DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
88060Visninger
AA

16. Problembarn

"Mad!" jublede Niall, da vi kom ind Louis og Harrys lejlighed igen. Harry kom løbende ud og overfaldt mig næsten, da han løb efter maden.

"Det var i længe om!" skændte Harry, mens han flåede poserne ud af hænderne på Niall. Jeg grinede og satte mine sko ved siden af drengenes. Zayn kom ud i gangen for at hente maden, men Harry var for længst smuttet med den. "I glemte noget!"

"Hvad?" spurgte jeg og prustede. Jeg orkede ikke at gå en tur mere.

"I skulle fortælle, hvad der er mellem jer" råbte han. Niall, Zayn og jeg gik ind i stuen, hvor Liam kom med seks glas, seks liter cola og seks tallerkener. Harry og Louis delte to-mandssofaen. Liam og Zayn tremandssofaen, mens Niall og jeg tog lænestolene. Takket være personerne, der havde siddet i dem før, stod de tæt på hinanden. Vi begyndte at pakke maden ud og tage, hvad vi ville have.

"Okay, fortæl!" beordrede Harry, mens vi andre spiste. Han havde nær spyttet friturestegt kylling ud i hovedet på Louis, der skubbede kærligt til ham. "Fortæl så!"

"Der er ikke noget at fortælle" mumlede Niall afværgende og tog en stor bid af sin kyllingevinge.

"Jo, der er så" blandede Zayn sig og pegede på mig med en pomfrit. "I skjuler noget"

"Og hvis vi gør, så er det nok fordi, det ikke rager jer" Niall lænede sig overbærende tilbage i lænestolen, mens drengene kom med protester. Jeg smilede bare og spiste min mad. Jeg ville ikke sige noget, for jeg ville virkelig ikke ødelægge noget som helst. Jeg kunne ikke have et forhold til en kendt dreng fra et verdenskendt boyband. Det ville ikke gå. Så snart jeg blev 18, ville jeg flytte og få mig et liv. Ikke det liv, jeg var ved at få med kendte drenge som mine venner og en kendt kusine. Jeg måtte finde et stod, hvor jeg kunne være mig selv.

 

"Er du sikker på, at du ikke skal køres hjem?" spurgte Liam og så over på Harry. Harry rystede på hovedet, mens Niall trådte til.

"Jeg kan køre dig hjem" foreslog han, hvilket fik drengene til at grine.

"Lad hellere Zayn gøre det" trådte Louis til og en lille diskussion startede. Hvem skulle køre mig hjem? Det var åbenbart helt udelukket, at jeg selv kom hjem. Jeg kunne vel gå eller tage en taxa, men det ville drengene ikke lade mig.

"Jeg kører hende!" sukkede Liam opgivende og tog sine bilnøgler. Der kom en del protester, men det endte med at være Liam, der kørte mig hjem. Jeg krammede hurtigt alle drengene farvel og gik med Liam ud til hans bil. Vi satte os ind, og han satte bilen i bevægelse. "Så..."

"Så hvad?" spurgte jeg og tog øjnene fra vejen. Jeg mødte meget kort hans blik, men måtte se ned igen. Underligt nok var Niall den eneste, jeg kunne se i øjnene i mere end tre sekunder.

"Dig og Niall, hva'?" Jeg sukkede.

"Liam..."

"Det er fint nok" skyndte han sig at sige, mens et smil bredte sig på hans læber. "I ville være et sødt par"

"Mh..." sukkede jeg og så ned på mine hænder. De hænder, der tidligere havde holdt Nialls. De hænder, der havde kærtegnet hans kind. Jeg kunne dårligt holde det ud! Jeg måtte stoppe det, inden jeg for alvor fik følelser for ham. Ja, han var sød og dejlig, og gav mig den der vidunderlige følelse, men jeg ville ikke blive forelsket i ham. Det kunne jeg ikke gøre overfor mig selv. Et sted i mig forbød det. Alting skreg, at det var det forkerte at gøre. Var det nu også det? Var det forkert?

"Så er du hjemme" smilede Liam og stoppede bilen. Jeg så forskrækket ud af forruden, hvor regnen silede ned og efterlod en masse dråber. "Vi ses snart" Liam lænede sig ind over gearstangen for at give mig et knus, som jeg hurtigt gengældte. Jeg steg ud af bilen, vinkede hurtigt til ham og gik ind i opgangen. Jeg vinkede til ham, mens bilen forsvandt. Sikke en aften!

 

* * *

 

"Slip mig, El!" skreg jeg og kastede mig forvildet rundt. Alting i mit hoved kørte rundt. Mindet om manden, drengenes ansigter, Eleanors søde ord, Marcs opførsel på caféen. En hovedpine rasede og gjorde det endnu sværere for mig at håndtere. "Slip mig!" Eleanor strammede grebet om mig, mens jeg stadig kastede mig rundt. Jeg ramte ind i væggen, hvor mit hoved ramte tungt. Mine ben eksede under mig, og jeg faldt sammen. Eleanor satte sig oven på mig, mens jeg trillede rundt.

