DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
87188Visninger
AA

22. Tilbage igen

Da Niall var taget hjem, begyndte tårerne igen at trille. Jeg havde forsikret ham om, at jeg var okay, og at han bare skulle tage hjem. Jeg orkede ikke at snakke med ham om det. Han ville ikke forstå det, ligesom ingen af de andre drenge ville. De var virkelig søde, og jeg elskede dem alle sammen af hele mit hjerte, men nogle gange måtte jeg klare mig selv. Selvom jeg inderligt ønskede Niall hjælp, ville jeg ikke blande han ind i det. Det var mit problem, og jeg kunne selv klare det. Dog kunne jeg ikke tænke på andet end hans bekymrede mine, da han gik.

"Er du okay?" havde han spurgt, da jeg kom tilbage til ham. Min øjne havde været en smule røde, på grund af at jeg havde grædt, men jeg havde bare forsikret ham om, at jeg bare hans kløet mig i øjet. Han virkede urolig mens han tog tøj på, spiste morgenmad og tog sko på. "Er du sikker?" Han spurgte om det for tretusinde gang, hvilket gjorde mig en smule irriteret.

"Niall, jeg er helt sikker" sagde jeg og lagde armene over kors.

"Undskyld, jeg er bare bekymret"

"Det er okay" smilede jeg falskt og bed mig i læben. Niall lagde armene om mig og kyssede mig kort. "Vi ses" Han vinkede og smuttede ud af døren. Jeg havde det så dårligt med at lyve, men jeg ville bare ikke gøre ham bekymret.

 

Jeg greb ud efter min mobil og kiggede igennem mine kontakter. Jeg trykkede på Els nummer og tog mobil op til øret. Den ringede, og jeg lyttede til de lange, genkendelige bib.

"Det' Eleanor" lød det friskt i den anden ende.

"Hej El" nærmest hviskede jeg, da jeg følte, at min stemme ville knække over. "Det er mig"

"Hvad er der galt, Kelly?" spurgte hun og lød med ét bekymret.

"Vil du ikke godt komme hjem?"

"Hvad har du lavet?"

"Ikke noget" lovede jeg hende. "Vil du ikke nok komme?"

"Jo, selvfølgelig Kelly" Eleanor lagde på, og jeg smed mig i sofaen med et suk. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive boende. Mary og Eric - mine såkaldte forældre - gad jo alligevel ikke have mig boende! De var da skide ligeglade med mig, som sædvanlig. Det handlede bare om, at de ikke ville lade mig have det godt, her i London. De hadede mig, og selvfølgelig måtte jeg så ikke være glad. Fuck dem... Jeg lukkede øjnene og tænkte på Gayle. Han var så langt væk. Han havde lovet mig at ringe, men ikke en eneste gang havde han ringet, siden jeg flyttede. Jeg savnede ham helt sindssygt, selvom jeg ikke kunne komme mig over hans manglende opkald. Hvordan kunne han bare glemme mig sådan? Burde han ikke vide, at jeg savnede ham? Burde han ikke have en sjette sans, der sagde ham, hvor ondt det gjorde, når jeg savnede ham. For det gjorde ondt, når jeg tænkte på ham. Når jeg tog mit tid til at tænke, så gjorde det helvedes ondt. Savnet var som en kniv i maven, der blev drejet rundt og hevet ud igen. Det sved og bragte tårer i øjnene på mig. Kunne han for helvede ikke bare savne mig?!

"Kelly!" kaldte El, da hun havde smækket døren op. Jeg fór forskrækket op fra sofaen og styrtede ud til hende. Jeg kastede mig i hendes arm og tårer pressede på. "Er du okay?" Hun strøg mig blidt over håret, mens hun lukkede døren bag sig. Jeg trak mig ud af hendes favn og opdagede, at jeg havde efterladt på fletter på hendes trøje. Jeg græd.

"Har du snakket med Mary?" spurgte jeg grådkvalt, og El nikkede.

"Kom" sagde hun blidt og trak mig med ind i stuen igen. Hun tog sin jakke af og lagde en på armlænet. Hun smed sine sko og satte sig i skrædderstilling ved siden af mig. "Mary ringede til mig for at høre, om hvordan det gik med dig"

"Og hvad sagde du?" Jeg tørrere mine øjne og sank en klump.

