rullede det ned på grund af varmen, foresaget af den skarpe formiddagssol, der brød igennem den klare glasrude. Lydia kunne ikke klarer færgeturen, så de havde aftalt bare at køre turen, for også at få nogle oplevelser ud af det, og oplevelser må man da sige at Cecilia fik ud af det. For det meste når hun engang imellem var vågen.  Der var gået tre dage, siden at de rejste, og hun kunne stadigvæk ikke få kontakt til Caroline, eller nogen anden for den sags skyld, da hun ikke rigtigt had at snakke med andre en Carl, og specielt da ikke hendes forældre, og deres forfærdlige dårlige skuespil, om kærlighed til deres afkom.  "Hvad er klokken?" Lydia sad bag rettet denne gang, og Ethan vendte sig for at fortælle at klokken var halv elleve, og at de ville være i Paris cika kl. kvart i 12, hvor efter at Lydia tændte for radioen, åbenlyst for at afbryde deres samtale, og øjenkontakt, der umiddelbart generede hende.  "Den sang kender jeg da", sagde Ethan da han hørte teksten. - "Gør du det, Cecilia? Cecilia rystede på hovedet, og kiggede atter ud af vinduet, hvor byen dukkede op hist og her, i små dele.  "Du vil kunne lide Paris, - det er jeg helt sikker på. Der er mange flotte og charmende fyre." Sagde Lydia og kiggede på Cecilia gennem bakspejlet.  Cecilia så diskret på Ethan, og prøvede at ungå Lydias snak om fyre, da det alligevel ikke intereserede hende spor.  Hun trak op i ærmet, for at se om det blå mærke på armen var helet, men hev det hurtigt tilbage igen, da Ethan kiggede.  Han havde en sort t-shirt på, den dag, og solbriller.  Det så sjovt ud, da han altid havde sit halstørklæde på, men ikke nu.  De havde stadigvæk ikke nævnt deres tur fra natten før, til Lydia, og det havde de heller ikke i sinde, selvom at hun udemærket godt vidste hvor mudderet på deres tøj, og i deres hår stammede fra, udlod hun at nævne det i en samtale.    På hotellet lejede de tre små værelser for natten, selvom at det faktisk ikke var yderst nødvændigt.  Der var kun bad på Lydias værelse, som Cecilia fik lov at låne, efter at Ethan var færdig.  Solen udenfor bagte som i en bageovn, så hun ville tage sin "sømandskjole" på, men lod være, da hun kom i tanke om de forfærdelige mærker og sår, som hun havde fået på benene.  Lydia sad på en stol, og læste et fransk modemagzin, inde i værelset.  Det gjorde stadigvæk frygteligt ondt, når Cecilia skulle løfte armene eller vaske sig på ryggen.  "Lydia? Jeg har brug for lidt hjælp, så jeg tænkte på om du måske ville hjælpe mig?" Det var første gang i efterhånden ti år, at Cecilia ikke brugte opvaskemiddel, til at vaske sit hår i, da hun havde besluttet at ligge den underlige vane på hylden.  Hanerne og bruseren lignede ægte guld, der var nypoleret, selvom at intet var nyt, mindede det stadigvæk om i en gammel kongestue, eller moget andet royalt hoffolk kunne have eget, ifølge Cecilia.  Også selvom at det var de billigeste værelser de kunne få.  Hvis Lydia havde fået lov at bestille og bestemme værelser, ville de alle tre have delt et værelse, så at hun kunne have et øje på Ethan og hans færden i Cecilias nærvær, for at være på den sikre side.  Udenfor hotellet var en gårdhave med et springvand og adskillelige borde-bænkesæt, med kroget sortmalet jern, som ben og ryglæn.  Ethan hev en pakke cigaretter op af brystlommen, og tændte den langsomt, for at få en bedre virkning.  Cecilia havde flere gange spurgt ham, hvorfor at han ikke havde tænkt sig at stoppe, med at ryge. Et spørgsmål han aldrig rigtigt havde kunne svare på uden at blive nervøs og ryste på fingrene.  Hen på eftermiddagen, fik de gæster.  En lille mand, og hans kone. - Alew og Johan, hed de vidst. De var også begge fra danmak, selvom at Alew så vidt Cecilia forstod var adopteret fra England, et eller andet sted.  De var begge et par år ældre end Lydia og Ethan, og havde en søn på Cecilias alder, som de havde avlet i deres teenageår.  Carlisle, var hans navn, ligesom Caroline hjemme i danmark kaldte sig.  Han var en mærkelig en. Sort hår, som var barberet i venstre side, og håret var bukket ned for højre øje, for at dække en fejl.  Han havde grønne øjne der skilede på højre, som han skjulte bag sit hår, opstoppernæse, og smilehuller.  Plus at han altid havde et gammelt fotografiapparat om halsen. som han tog billedet af altting med.    Ethan fortalte at når man først havde lært Carlisle at kende, så var han en ganske interesant og intilligent fyr, selvom at han godt kunne lide at samle på kranier fra dyr.  Lydia var meget opsat på at holde Ethan beskæftiget så Cecilia kunne få tid alene med Carlisle, hvilket gjorde Cecilia betænksom.      
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...