DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
88013Visninger
AA

11. Humørsvingninger

Jeg slog hurtigt blikket ned og kantede mig forbi Niall. Ikke fordi jeg havde noget imod ham, men den rolighed, jeg havde følt under bruseren, forsvandt som dug for solen. Niall var solen.

"Undskyld" mumlede han, mens jeg hastede ind på mit værelse. Jeg smækkede døren i og låste den. Mit åndedræt var hurtigt og besværet. Hvad var der lige sket? Hvorfor var jeg så oprørt? Niall havde ikke gjort mig noget, men bare hans og drengenes tilstedeværelse... Hvorfor havde de sovet her? Kunne de ikke bare smutte hjem til dig selv? De var jo popstjerner og havde sikkert store, dyre villaer eller store lejligheder med spa på taget eller noget.

Jeg greb rasende ud efter en sort hættetrøje og nogle mørke bukser. Jeg hoppede i noget undertøj og tog tøjet på. Sulten meldte sig, men jeg havde ikke rigtig lyst til at komme ud. Måske hvis jeg skyndte mig, var de andre ikke vågne... Jeg smuttede ud fra mit værelse og forbi stuen. Drengene lå en på hver sofa og to på gulvet. Jeg gættede på, at Louis som inde hos Eleanor og så var det Liam, Zayn, Harry og Niall, der sov i stuen. Jeg kastede et sidste blik på dem, inden jeg gik i køkkenet. Jeg prøvede ikke at larme for meget, men selvfølgelig skulle jeg vække nogle af drengene. Da jeg havde fået fundet skål, ske og yoghurt frem, hørte jeg snak inde fra stuen. Lidt efter kom Niall gående ud i køkkenet. Han så undskyldende på mig, men jeg undgik al øjenkontakt.

"Vil du ikke lave noget morgenmad til mig?" spurgte han gabende og gned sig søvnigt i øjet. Jeg så bare overrasket, men surt på ham.

"Hvad tror du, jeg er?" spurgte jeg hårdt. "Din tjener?" Jeg fnøs af ham og satte mig op på køkkenbordet. Jeg begyndte at spise, mens Niall bare så målløs på mig.

"Eleanor plejer at lave mad til mig..." mumlede han og gabte igen. Jeg vendte øjne og så igen på min mad. "Hvad er der i vejen? Du plejer at være glad og smilende" Jeg slog koldt blikket op og så på ham. Hvad ragede det ham? Jeg mødte meget kort hans blik, men så ned igen. Jeg kunne ikke lide øjenkontakt. Det gav mig en underligt fornemmelse, en uro. Jeg koncentrerede mig meget om at spise min mad og ikke se hen på Niall, mens han åbnede køleskabet.

"Hvad er der til morgenmad?" spurgte Liam og kløede sig i nakken. Jeg så forskrækket op, men slog dog hurtigt blikket ned igen. "Æh..."

"Vi skal selv lave mad" prøvede Niall at rede den, men i det samme kom Harry også ud i køkkenet.

"Har Kelly lavet morgenmad?" Han så glad rundt på os, men Niall rystede langsomt på hovedet, og Liam så på mig. "Hvorfor ikke?" Ved de ord rejste jeg mig og gik ind på mit eget værelse. Tre drenge og mig i et køkken, ikke godt. Jeg følte mig overvåget, hvilket jeg ikke kunne lide. Så hellere være alene.

 

 

"Kommer du ikke ud?" spurgte Eleanor forsigtigt, efter at havde banket på døren.

"Der er åbent" sagde jeg bare koldt og undgik at svare på hendes spørgsmål. Eleanor åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. Hendes blik var kærligt, men også bekymret. Som en mors.

"Drengene er gået" Hun så afventende på mig, som om hun forventede, at jeg ville hoppe op og danse. Jeg havde intet imod drengene, virkelig, men jeg havde bare fået nok af fyre. Jeg kendte jo drengene fra caféen, så der var intet i vejen med dem. El satte sig forsigtigt på kanten af min seng, mens hun bed sig usikkert i læben. "Hvad er der i vejen?" Jeg trak bare på skuldrene, trak benene op og lagde armene om dem. Ikke fordi jeg ville have nogen til at holde om mig, men fordi jeg var usikker. Jeg ville gerne fortælle El om Marc, bare for ikke at gå med det alene, men samtidigt ville jeg ikke lade hende komme så tæt på. Hun skulle ikke vide noget om mit privatliv. Jeg kunne godt klare mig selv, eller..?

