DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
86496Visninger
AA

9. Overraskelse

Jeg smuttede op på mit værelse for at skifte tøj. Jeg havde været iført farvestrålende tøj tidligere på dagen, men følte mere for det sorte. Sorte bukser, sort trøje, sorte sokker. Sort var sorgen, sort var den deprimerende følelse, jeg følte. Eleanor løftede et øjenbryn, da jeg kom ind til hende igen. Hun kommenterede dog ikke på det, men læste bare videre.

"Hvornår kommer Louis og drengene?" spurgte jeg oprigtigt, men jeg havde noget andet i tankerne. Jeg tænkte på, om jeg kunne nå at slippe væk inden. Jeg gad ikke være sammen med fem drenge, hvor den ene af dem var Els kæreste. Eleanor så på sit ur.

"Om ti minutter vil jeg tro"

"Okay" mumlede jeg mut og gik ind på værelset igen. Jeg kunne altså ikke nå det. Jeg skulle første undskylde overfor El, at jeg tog ud, for ikke at tale om at finde på en undskyldning. Hun ville sikkert gennemskue mig halvt og tro, at jeg bare ville løbe væk. Så var det da sikkert, at myndighederne sendte mig på børnehjem...

Det ringede på, men jeg gik ikke ud fra værelset. Eleanor havde købt mig et skrivebord, en skrivebordsstol og en reol. Værelset var blevet mere personligt, men ikke hundrede procent mit. Jeg satte mig tungt på skrivebordstolen og tog min mobil frem. Jeg overvejede kort at ringe til nogen, men jeg havde ikke rigtig nogen at ringe til. De eneste 'venner' jeg havde, var drengene nede fra caféen. Og dem havde jeg ikke numrene på. Jeg gad heller ikke snakke med nogen af dem, for Harry havde sikkert fortalt alting videre...

"Hej Eleanor og... åh! Hun er her ikke?" lød det først muntert, men så skuffet ude fra gangen. Jeg havde lukket min dør, så jeg kunne ikke se ud.

"Jo, hun er her" sagde Eleanor og gik hen mod min dør, mens hun snakkede. "Kelly, kommer du ikke ud? Vi har gæster" Sukkende rejste jeg mig og åbnede døren. Eleanor smilede sødt til mig og gik til side, så vores gæster kunne se mig. Foran mig stod fem drenge, hvis ansigter jeg udmærket godt kendte.

 

"Hvad laver i her?" spurgte jeg dumt og så bare måbende på mig. El så forvirret på mig, mens hun smilede nervøst. "Åh... Louis og... ah..." Langsomt gik det hele på plads oppe i mit hoved. Det var drengene fra caféen! Hvordan kunne jeg være så dum at overse det! Popdrenge, havde Summer kaldt dem. El havde fortalt, at de var et meget kendt band. Pludselig faldt brikkerne sammen og jeg så bare dumt på dem. "Hej" Jeg så kort på dem igen, inden jeg smækkede døren i og låste den. Harry havde sikkert fortalt det hele videre. Om hvordan han havde reddet dage, ved at hjælpe mig væk fra politimanden. Det var jo også ham, der havde ringet til Eleanor. Som om han skulle ringe til mig mor. Hey, hvorfor havde jeg ikke tænkt yderligere over det? Harry og de andre drenge vidste ikke - før nu - at jeg boede hos Eleanor. Hvordan kunne Harry så havde vidst, at han skulle ringe til Eleanor? Jeg slog tankerne væk og kom tilbage til virkeligheden.

"Kelly?" kaldte Eleanor på en anden side af døren, som jeg træt lænede mig op ad. "Vil du ikke nok komme ud?"

"El, jeg gider ikke..." mumlede jeg tvært, mens jeg holdt hånden over låsen. Samtidigt med at jeg ikke gad være sammen med nogen, så gad jeg specielt ikke være sammen med drengene. Det var forkert. De var besøgende på restauranten, og ikke mere. De hørte ikke til her! Sikkert, at Louis var Eleanors kæreste. Fint! Men han og resten af drengene skulle ikke møde op her i hendes lejlighed! Jeg kunne ikke tage det! Jeg låste hurtigt døren op, smuttede ud forbi Eleanor og drengene. Jeg havde heldigvis nogle sko, jeg hurtigt kunne få på. Jeg behøvede ikke jakke, for det var varmt udenfor. Jeg flåede døren til opgangen op og smækkede den hårdt i efter mig. Satan tage de drenge! Jeg gad dem virkelig ikke, og virkelig ikke nu! Jeg kom ned på gaden, hvor jeg så mig om. Hvor skulle jeg gå hen? Jeg klappede mig på bukselommen og opdagede, til min store overraskelse, at jeg havde penge. Penge betød ikke gåben, så jeg valgte at praje en taxi, der kunne køre mig. Efterhånden brugte jeg kun mine egne penge, så den dårlige samvittighed over at bruge Eleanors var væk. Jeg steg ind i taxien og bad ham køre til Madam Tussauds. Ikke fordi jeg skulle derind, men fordi jeg ville hen på caféen.

