DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
87156Visninger
AA

18. Gensyn

*Seksten uger efter*

"Niall!" udbrød jeg glad og kastede mig om halsen på ham. Inden for de seneste tre dage havde spændingen steget og steget. Jeg havde fået at vide, at jeg ville komme hjem efter tre måneder. Dog havde de holdt mig endnu en måned. Eleanor havde købt mig en ny seng som en velkommen-hjem-gave havde jeg hørt. Niall havde fortalt, at hun glædede sig meget til at se mig igen. Hun havde ikke besøgt mig, da hun ikke kunne lide at være der. Nogle gamle minder, havde Niall forklaret.

"Kelly" hviskede han, da han lukkede sine arme om mig. Han holdt mig tæt ind til sig, mens han kyssede mig på kinden.

"Endelig" hviskede jeg tilbage og smilede stort. Jeg var ligeglad med, om Jenny så os. Jeg var ligeglad med, at jeg ikke måtte have følelser for ham. Jeg elskede hans søde smil, hans dejlige knus, ham. Inderst inde vidste jeg, at det var forkert. Udenpå føltes det bare så rigtigt! Jeg lod vores læber mødes i et lidenskabeligt kys, indtil jeg gispende måtte trække mig væk igen. "Endelig..." Jeg lænede min pande mod hans, mens vi begge gispede.

"Endelig" gentog han og kyssede mig hurtigt og blidt. "Kom, så tager vi hjem" Jeg havde allerede pakket mine ting, så jeg kunne forlade stedet hurtigst muligt. Det mest underlige var, at de havde holdt mig så længe på trods af de mange gange, jeg havde klaget. Efter de havde diagnoseret mig som rask, holdt de mig. De mente, at jeg havde brug for lidt tid væk fra alting. Specielt væk fra Marc. Efter to uger havde han kommet og besøgt mig. Besøget havde bragt minder tilbage, og ifølge dem derinde, havde det også bragt mig tilbage til starten. Alle de 'fremskridt' jeg havde nået, væk!

 

"Hvad fanden laver du her, Kelly?" Hans stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

"Marc" Min stemme var ikke mere end en hvisken. Jeg var svag, lige så svag som min stemme.

"Er du sindssyg?" Der var en hårdhed i hans stemme, der fik alting i mig til at krybe sig. Jeg ville ikke se på ham, så jeg holdt blikket ud af vinduet. "Hvad laer du her?!" Jeg snurrede rundt og mødte kort hans blik.

"Hvad laver du her, Marc" spurgte jeg og lagde armene over kors. Med ét følte jeg mig stærk og magtfuld. "Skrid med dig!" I to skridt var han ovre ved mig og greb fat om begge mine overarme.

"Du skal ikke tale sådan" sagde han hårdt og tvang mig til at møde hans blik. " til mig"

"Slip mig, Marc!" snerrede jeg. Der var ingen klynken eller svaghed i min stemme. Jeg holdt mit toneleje, og hans blik. Jeg så ikke væk. Marc så usikkert på mig, og jeg følte mig stærkere end nogensinde før. Hans læber ramte mine, men jeg forholdt mig passiv. Jeg stod helt stille. Ét bestemt minde vakte følelser i mig, som jeg dog ikke viste. Jeg måtte bevare min styrke. Jeg lænede mig bagud, og hans læber forlod mine. Jeg følte mig ovenpå, da jeg sagde ham imod. Jeg ville ikke stå model til alle hans numre! Men al den styrke forsvandt, da hans hånd ramte min kind. Hård, lige over kindbenet. Jeg så helt målløs på ham, mens han stirrede på mig. Tårer trillede langsomt ned af mine kinder, mens jeg bare stirrede på ham. Mindet gjorde ondt indeni, men jeg langsomt følte mig mere og mere tom. Jeg gad ikke engang stritte imod, da han kyssede mig igen. Jeg ville ikke reagere på det. Til min store lettelse kom Jenny ind, mens Marc var over mig. Hans hænder gramsede på mig, mens jeg stod passivt og stirrede tomt ud i luften. Alting flød for mine øjne, mens gråd fyldte luften. Jeg hulkede lavt, da hun fik hevet ham væk fra mig. Hun råbte op, men jeg forstod intet af hendes ord. Alting flød sammen, og jeg bukkede under. Jeg faldt sammen på gulvet og slog armene om mig selv. Mindet havde ødelagt alt. Jeg havde følt mig ovenpå, magtfuld og modig. Pludselig syntes alting ligegyldigt...

 

Niall lagde forsigtigt en hånd på min kind og mødte mig blik. "Er du klar?" Hans urolige blik fik mig til at sende ham et beroligende smil. Jeg nikkede hurtigt og trak mig væk fra ham. Han tog min hånd i sin, så jeg ikke gik helt alene. Jeg hankede op i min zebrastribede kuffert og tog min sportstaske over armen. Niall tog min pose og vi gik mod udgangen. Jeg havde allerede taget afsked til Jenny, der skulle snakke med en af de andre, så hun kunne ikke sige ordentligt farvel til mig. Da vi åbnede yderdøren, gled en lettelse igennem mig. Jeg smilede tilfreds og gik sammen med Niall hen til hans bil.

 

"Jeg er så ked af det!" undskylde El og lukkede armene om mig. Jeg nikkede og følte tårerne presse på. Jeg havde ikke set hende i tolv uger! Det var rigtig lang tid væk fra sin familie. Jeg lod tårerne trille ned af mine kinder, mens jeg snøftede. "Hey, det er okay" Els rolige stemme fik mig faktisk til at tro, at alting var okay. Det, og psykologernes ord, fik mig virkelig til at tro, at det hele var okay. Jeg var i sikkerhed. Det hele skulle nok gå.

"Kelly" smilede Harry, da jeg havde trukket mig væk fra El, og åbnede sine arme. Jeg lod mig glide ind i dem. Det var rart, at de alle sammen var her. Jeg elskede de drenge! Zayn var den næste, derefter Louis og til sidst Liam. Louis gik over til El og lagde en arm om hende. Jeg gik over til Niall og kyssede hans kind. Han lagde en arm om mig og holdt mig tæt ind til sig. Alting virkede så lykkeligt. Det var næsten forfærdeligt!

 

There's a place that I know

It's not pretty there and few have ever gone

If I show it to you now

Will it make you run away

 

Or will you stay

Even if it hurts

Even if I try to push you out

Will you return?

And remind me who I really am

Please remind me who I really am

 

Everybody's got a dark side

Do you love me?

Can you love mine?

Nobody's a picture perfect

But we're worth it

You know that we're worth it

Will you love me?

Even with my dark side?

 

Like a diamond

From black dust

It's hard to know

It can become

A few give up

So don't give up on me

Please remind me who I really am

 

Everybody's got a dark side

Do you love me?

Can you love mine?

Nobody's a picture perfect

But we're worth it

You know that we're worth it

Will you love me?

Even with my dark side?

 

Don't run away

Don't run away

Just tell me that you will stay

Promise me you will stay

Don't run away

Don't run away

Just promise me you will stay

Promise me you will stay

 

Will you love me? ohh

Everybody's got a dark side

Do you love me?

Can you love mine?

Nobody's a picture perfect

But we're worth it

You know that we're worth it

Will you love me?

Even with my dark side?

 

 

Jeg mødte Nialls blik, der sendte en glæde igennem mig. Ja, han gjorde mig glad. Hvorfor skulle jeg så skubbe ham væk? Skulle jeg altid skubbe de gode ting væk, bare fordi jeg var bange for at blive glad for nogen? Nej, det skulle være slut! Jeg elskede Niall! Det stod klart for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...