DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
578Kommentarer
88315Visninger
AA

23. Sidste farvel

"Hvad?"

"Det kan du ikke mene!"

"Hvorfor?"

"Nej vel?"

"Det er rigtigt" sukkede jeg og så ned på mine fødder. Drengenes kommentarer bekræftede mig bare i, at de holdt af mig. Nialls hånd strammede hårdt om min, mens han forholdt sig tavs. Jeg turde ikke se på ham, så jeg holdt blikket nede mod gulvet. "Jeg er ked af det..." Tårerne faldt fra mine øjne og landede på gulvet og mine sko.

"Kellys forældre vil have hende hjem igen" Eleanor aede mig på ryggen, mens hun snakkede. "Kelly og jeg vidste godt, at hun ikke skulle bo hos mig for altid"

"Undskyld" fik jeg frem og så op. Nialls klare, blå øjne mødte mine, mens tårerne trillede ukontrolleret ned af mine kinder.

"Det er ikke din skyld" hviskede han og lod sin anden hånd omslutte min hånd, han allerede havde i sin. "Det er jo ikke sådan, at du forlader os frivilligt"

"Aldrig!" lovede jeg og smilede lidt. Det var underligt, at jeg skulle sige farvel til dem. Alting i mig skreg, at det var forkert. Det burde ikke være sådan, at jeg skulle side - tudende med røde øjne - og fortælle dem, at jeg skulle flytte, igen. Endnu engang skulle jeg igennem pinslen med, at jeg skulle væk fra nogle mennesker, jeg holdt af. Sidst blev jeg tvunget væk fra Gayle, og jeg havde ikke set ham siden. Ville det også gå sådan nu? Jeg lagde armene om Niall og sukkede ind mod hans skulder.

"Det skal nok gå" hviskede han og nussede mig på ryggen.

"Er du sikker?" spurgte jeg hiksende, da en hulken havde overtaget min stemme.

"Sikker" lovede han mig og skubbede mig blidt væk fra sig. "Vi er her for dig, lige meget hvad"

"Nemlig" smilede Harry og de andre drenge nikkede.

"Også mig" sagde Eleanor og smilede stort. Jeg smilede taknemmeligt og lagde min hoved på Nialls skulder. "Vi lover at ringe"

"Hver dag!" udbrød Harry og grinede.

"Hver morgen og hver aften!" istemte Louis og lagde en arm om livet på Eleanor. "Vi er her for dig, Kelly"

"Tak, i er søde" Jeg blev helt overvældet af al den kærlighed, de gav mig. Seks personer sad og smilede til mig, mine bedste venner. En af personerne havde lært mig, at det var okay at vise sine følelser. En anden havde lært mig, at det var okay at være sig selv. De sidste fire havde lært mig, at ægte venner bliver, lige meget hvad der sker. De havde lært mig om venskab, sammenhold og kærlighed. Noget, jeg aldrig ville glemme.

"Hvornår flytter du?" spurgte Zayn og rynkede let på brynene. Jeg trak opgivende på skuldrene og sukkede.

"Vi taler ikke uger, men heller ikke timer" Min stemme var svag, men jeg havde også lige grædt. "Vi taler måske to til tre dage. Måske mindre"

"Hvad?!" udbrød drengene i kor, mens Eleanor forholdt sig tavs. Hun vidste det.

"Jeg er ked af det" gentog jeg sørgmodigt og så rundt på dem. "Men der er ikke noget vi kan gøre"

"Slet ikke?"

"Nej, slet ikke" sukkede jeg og så ned igen. Det var det værste af det hele. At vide at jeg ikke kunne gøre noget, så jeg ikke skulle flytte alligevel. Jeg var magtesløs. Mary og Eric bestemte, og de havde ingen medlidenhed!

 

* * *

 

Tårevældet så jeg på Niall. Hans ansigt var præget af sorg, mens hans arme hang slapt ned langs siden. Jeg klappede let på min seng, for at få ham til at komme over og sidde. Med tunge skridt gik han over og satte sig. Uden ord lagde han armene om mig, da jeg lænede mig ind til ham. Jeg kunne godt mærke, at han var umådelig ked af det. En smertelig grimasse gled over hans ansigt, mens tårer langsomt tittede frem i øjenkrogene på ham.