 

"Du skal ikke på arbejde nu, søde" sagde Summer overrasket, da jeg trådte ind på caféen.

"Må man nu ikke komme på sin yndlingscafé i London, bare fordi man arbejder her?" spurgte i et drillende toneleje, mens Summer fniste. Jeg satte mig i baren, mens jeg så rundt. Der var ikke mange mennesker, kun to mænd der sad og læste avis og en enkelt dame i jakkesæt langt bagved. Hun sad fordybet i en bog. "Er Marc på arbejde"

"Ja" lød det tæt ved mig øre, og jeg mærkede hans varme ånde.

"Marc!" udbrød jeg, og han nåede kun lige tidsnok at åbne sine arme, inden jeg kastede mig i dem. Marc kunne frembringe et smil på mine læber, lige meget hvilken dag det var. Solskin, regn, torden, skyet, sne. Hver dag kunne han få mig til at smile. Også der. Et øjeblik glemte jeg drengene og Eleanor, men da jeg trak mig væk igen, vendte tanken tilbage. "Kan jeg sove hos dig?"

"Jaja, men så må du vente, til jeg har fri" Marc smilede venligt til mig, mens han gik over til de to gamle mænd med to kopper kaffe. "Værsgo"

"Fint med mig" mumlede jeg, da han igen passede. Jeg lagde hurtigt en hånd på min skulder, for at klemme den, da han gik forbi. Jeg skrev hurtigt en sms til Eleanor, om at jeg sov hos Marc, inden jeg slukkede min telefon. Jeg gad ikke, at hun kunne kontakte mig.

 

Da Marc fik fri klokken seks - to timer før planlagt, men på grund af mig - kørte han os hjem til ham. Jeg havde kun været der én gang før, men det var bare hurtigt. Denne gang skulle jeg sove der, hvilket egentlig ikke gjorde mig noget. Selvom jeg ikke havde tandbørste og nattøj med. Jeg accepterede bare, at det havde jeg ikke og følte mig godt tilpas i Marcs selskab.

"Fyraftensbajer?" spurgte han og åbnede sit lille køleskab. Jeg takkede ja tak, og han tog to øldåser op. Dengang jeg havde hængt ud med Melissa og dem, havde jeg stjålet mange dåser... "Grib!" Han kastede den ene til mig, og min reaktions evne var utrolig hurtigt. Han smilede, hvor jeg smilede tilbage. Jeg åbnede den med et klik og tog en ordentligt tår. Marc smed sine sko i gangen, hvor mine allerede stor. Han boede i en lille lejlighed ved Sussex Gardens. Kvarteret var måske ikke det bedste, men som han sagde; det var billigt. Marc gik ind i stuen med sin øl, mens jeg stadig stod i køkkenet og betragtede ham .

"Hvad vil du have til aftensmad?" spurgte han, mens han tændte for tv'et. Jeg satte mig på armlænet af sofaen, mens jeg tænkte. "Pizza?"

"Jo tak..." mumlede jeg med et lille smil, inden jeg lod mig dumpe ned i sofaen til ham. Jeg lå med fødderne ud over armlænet, med hovedet på hans skød. Han lagde din hånd på min mave, hvorefter jeg tog hans hånd i min. Det var der intet underligt ved, for vi flettede ikke fingre eller noget. Da Marc havde bundet sin øl, greb han efter mobil og bestilte to pizzaer.

"Må man spørge, om hvorfor du ikke sover hjemme?" spurgte Marc og så på mig. Jeg trak kort på skuldrene.

"Prøv" sagde jeg drillende, som om jeg ikke havde forstået hans spørgsmål. "Det skader aldrig"

"Hvorfor sover du ikke hjemme?"

"Eleanor har sin kæreste med hjemme, som har sine venner med. Det er drengene fra bord syv"

"Hvem er dem er Els kæreste?"

"Louis" mukkede jeg kort, inden jeg satte mig op. Min mave rumlede, Marc og jeg grinede stort.

"Lad os håbe de pizzaer kommer, inden du æder mig!" grinede han. Trods hans barske ydre og mørke stemme, havde han et hjerte af guld og var en sand ven. Min bedste ven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...