"Kelly! Se på mig" råbte hun af mig, mens hun prøvede at vende mig hoved mod sit. "Se på mig Kels!"

"Nej!" råbte jeg tilbage og lukkede øjnene. "Nej, nej, nej, nej..." Mine skrig fortog sig lidt, mens tårerne trillede ned af mine kinder. "Lad mig gå... Slip mig..." Jeg så bedende på hende, mens hun rystede på hovedet. Eleanor tvang mit ansigt mod hendes, men jeg havde stadig mine øjne lukkede.

"Se på mig!" sagde hun hårdt, hvilket fik mig til at åbne øjnene. "Træk vejret" Jeg gjorde som hun sagde, mens hun fastholdt mit blik. Jeg flyttede uroligt på mig under hende, men hun syntes ikke at lægge mærke til det. Hun holdt bare blikket mod mit, mens hun holdt stramt fast om mine arme.

"Slip mig" bad jeg lavt. Hun rystede kort på hovedet, hvilket fik mig til at klynke.

"Der kommer nogen og henter dig" fortalte hun roligt, mens hun kæmpede med at holde mig fast under sig. "De tager dig med sig, og de er søde mod dig"

"Du sender mig væk" hviskede jeg, da hendes ord trængte ind. Hun sendte mig væk, fordi jeg var et problembarn. "Du sender mig væk, fordi jeg kun skaber problemer"

"Nej det er ikke derfor, Kelly" sukkede El, mens hun så væk.

"Jo det er!" skreg jeg og kastede mig igen rundt. Eleanor strammede hårdt grebet om min arm, mens hun råbte på mig. Jeg hørte hende ikke. Minderne tog over igen, mens jeg skreg tilbage til hende.

 

'En depression', kaldte de det. De mennesker der skulle have styr på sådan noget. Psykologer, læger og sådan noget. Dem, der passede på mig, som de kaldte det. Dem, Eleanor havde sendt mig væk til. En kvinde ved navn Jenny var min kontaktperson. Hun var flink nok, men talte utrolig langsomt og irriterede mig på det groveste. Hendes rolige - men nedgørende - stemmeleje, den afslappede attitude. Det hele fik mig til at blive sur. Jeg kunne ikke klare hende! Hun drev mig til vanvid.

"Der er besøg, Kelly" smilede hun og prøvede at være venlig. Hun smilede sit tåbelige, falske smil, da hun åbnede døren. Jeg så bare koldt på hende, mens jeg inderligt ønskede hende død. Alting inden i mig føltes sådan. Dødt. Jeg var ligeglad med, hvem der ville komme og besøge mig. De kunne alle sammen rende mig. Hvorfor kom de overhovedet? Eleanor kom en gang dagligt, for at høre hvordan jeg havde det. Ja hvad troede hun?! Hun havde anbragt mig på en tosseanstalt bland skizofreniske mennesker, psykopater og narkomaner. Hun mindede mig bare om, at jeg var syg i hovedet. Hendes blå øje, som jeg havde givet hende, var et bevis på det. Jeg havde selvfølgelig ikke slået hende med vilje, overbeviste mig om. Jeg kunne intet huske. Jeg kunne kun huske, at der kom nogle ambulancefolk i gule veste og hentede med. De gav mig en indsprøjtning for at holde mig i ro, og det næste jeg huskede var, at jeg vågnede op på mit værelse. Omkring mig var de ting, som jeg havde taget med mig til London fra Manchester. Mico sad på min seng ved siden af mig, mens jeg så misbilligende på ham. Det var som om, at han holdt med mig igennem tykt og tyndt. Han passede på mig. Klara passede på mig igennem ham.

"Kelly?" Jeg så op og mødte Nialls blå øjne. "Hej" Han løftede hånden som hilsen, men mit kolde blik fik ham til at sænke den igen. Jenny lukkede døren efter ham, som om han var blevet lukket ind i et bur til en løve. Jeg ville ikke gøre ham noget...

"Du burde ikke være her" sagde jeg og så væk. Jeg kunne ikke holde ud at se Nialls sørgmodige ansigt. "Jeg ved godt, at det er på grund af Eleanor, du er her. Ellers havde du holdt dig væk. Jeg er syg i hovedet. Du burde virkelig ikke være her" Ved de ord vendte Niall ryggen til og gik igen. 

 

__________________________________________________________________________________

Okay, det var så kapitel nummer to inden for 2 timer her til aften (eller nat. Klokken er 00:50, men whatever!)

Jeg vil endnu engang opfordre jer til at like, kommentere og alt det der. Håber i gider. 

I må mega meget gerne smide en kommentar om, hvad i synes, altså når i alligevel skriver mere. Tog historien en meget uventet drejning eller havde i set den komme? Tusind tak, I love you! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...