DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
86601Visninger
AA

17. Forklaring

Jeg vågnede op med en underlig følelse i hele kroppen. Som om jeg var taget i agt for, at der var noget på færde. Som om jeg forventede, at der ville ske noget.

"Niall har ringet tre gange" mumlede El, mens hun skrev en sms. Jeg så kort på hende og fandt noget morgenmad. "Skal du ikke ringe tilbage?"

"Jo, men jeg er lige vågnet El" sukkede jeg og satte mig tungt på stolen overfor hende. Hun så dårligt nok op fra sin telefon.

"Er der noget mellem jer?" Hun løftede det ene øjenbryn og kiggede endelig på mig.

"Hvorfor spørger alle om det?"

"Fordi vi alle kan se det"

"Hvorfor spørger i så?"

"For at få det bekræftet"

"Men der er ikke noget at bekræfte" sukkede jeg og lænede mig tilbage. "Der er intet mellem os"

"Ikke ifølge Niall..."

"Åh gud!" udbrød jeg og gemte hovedet bag hænderne. "Hvad har han sagt?"

"At han gerne ville tale med dig, inden drengene gik amok med deres spørgsmål"

"Mere?"

"At han savnede dig"

"Åh nej..." Det var som om, alting gik ned for mig. Jeg skulle ikke få følelser for en dreng, og han skulle bestemt ikke få følelser for mig. Det var forkert! Jeg burde havde skubbet ham væk, da jeg havde chancen. Det var gået for vidt allerede! Jeg måtte stoppe det, inden han udviklede seriøse følelser. Det sortnede for mit blik, mens det gik op for mig, at det hele var min skyld. Jeg skulle knuse hans hjerte... "Nej" Min stemme var ikke mere end en hvisken. Jeg blev nød til at knuse hans hjerte, men jeg kunne ikke klare det. Jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle elske nogen igen. Aldrig nogensinde! Manden havde gjort det klart for mig. Jeg skulle aldrig falde for et andet menneske, være forelsket i personen og have seksuel omgang. Nej, jeg kunne ikke...

"Vi kan tage over til drengene senere" smilede El og lagde sin telefon fra sig. Jeg så tomt på hende. Sådan følte jeg mig; tom. Hjerteløs, tom, ond. Bare fordi jeg var så besværlig, skulle det ikke gå ud over andre. Jeg kunne ikke lade det ske!

"Nej" hviskede jeg, men det var ikke min stemme. Den var tom, som om intet betød noget. Alting kunne være lige meget. Jeg ville ikke se drengene igen, for det ville gøre det hele meget værre. Hvis jeg skulle se Niall i øjnene igen... Det kunne jeg ikke.

"Du var da super glad, da du kom hjem i går" sagde El uroligt, mens hendes blik overvågede mig. Hun holdt øje med hvert eneste af mine bevægelser. Som om hun forventede, at jeg skulle gøre noget uventet.

"Jeg vil ikke" klynkede jeg. Det var ikke mig, der var noget i mig, der styrede mig. Som da jeg stjal. Det var ikke noget, jeg kunne kontrollere. Min krop reagerede anderledes, end jeg normalt ville havde gjort. Jeg så igen på El, der havde rejst sig op. I tre skridt var hun rundt om bordet og henne ved mig.

"Hvad er der galt?" Hun lagde forsigtigt en hånd på min arm, mens jeg så bedende på hende.

"Jeg vil ikke... Du må ikke tvinge mig..." Min stemme var svag, og jeg følte mig som et lille barn.

"Jamen Kelly, du elsker jo drengene" mumlede El, mens hendes hånd strøg over min kind. Jeg rystede barnligt på hovedet, mens jeg lagde mine arme over kors. "Kelly, drop det..." El så opgivende på mig.

"Du fatter ingenting!" skreg jeg hende ind i hovedet og rejste mig hurtigt.

"Kelly!"

"Fuck dig Eleanor!" Jeg blev lidt overrasket af mine ord - hvilket Eleanor også blev - og sank sammen igen. Hvad skete der for mig? Jeg var et modbydeligt menneske. Eleanor var så sød og venlig, og så hadede jeg hende pludselig. Jeg var et forfærdeligt menneske! Eleanor rakte ud efter mig, mens hendes blik hvilede koldt på mig. "Du hader mig..."