"Du må ikke græde" hviskede jeg og tørrede blidt tårerne væk. En unødvendig gøren, da flere tårer kom til hele tiden. "Du må være stærk, for mig"

"For dig" hviskede han og krammede mig tæt ind til sig. Jeg kunne ikke klare at se ham så ked af det. Jeg satte mig på hans skød og lagde hænderne bag hans nakke. Niall snøftede og lagde blidt hænderne omkring min talje.

"Lov mig én ting" hviskede jeg og lagde min pande mod hans. "Du skal ikke græde over mig. Du skal komme videre, du skal finde en anden sød pige og du skal blive lykkelig"

"Hvorfor?" spurgte han opgivende og snøftede igen. "Jeg kan ikke finde en anden pige og blive..."

"Jo, du kan så!" afbrød jeg ham og så ham i øjnene. "Lov mig det"

"Nej"

"Niall"

"Jeg kan ikke"

"Jo, du kan godt"

"Nej, og jeg vil heller ikke" Han lød som et lille barn, der ikke ville gå i seng. Jeg sukkede og så ned.

"Vil du prøve for min skyld?" Jeg mødte igen hans blik, der var fyldt med smerte. Jeg havde det på samme måde. "Vil du?"

"Jeg kan ikke" Hans stemme knækkede over, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det.

"Du skal" hviskede jeg, inden jeg kyssede hans læber blidt. Kysset indeholdt så mange følelser, at det var så inderligt og så smertefuldt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg vidste, hvor ondt det gjorde, at han skulle sige farvel. Jeg vidste godt, hvor ondt det gjorde at sige farvel til nogen, man holdt af. Det var som et stik i hjertet med en gammel rusten kniv med helt nyslebne takker. Som om den blev drejet rundt og hevet hårdt ud igen, bare for at stikke ind igen. Jeg lod mine hænder løbe igennem hans hånd, frem og tilbage, igen og igen. Jeg ønskede aldrig at give slip på ham igen. Jeg ville blive i øjeblikket, fastfryses de næste hundrede år. Niall og jeg, sammen for evigt. Men sådan skulle det ikke være. Jeg vidste, at vi måtte slippe hinanden, for Mary og Eric var på vej. De havde indvilliget i at komme og hente mig, da Eleanor i protest nægtede at køre mig hjem til dem i Manchester. Drengene og Niall ville heller ikke køre mig, også af protest. Vrede og indebrændte var Mary og Eric kørt af sted for lidt over tre timer siden, så de ville nok snart være der. Tanken fik mig til at trække mig væk fra Niall. Selvom jeg ønskede at kysse ham i al evighed, ville jeg også snakke med ham.

"Niall" hviskede jeg og kyssede ham hurtigt på læberne igen. De var bløde og varme, som de plejede. Jeg kyssede han igen, og igen, og så to gange mere. Kort og hurtigt.

"Mh..."

"Jeg elsker dig"

"Jeg elsker også dig, Kelly" Hans læber fandt igen mine. En lykke fyldte mig, og jeg sukkede glad. Jeg åbnede munden lidt, og lod Nialls og min tunge lege med hinanden. Kysset blev mere og mere intenst, og ønsket om aldrig at lade mine læber forlade hans vendte tilbage. Jeg greb hårdt fat om hans nakkehår og pressede min krop mod hans. Jeg kunne mærke hans hjerte slå i takt med mig. Som om vi smeltede sammen. Vi blev til én. Sådan som det burde være...

"Kelly!" lød det, inden døren blev slået op og Louis bragede ind. "Åh..." Jeg trak mig modvilligt væk fra Niall og så hen på ham. Han stod stivnet foran døren, hvor Harry stak hovedet ind. Louis' kinder brændte lidt, mens han fumlede med ordene. Mine egne kinder brændte også - meget mere end Louis'.

"De er her nu" sagde Harry og skar en grimasse. Han tog Louis under armen, og de gik igen. Jeg vendte mig mod Niall igen med et suk og kyssede ham inderligt.

"Jeg må gå"

"Det ved jeg"

"Lov mig det"

"Nej"

"Jo"

"Aldrig"

"Niall" sukkede jeg og rejste mig. Niall rejste sig også og kyssede mig på panden.