"At du virkede som om, du havde gået det godt her" fortalte El og smilede. "For det har du da, ikk'?" Hun blinkede til mig. og jeg vidste godt, hvad hun mente.

"Jo" mumlede jeg og så ned på mine hænder. Hvis jeg skulle forlade London, drengene, Eleanor... "Jeg vil ikke tilbage til Manchester" El grinede kort, hvilket fik mig til at se op.

"For nogle måneder siden ville du ikke forlade Manchester" grinede hun og tog min hånd. "Hør her søde; jeg vil heller ikke have, at du forlader mig" Jeg lagde hovedet på skrå og kunne ikke lade være med at smile.

"Hvorfor ikke?"

"Du betyder meget for mig, Kelly..." Els stemme knækkede over, og jeg kunne svagt se tårer i hendes øjne. "Du er som en lillesøster for mig, og jeg elsker dig" Jeg fik næsten tårer i øjnene igen.

"Jeg elsker også dig, Eleanor" Jeg trak hende ind i et kram og sukkede glad. Eleanor elskede mig!

"Jeg tænkte på, om du ville med over til drengene"

"Selvfølgelig" smilede jeg og trak mig væk fra hende igen. Eleanor klappede i sine hænder og rejste sig. Hun tog sin jakke og sko, og jeg fulgte med hende ud i gangen. Vi tog overtøj og sko på og forlod lejligheden.

 

"Hejsa!" kaldte Eleanor, da hun havde åbnet døren. Hun havde en nøgle til Louis og Harrys lejlighed, så hun altid kunne komme ind.

"Hej Elle!" lød det inde fra stuen, Louis. Eleanor og jeg trak vores jakker af og smed skoene ved siden af drengenes. En lille uro steg op i mig, da jeg langsomt gik ind til dem. Hvad havde Eleanor sagt til dem, da hun skulle gå? De ville sikkert spørge, og hvad skulle jeg så svare? At jeg skulle tilbage til Manchester, for altid? Eller i hvert fald indtil jeg blev 18, så jeg kunne flytte hjemmefra? Jeg mærkede tårerne presse på igen, mens trak vejret dybt. Kom så, tænkte jeg til mig selv. På med en facade! Jeg smilede, da jeg gik ind til drengene. Den første jeg så på, var Niall. Han havde nok ikke forventet, at jeg var med, så da han så mig, sprang han op og løb hen til mig. Jeg krammede ham tæt ind til mig og en varm følelse spredte sig i min krop. Da jeg trak mig lidt væk fra ham igen, lod jeg mine læber kysse hans kort. Det var ikke nok for ham, for han trak mig ind i et langt og inderligt kys. Så langt at Harry måtte blande sig.

"Get a room!" drillede han, mens jeg rakte ham bare fingeren og kyssede videre med Niall. Hans læber mod mine brændte, og den varme følelse spredte sig til hele kroppen. Jeg elskede ham så højt og jeg ville savne ham ulideligt meget, hvis jeg skulle tilbage. Tanken om det fik mig til at trække mig væk og smile genert. Drengene sad allerede og snakkede lavmælt med Eleanor, da Niall og jeg satte os over til dem. Niall lagde forsigtigt en hånd på mit lår, hvilket jeg satte pris på. El sendte mig et sigende blik, og jeg nikkede.

"Kelly har noget, hun gerne vil fortælle jer" Els stemme fik dem til at stoppe med at grine og snakke, og de så hen på mig.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det..." begyndte jeg, mens kunne ikke få ordene frem. Nialls hånd klemte blidt mit lår, og jeg prøvede igen. "Jeg er ked af at fortælle jer det..." Min stemme knækkede over og jeg så lidende på Eleanor. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Niall fjernede sin hånd fra mit lår og greb om mine - åbenbart - rystende hånd. Mit hjerte slog hurtigere end normalt og mine håndflader var fugtige. Jeg følte mig urolig indeni, mens jeg panisk så rundt på dem. De så alle sammen på mig, mens jeg prøvede at få ordene frem.

"Hvad er det?" hviskede Niall prøvende og klemte min hånd.

"Jeg skal..."

"Hvad skal du?" spurgte Harry, en smule utålmodigt. Zayn så forvirret over på Eleanor, men hun så bare sigende over på mig, mens hun lagde en hånd på min ryg.

"Jeg skal flytte" fik jeg endelig frem med øjnene fulde af tårer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...