"Jeg hader dig ikke" sukkede El og tog fat om mine overarme.

"Slip mig, El!" skreg jeg og kastede mig forvildet rundt. Alting i mit hoved kørte rundt. Mindet om manden, drengenes ansigter, Eleanors søde ord, Marcs opførsel på caféen. En hovedpine rasede og gjorde det endnu sværere for mig at håndtere. "Slip mig!" Eleanor strammede grebet om mig, mens jeg stadig kastede mig rundt. Jeg ramte ind i væggen, hvor mit hoved ramte tungt. Mine ben eksede under mig, og jeg faldt sammen.

 

* * *

 

"Niall..." mumlede jeg, mens jeg så på den lukkede dør. "Niall!" Jeg rejste mig hurtigt og løb hen til døren. Jenny havde ikke nået at låse den, så jeg kunne smutte ud.

"Kelly" kaldte Jenny, mens jeg kastede mig hen mod Niall.

"Niall, please tilgiv mig!" bad jeg og mødte hans blik. "Jeg er ked af det..."

"Kels..." sukkede Niall, men hans blå øjne glødede. "Det er okay" Hans hånd nærmede sig min kind, mens lige inden den ramte, blev jeg hevet væk.

"Nej!" skreg jeg og faldt sammen. Niall så overrasket på mig. Jenny tog fat om mine arme, mens jeg så på Niall. "Jeg snakker bare med ham, Jenny"

"Rolig..." mumlede hun, mens hendes hænder strammede grebet. "Kan du klare det, Horan?"

"Ja, selvfølgelig" smilede han, og Jenny slap mig igen. Jeg kom på benene og kastede mig om halsen på Niall.

"Befri mig fra det her fængsel" bad jeg lavt i hans øre, mens jeg krammede ham. Jeg havde det skidt med, at han måske havde følelser for mig, men jeg kunne virkelig godt lide ham. Han var en god dreng, men jeg ville ikke udvikle følelser.

"Jeg skal nok få dig ud" sagde han og trak sig lidt væk fra mig, så han kunne se mig i øjnene. "Det lover jeg"

"Tak" hviskede jeg og kyssede ham på kinden. "Snart"

"Meget snart" lovede han og sukkede. "Vi må hellere lade din fangevogter få dig tilbage igen, inden hun dræber mig helt" Jeg grinede og så over på Jenny. Hun stod med armene over kors og trippede med foden. Hun ventede helt sikker på, at hun kunne få mig tilbage til mit værelse.

"Hun hader mig" hviskede jeg.

"Nej, det tror jeg ikke"

"Jeg er sikker"

"Hvis hun gør, så vær glad for, at du ikke skal bo her for evigt"

"Eleanor har smidt mig ud" sukkede jeg.

"Jeg snakker med hende" smilede Niall og så mig i øjnene. "Jeg får dig hjem hurtigst muligt"

"Tak søde" mumlede jeg, og Niall kyssede mig hurtigt på munden. Glæden gled ned over min krop, og fik mig til at smule. "Smut med dig, inden Jenny dræber dig"

"Jeg skal nok gå" grinede Niall og slap mig igen. "Vi ses snart. Det lover jeg" Han kyssede mig hurtigt igen, inden han gik væk fra mig. Jeg så efter ham, mens han forsvandt hen ad gangen.

"Skal vi snakke sammen?" spurgte Jenny. "Jeg vil gerne høre, hvordan du har det. Hvem er ham her Niall? Hvad føler du for ham? Fortæl mig alt"

"Kommer jeg så ud før tid?" spurgte jeg og gjorde store øjne. Jeg skulle nok fortælle hende alt, hvis jeg kunne komme ud af den grund.

"Vi får se" sagde hun og smilede til mig. "Men hvis vi bestemmer, at du er rask nok til at komme hjem, må du gerne" Jeg jublede og gik i gang med at fortælle med det samme. 

 

_________________________________

Jeg er enig med jer, at sidste kapitels pludselige drejning var meget forvirrende, men håber dette kapitels forklaring, forklarede hvad, hvorfor og alt det der. Jeg er ked af, hvis i blev meget forvirrede. Det må i meget undskylde. Men her er næste kapitel, og jeg håber det forklarede... :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...