"I går..." hørte jeg min egen stemme sige, rystende og halvkvalt. "Jeg var ovre hos Marc..."

"Ja, det skrev du til mig" sagde El roligt. Hendes blik hvilede på mig, men jeg så ikke op. Jeg kunne ikke få mig selv til at møde hendes blik, for det ville afsløre mig. Jeg var sårbar, ja. Men det skulle hun ikke se! Jeg lod mine fingre nulre en løs tråd på mine bukser, mens jeg så fraværende ud i luften. "Kelly, tal med mig" Els tonefald var bedende. Jeg pressede hårdt læberne sammen, for jeg ville virkelig gerne fortælle hende det. Om hvordan jeg havde det overfor Marc, men samtidigt hadede ham. Jeg hadede det, at han på en eller anden fik mig til at føle.

"Hvad skal jeg sige?" spurgte jeg, en smule flabet, og vendte blikket mod hende.

"Hvad skete der i går?"

"Marc og jeg gik en tur..." begyndte jeg, mens noget i mig bad mig tie stille. Jeg tvang mine læber op og snakkede videre. "Han tog min hånd, og jeg kunne ikke lide det"

"Du skal ikke lade ham gøre noget mod dig, du ikke kan lide!" afbrød Eleanor og knyttede hænderne.

"Det gjorde ikke noget!" skyndte jeg mig at sige. "Det var okay, men jeg kunne ikke lide det. Vi satte os på en bænk, han lagde armen om mig..."

"Kelly dog..." sukkede El.

"Jeg gik, eller jeg løb" Et lille smil prydede mine læber. Egentlig var jeg stolt over min flugt. Jeg havde løbet fra en, der åbenbart kunne lide mig. Jeg burde ikke være stolt, men jeg kunne ikke lade være med at være det.

"Du har et dejligt smil" roste Eleanor, og mit smil famlede igen. Jeg var dårligt til at få komplimenter. Jeg slog blikket ned igen. "Hey, hvorfor er det, du altid trækker dig tilbage, når folk roser dig?" Jeg trak på skuldrene, mens jeg igen pillede ved tråden på mine bukser.

"Det ved jeg ikke" sagde jeg lavt lidt efter. El så igen på mig.

"Du er en helt fantastisk pige" roste hun, og jeg kunne mærke mine kinder brænde. "Lad aldrig nogen stå i vejen for at lære dig bedre at kende. Ingen! Ikke engang dig selv" Hun lagde forsigtigt en hånd oven på min. Den var let rystende og dejlig varm. En varme bredte sig op gennem min arm på samme måde, som det havde gjort med Marc. Men på en anden måde, for det var ikke ubehageligt. Det gav en dejlig følelse, en følelse af at være elsket.

"Det lover jeg" lovede jeg hende og mødte hendes blik for første gang. Hendes brune øjne, der lignede mine, skinnede. Hun var så sød, at det næsten gjorde helt ondt. Jeg langede ud efter hende, og overrasket trak hun mig ind i et knus. "Tak" Min stemme var ikke mere end en hvisken ned i hendes hår.

"Jeg er her for dig Kelly" hviskede hun og kyssede mig hurtigt på håret.

"Åh, og El!" skyndte jeg mig at sige, da hun havde trukket sig ud af krammet og skulle til at rejse sig. "Du kan godt huske Gayle, ikk'?"

"Din bror?" spurgte hun med rynket pande.

"Tvillingebror, men ja"

"Jo, sagtens"

"Han er i fængsel" Jeg så ned på mine fødder, hvor jeg vrikkede lidt med mine tæer.

"Hvorfor dog det?"

"Han stjal, ligesom mig" Jeg fastholdt blikket på mine fødder, hvor jeg fortsat vrikkede med tæerne. Jeg sukkede og fortalte videre. "Det var derfor, jeg også gjorde det. Jeg ved godt, det lyder dumt, men jeg ville ind i fængslet til ham"

"Han kom vel i fængsel i Manchester?" Jeg blev meget overrasket over, at hun ikke skældte mig ud.

"Jo, og det indså jeg på vej ud..." sagde jeg stille og stoppede med at vrikke med fødderne. "Derfor løb jeg, men det var ikke hele grunden..."

"Hvad var så?" spurgte hun, og jeg så op på hende. Hun rynkede let panden, men så stadig smuk ud.

"Dig" hviskede jeg næsten uhørligt. Det var underligt at indrømme. "Jeg ville ikke skuffe dig" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...