"Jeg kan ikke, Kelly" sagde han og mødte mig blik. "Sådan er det bare" Han fik det til at lyde så enkelt, men det var det langt fra. Han skulle komme videre, få sig en kæreste og blive lykkelig. Om jeg så ville komme til at se ham igen, så ville det ikke være det samme. Jeg så ængsteligt efter ham, men måtte flere sekunder efter give op. Han havde nok ret. Jeg ville sikkert heller ikke kunne komme mig over ham, men sådan var det bare. Vi måtte begge acceptere det.

"Kom nu!" kaldte Louis fra gangen og jeg tog fat om min kuffert med en tom følelse. At forlade det værelse og den lejlighed, der havde været mit hjem, var forfærdeligt. Jeg tog min sportstaske over armen sammen med min taske, jeg havde fået af Eleanor som en rejsegave. Som et minde om hende. Jeg så en sidste gang rundt på værelset, ud af vinduet og indåndede duften af Eleanor. Jeg lukkede øjnene hårdt i, åbnede dem igen og forlod lejligheden. Louis holdt døren for mig og bar min kuffert ned af trapperne. En rigtig gentleman. Jeg glædede mig ikke til at se det syn, der ville møde mig ude på gaden.

 

"Endelig" udbrød Mary tvært, da jeg trådte ud af døren. Jeg valgte at ignorere det og smed min tasker foran mig. Louis satte min kuffert ned igen, og Eric gik over for at tage dem. Han lagde den i bagagerummet og stillede sig igen over ved siden af Mary foran bilen igen. Zayn og Liam stod og holdt om Niall, der var grædefærdig. Jeg mødte kort hans blik, men det var for smertefuldt. Jeg så over på Louis, der stod sammen med Eleanor og Harry. Eleanor havde røde øjne, hun havde grædt. Alt sammen på grund af mig. I det øjeblik ønskede jeg, at jeg aldrig var flyttet. Jeg havde gjort dem alle sammen så kede af det. Hele situationen var uoverskuelig, og jeg følte tårerne presse på igen. Mary så utålmodigt på sit ur, men sagde ingenting. Jeg afskyede hende. Jeg afskyede min egen mor! Men hun var ikke en mor for mig, langt fra. Hun tvang mig væk fra alt det, jeg elskede. Hende og hendes mand, min såkaldte far, skulle være de personer, der elskede mig mest i denne verden. Dem, jeg altid kunne komme til. Det kunne jeg ikke. Det vidste jeg. jeg havde nogle andre personer, jeg kunne komme til, og det var Eleanor og drengene.

"Vi ses" hviskede Harry og krammede mig stramt. Jeg holdt ham ind til mig og vuggede lidt frem og tilbage. Han slap mig igen, og jeg krammede Louis. Derefter Eleanor, der dårligt ville slippe mig igen. Louis måtte vride hende væk fra mig, der heller ikke ønskede at slippe hende.

"Nej" skreg hun og hulkede. Tårer trillede i store strømme ned af hendes kinder, mens hun faldt hulkende sammen. Det var sådan, jeg havde forestillet mig, at en mor ville være, hvis hun skulle give afkald på sit barn. Jeg vendte ryggen til hende, mens hendes gråd fylde mine ører. Jeg vendte mig mod Zayn og Liam, som jeg hurtigt krammede, så jeg havde mere tid til Niall. Da jeg mødte hans blik, kunne jeg ikke holde mig tilbage. Jeg faldt i hans arme og holdt ham så tæt ind til mig, at jeg følte hans hjerteslag mod mit hjerte. Som om de slog i takt. Som om de var ens, skabt for hinanden. Tårerne trillede ned af vores begges kinder, mens vi holdt om hinanden. Jeg trak mig kort nok væk, så jeg kunne lade mine læber ramme hans. Glæden flød ind over mig, selvom sorgen stadig var det. At have Niall i mine arme, at have hans læber mod mine. Den følelse jeg fik... Det var ubeskriveligt. Min mave slog knuder, mens sommerfugle baskede forvildet rundt. Mit hjerte slog dobbeltslag, i takt med hans. Mary rømmede sig og trampede irriteret med foden. Jeg sank en klump og trak mig væk. Niall trak mig ind til sig igen, mens hans arme blev hevet væk fra mig, så jeg kunne komme videre. Mary nikkede til mig med et halvt smil og satte sig ind på passagersædet foran. Eric gik om bag bilen og satte sig ind. Han startede motoren og gassede op.

