Ichabod

Cecilia er startet på et gymnasie efter at hendes familie er flyttet.
Hun har det ret dårligt med mad, og er næsten lige kommet ud fra "Den Lukkede."
Den første dag, møder hun pigen Carl, der er ret glad for piger, og de to bygger langsomt et venskab op.
Cecilia har meldt sig til Drama på skolen, og bliver undervist af den specielle Ethan Thomas, som kan gennemskue alle Cecilia's hemmeligheder, bare ved at se på hende.
Den første opgave holdet får, er at skrive et skuespil, som skal opføres i løbet af de 3 år. eleverne har på skolen.
Ethan har høje krav, og lader sig ikke snyde, af de populærer tøser, der gører skolen med hård hånd.

0Likes
1Kommentarer
1016Visninger
AA

1. Cecilia Winther

 

Lugten af våd maling, og nypudsede vinduer spredte sig som dørene blev skubbet op.

Første dag efter sommerferien, i 1.g, og selvom at hun ikke havde været nervøs hele ferien, begyndte nerverne at vise sig, som Cecilia nærmede sig gymnastiksalen, sammen med de andre unge.

De fleste havde allerede fordelt sig i cliquer efter enten udseende eller interesser, og startede dagen med at dele labels ud til de andre grupper. 

Selv havde hun aldrig rigtigt passet ind, nogle bestemte steder, og besluttede at det nok var bedst at holde sig for sig selv. 

Men hun var godt tilfreds, bare at hun var godt med i det faglige, eftersom hun havde meldt sig ind på kunst og drama linjen. 

Larmen bredte sig i hallen, som folk samlede sig om stolene for at sætte sig.

Cecilia gik roligt til værks med at finde sig en plads, og ente med at stå op, omme bagerst i lokalet blandt lærerne. 

Det blev mørkt og en ældre herre trådt op på scenen. 

Hun havde svært ved at koncentrerer sig, og hørte knapt nok efter. 

Da hun så sig om i lokalet, bemærkede hun en ung mand stå med armene over kors henne ved bagdøren. 

Der blev fordelt en masse forskellige typer, ind i Cecilia's klasse, flere end hun havde regnet med. 

Både Cheerleader typer, sportsnørder og en enkelt Scene Kid.. 

For ikke at tale om dem, hun slet ikke kunne putte ind i skemaet over typer. 

Cecilia selv satte sig bagerst i lokalet, for ikke at skabe problemer med de mere populære piger, der altid gik efter enten plasserne i midten, eller forest i klassen. 

Der kunne de sidde og snakke om neglebånd og makeup, så tosset de ville, det regede ikke hende, og desuden var hun ligeglad. 

Hun så på sig selv i spejlet, som hun gik forbi et der hang på væggen. 

Det hun så, så underligt ud. 

De blå øjne så ud til kunne poppe ud af kraniet på hende, når somhelst det skulle være, på grund af deres enorme størrelse, og det høje bryn gjorde det ikke just bedre, sammen med de høje kindben, og håret der åbenbart blev betegnet som Strawberry Blonde. 

Hun skyndte sig at sætte sig på sin udsete plads, da en høj kvinde trådte ind i lokalet.   

Hun bar høje hæle, og læberne var dækket af den mat rød læbestift, som skjulte tyggegummiet hun havde gemt i munden, åbenlyst efter forsøget med rygestop, beviset var at hun rystede en smule på fingrene. 

Hun greb kridtet og skrev sit efternavn på tarvlen.  "Thomas" stod der, bag de krogede bogstaver. 

Derefter begyndte hun at gennemgå skolens reglement, og straffene hvis man brød dem. 

Omkring tyve minutter inde i timen, blev døren skubbet op, og en pige med bandanna og læderjakke kom brasende ind. 

Pigerne foran fnisede ved synet af hende. 

Det korte, mørke hår strittede ud hist og her, fra bandannaen, og bukserne var slidte og hullede, og mest af alt mindede hun om en dreng. 

Hun sendte lærerinden et skævt smil, og gik direkte efter den ledige plads ved siden af Cecilia. 

Hun var kulsort om øjnene, og havde enorme plader af fødder. 

Mrs. Thomas skrev videre på tarvlen, og ævlede løs som et vandfald. 

Pigen så mærkelig ud, det gjorde de allesammen. 

Da hun passerede "Popperne" sendte hun dem endnu et smørret smil og stak dem en kommentar.

"Hva' så, smukke?" Hun smed sin taske på bordet, ved siden af Cecilia. 

"Må jeg slå mig ned her?"  Cecilia nikkede nervøst, som svar på spørgsmålet. 

Hele timen sad pigen og stirrede på Cecilia's ansigt som at det var betydningsfuldt, eller et og andet.   

Til sidst ringede klokken endelig, og alle forlod lokalet, som en flok myrer, eller andet småkryb.

Pigen rakte sin hånd frem. "Hvad hedder du så, smukke?" sagde hun med et stort smil.

Cecilia rødmede, og svarede lavmeldt. "Jeg er altså ikke smuk.."

"Nåh, det må du sørme undskylde." - "By the way, jeg hedder Caroline, men kald mig Carlisle.." "Det gør alle.."  

Cecilia prøvede at tvinge et smil frem.  "Mit navn er Cecilia.." - "Hvilken linje har du valgt?"  

På en eller anden måde, håbede hun på at hun ikke havde valgt Kunst og Drama, og blev lettet da hun udbrød: "Idrætslinjen, selvfølgelig..

"Dur' ikke til det der andet noget.."

Hun trak op i ærmet og spændte til, mens hun så meget stolt ud, som hun betragtede sin biseps.

"Hvad med dig, du har garanteret valgt et eller andet boglig noget, right?"

Cecilia rystede opgivende på hovedet. "Jeg har valgt Kunst og Drama."

Carl spændte øjnene op. "Nåh, så du er altså en af de der Drama Queens?!"

Hun klukkede af fryd, så man kunne se et lille mellemrum mellem hendes tænder, og at hun havde smilehuller, til den store guldmedalje.    

Efter et par minutters pause, spurgte Carlisle om Cecilia ville med i kantinen. 

Cecilia rystede ved tanken af mad, og sagde at hun ingen penge havde, bare for at slippe for at spise. 

"Bare rolig, jeg giver" Sagde Carlisle og så op og ned af Cecilia's spinkle krop. 

"Vil du bare have en yougurt eller et glas juice?", hvorefter de fugltes til kantinen. 

Carlisle flirtede med alle piger på vejen, og alle fyrene stirrede dumt på hende. 

Det så ret komisk ud, da hun overhovedet ikke bemærkede det, imellem sin hyperhed.   

Nede i kantinen, var der et bord helt henne ved vinduet, der højst sandsynligt var tildelt lærerne, da de fleste af dem stod i kø. 

Carl massede sig frem, hvilket Cecilia ikke brød sig specielt om. 

Hun gav sig til at vente, med ryggen op af væggen, og som Carlisle var nået halvejs, sad der en mand alene ved "Lærerbordet". 

Han så yderst elegant ud, uden at være specielt gammel. 

Han havde høje kindben, og mandelformede øjne, der var isblå, og hans hænder virkede lidt urolige, eftersom han dannede små rytmer på bordet, med fingrespidserne. 

Carl var endelig færdig med sin madshopping, og kom til unsætning med en brik appelsin juice.

De satte sig ved et tomt bord, henne i det bagerste hjørne, da Cecilia ikke ville skabe for meget bøvl.   

Carl var kvik, og kunne let se at Cecilia var let betaget af den mystiske mand der sad alene ved bordet. 

"Han er dramalærer, at du ved det Cee- Og en skrap en siges det."

Cecilia så i retning af det næsten forladte bord. 

"Det da løgn, er HAN dramalærer?" - "Han ser ikke ud af meget!"

"Drik nu bare din juice, så vidt jeg ved skal dramaholdet have første lektion imorgen tidlig."  

Pigerne fra klassen fnisede så det kunne høres i hele lokalet, og pegede fingre a Carl, der gav dem igen ved at blinke med øjnene. 

I biologitimen, var Cecilia ved at falde ned ad stolen af ren kedsomhed, da hun allerede vidste det meste i forvejen. 