"Time to go" sagde jeg og prøvede at holde tårerne tilbage. Det var svært, men jeg måtte være stærk. Jeg måtte vise Niall, og de andre, at jeg godt kunne. At jeg kunne være stærk nok til at klare mig. Jeg åbnede døren og smed mine to tasker ind på sædet ved siden af. Jeg så på de andre igen, mens Eric endnu engang gassede op. "Jeg elsker jer, af hele mit hjerte" Jeg sendte dem alle et luftkys og satte mig ind. Så snart døren var lukket, løb Niall over til bilen og lagde en hånd mod ruden. Eric satte bilen i bevægelse, mens Niall paniks prøvede at åbne døren.

"Gå væk" mumlede Eric og fik bilen til at køre hurtigere. Jeg lagde en hånd mod ruden, så den var ud for Nialls.

"Jeg elsker dig" hviskede jeg, selvom jeg vidste, at han ikke kunne høre mig. Bilen kørte hurtigere, og det blev svært for Niall at følge med. Panikken steg op i mig, mens han langsomt sakkede bagud. Jeg rejste mig i sædet for at kigge ud af bagruden, mens Nialls skikkelse forsvandt. Han havde løbet efter bilen et kort stykke, men indså vel, at han ikke kunne følge med. Da jeg ikke kunne se ham længere, og bilen svingede ud på motorvejen, steg tårerne i mine øjne og panikken rasede.

"Kør tilbage!" skreg jeg og kastede mig tilbage i sædet. Mary så tilbage på mig, men sagde ingenting. Jeg greb hårdt fat om hendes sæde og ruskede i det. "Kør tilbage!"

"Kelly, stop det!" råbte Mary hårdt af mig og så på mig. "Stop det så!" Hendes øjne skød lyn, og afskyen lyste ud af hende. Hvorfor fanden havde de ikke bare ladet mig blive? Det var jo klart for os begge, at vi hadede den situation, vi var i.

"Kør tilbage" hviskede jeg og lænede mig langsomt tilbage. Tårerne trillede nu ned af mine kinder og landede på min trøje, hvor de efterlod mørke pletter. "Vil I ikke nok?" Der kom ikke noget svar. Jeg havde egentlig heller ikke forventet, at de ville køre tilbage. Hvorfor skulle de? Hvad havde de nogensinde gjort for mig? Jeg drejede hovedet og så ud af vinduet. Alting strøg forbi, hurtigere end øjet kunne opfange. Et suk og et hulk slap over mine læber, mens tårerne fortsat trillede. Hvorfor skulle det ende sådan? Hvorfor skulle de gøre mig så ked af det. Hvorfor kunne de ikke lade mig blive? De skulle afslutte de gode tider. De kunne ikke lide at se mig glad. De ønskede det ikke. Spørgsmålene blev ved med at komme, mens jeg så tomt ud af vinduet. Det var sådan jeg følte mig. Tom. Alting var væk. Niall. Drengene. Eleanor. London. Minderne. Nej, minderne var ikke væk. De ville aldrig være i mit hjerte, ligesom drengene og Eleanor. Jeg elskede dem, og det ville jeg altid gøre. Selvom jeg ville være 315.431 kilometer væk, ville mine tanker være hos dem. Og mig hjerte? Det ville være hos Niall James Horan. 

 

_________________________________________

OMG! Jeg er næsten helt grædefærdig over, at jeg må slutte den her. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi overvejet, at så mange ville læse min historie. Det betyder så sindssygt meget, hver gang en af jer kommenterer eller liker. I er simpelthen vidunderlige! Min historie er på forsiden! Jeg er så uendeligt stolt! Jeg elsker jer! Har skrevet et ekstra langt kapitel her, som er afslutningen på historien.

Og inden I spørger, så ja! Der er en mulighed for en 2'er, men det bliver sikkert først efter sommerferien. Jeg har gang i en anden novelle lige for tiden, som hedder Play my game, som er med i 1D konkurrencen. Det ville betyde meget, hvis I ville tjekke den ud. Samtidigt har jeg en ny i trykken, men jeg skriver lige lidt mere på den, inden jeg poster den. Skal lige føle for den, hvis I forstår, hvad jeg mener. 

Vil I ikke være så virkelig dejlige at smide en kommentar om den her novelle, hvad I synes er godt og hvad jeg skal lægge mere vægt på næste gang. Kan tåle både ris og ros, så bring it! Håber I har nydt at følge med, for jeg har virkelig nydt at skrive den. 

LOVE, Umuliiie! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...