Hun væltede af pinden, med et brag efterfuglt af et hyl af et grin. 

Kridtet på tarvlen knækkede og lugten af opvaskemiddel spredte sig i rummet da en brise strøg igennem hendes hår.  Hun forlod klassen i skam over episoden, og lukkede døren med et brag af vrede. 

Lugten af våd maling hang stadig i luften på gangen. 

Hun havde sin taske over skulderen, som hun forlod skolens grund. 

Vejret havde forandret sig fra solrigt til overskyet, og efter kort tid begyndte det at regne. 

En mørk bil kørte forbi hende, på vejen hjem, nåede 10-tyve meter forude og standsede, ventede. 

Hun skuede igennem ruden, for at se hvem det var, der ventede. 

Døren blev skubbet op, og et ansigt kom til syne.    "Du ligner en der kunne bruge et lift?"

Det var ham fra kantinen. Dramalæren.. 

Han smilede ikke, og virkede noget så alvorlig i udtrykket. 

Bortset fra øjnene der lyste, i en isblå klar farve. Det smilede. 

"Hvis at jeg ikke er til alt for meget besvær..?"

Han steg ud af bilen og regnen mødte ham, ømt.   

Han tog sin frakke af og gik hende i møde for at række hende den. 

"Det behøver du virkelig ikke, det der.." 

Hun forsøgte ikke at møde han's blik.

En voldsom torden brød løs, da han lagde frakken over hendes skuldre. 

Han var omkring 198. høj, så hun blev nødt til at holde kanten af frakken i hænderne for at den ikke ramte jorden, og blev våd. 

Han åbnede bildøren for hende, og hun satte sig ind. 

Da han startede bilen, kunne man høre regnen piske på ruden. 

Han's hvide skjorte var gennemblødt, og små dråber vand dyppede fra han's hår og hals. 

"Du havde virkelig ikke behøvet at give mig din frakke, nu er du jo også helt gennemblødt."

Hun stirrede på dråberne der mindede hende og krystaller. 

Han rakte hende hånden.  "Ethan Thomas.." 

Hun blinkede overrasket med øjnene. Eh, Hva?  "Ethan Thomas".. -

"Mit navn."   "Jeg så dig i kantinen..

Sammen med hende rocktypen."

"Nåh ja.."

Hun rystede hans hånd.   

"Cecilia Winther"     -

 

 

"Ej, det da løgn!"

Klokken var fem minutter i halv otte, da Carl og Cecilia gik igennem hallen, og gangene til valgfag. 

Carl havde cirkelrunde solbriller for øjnene, indefor. 

Hvor mærkelig er det lige, tænkte Cecilia for sig selv. 

Er der dog ingen normale mennesker i denne verden?

Hun nippede til sugerøret i sin appelsin-juice-karton, som en fugl nipper til et stykke brød.

Carl satte sine briller op i panden.

"Hvorfor spiser du ikke noget?"

Cecilia så ned i gulvet, for at undgå emnet "mad."

Hun havde hørt ordet "Anorexi" mindst en million gange, de sidste tre år, hvilket i følge hende ikke var fair. 

De fatter bare ikke a hun spiser æg til morgenmad..

Er det ikke godt. måske?   "Nej, det er nu sandt nok, hvorfor skulle det ikke være det?"

Hun blinkede med det ene øje, med et skævt smil på læben. 

"Det ender jo med at du for en lækker steg på krogen, med det der!" 

Da de passerede lærerværelset mærkede Cecilia duften af kaffe i næsen. 

Frisk kaffe, nybrygget, af friske bønner, præcis som hendes mor plejede at lave den om morgenen.   

"Er du spændt på dramatimen, så?" - "Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal være skolens drama queen, til afslutningen om tre år."  

Cecilia blinkede med øjnene. "Hvorfor tænker du så langt?" -

"By the way, jeg har ikke en chance, der er garanteret en masse piger, der vil gå efter stykkernes hovedrolle.." -

"Tror du ikke?" Døren til lærerværelset blev skubbet op, og Ethan Thomas trådte ud, med et alvorligt ansigtsudtryk, og en kop frisk kaffe i hånden. 

Han tog en ordenlig slurk, og skuede på Carl, og derefter Cecilia. 

Han havde stadigvæk sin frakke på, som om at han lige var kommet, og hans isblå øjne borrede sog gennem alt, hvad han så.

Carl satte sine solbriller på plads foran øjnene, og klappede Cecilia på skuderen. 

"Nåh, men vi ses smukke, idræt er den anden vej.." -

"Ses i frokostpausen, ikke?"

Cecilia gik næsten i panik, og fremstammede at hun var sikker på at idrætshallen lå ved siden af drama. 

Carl smilede og rystede på hovedet.   

Ethan sagde ingenting, og satte tempoet op, i retning af drama, stadigvæk uden at sige et ord. 

Lige pludslig, sagde han, med et dyb stemme. "Shakespeare har opfundet over totusinde ord, i sit ordforråd på 30.000. ord, vidste du det?"

"Han opfinder 2000 ord, og du går i mørkeblå Converse!" Cecilia satte sin taske på en stol, og så i retning af Ethan der spankulerede rundt i det enorme lokale. 

Hun kunne ikke se hvad hendes sko, havde med den største digter i verdenshistorien, og valgte ikke at komme ind på det. 

"Hvorfor bemærker du mine sko?" -

"Og hvad har de med Shakespeare's ordforråd at gøre?"

Hun kunne alligevel ikke lade være, med at spørge.  Han snurrede rundt på hælen, med samlede hænder, der gradvist dækkede for munden. 

Og som han skulle til at give hende et svar, blev døren skubbet op, og hele dramaholdet kom løbende ind. 

Klokken ringede et par minutter senere, og Cecilia gik hen til stolen hvor hendes taske stod. 

Victoria, klasses allerede udpegede wanna-be-overklasse-tøs, så sit snit til at skaffe opmærksomhed fra de andre, ved at sparke tasken på gulvet, og snuppe stolen for øjnene af Cecilia, der så opgivende ud, og fandt sig en plads oppe ved scenen.   

Ethan startede timen med at give dem en monster opgave for. 

"Ser I, jeg vil vide lige netop hvad, I idioters skjulte talent er..!"

"Så derfor skal I tage hjem, og skrive et skuespil med kalibre og indhold, når dagen er omme."

Victoria rensede fingrenegle, da hun spurgte om hvor lang tid de så havde, til at skrive et skuespil. 

Cecilia så op fra gulvet, for at aflæse, Ethan's mundbevægelser.  "Til efter Efterårsferien!" Hun kunne mærke sveden løbe fra panden, og en rystende fornemmelse i fingrene. 

Der var omkring to måneder til at gøre et skuespil færdigt, og hendes hjerne var allerede igang. 

Hun vippede med foden, for at finde ud af hvad hendes Converse, havde med Shakespeare at gøre.   

Solen skinnede gennem det blanke vindue, og en sort fugle hoppede rundt på grasset, udenfor. 

Hun fik en ide, efter et par minutter, men besluttede at vente med at fortælle nogen om den. 

Victoria rejste sig op, i et hysterianfald, efter at Ethan havde foreslået at hun kunne spille havtrold, hvis at hun ville gøre bare en lille smule nytte. 

Han havde åbenbart set, hvad hun havde gjort, for en smule opmærksomhed. hvilket han gav hende. 

Men dog ikke særlig positiv, sikkert af hvad hun må have forventet. 

Hvad hun dog havde tænkt sig at gøre ved det, havde Cecilia ingen idé om.   

Da klokken ringede til frokost løb alle ud af lokalet, for at nå de bedste pladser i kantinen. 

Hun bemærkede det ikke, ikke før at Ethan stod foran hende, med øjnene boret ind i hendes sjæl. 

Han sagde stadigvæk intet, men satte armene over kors. 

Hun så op, på de markerede kindben, og blinkede uhæmningsløst. 

"Jeg bemærkede igår, at du har det højst utilfredstillende med mad, har jeg ret?"

Cecilia rystede på hovedet, for at undgå samtalen, som han umiddelbart gerne ville sætte igang. 

Han greb hendes håndled, og stirrede ind i hendes øjne. 

"Du behøver ikke at lyve for mig Cecilia.." "Jeg kan alligevel se det på dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...