DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
86573Visninger
AA

10. Du lovede!

Marc og jeg søgte udenfor for at ryge, efter vi havde spist pizza. Vi stod begge i stilhed og røg, mens solen langsomt gik ned mellem de høje huse. Jeg nød stilheden, selvom jeg elskede at snakke med Marc. Igen, trods hans barske ydre var han blød og sød indeni. En sand ven med et hjerte af guld. Han passede på en eller anden måde på mig. Hans beskyttende blik, når jeg stirrede lige ud i luften. På en måde mindede vores forhold om mit og Gayles. Han var ligesom min storebror, en beskyttende og sød storebror. Nogen gange kunne han drive mig til vanvid, når vi arbejdede ved at tage mine kunder, men det kunne jeg ikke andet end at grine af bagefter. Han smilede kærligt til mig, og det var derfor vi var så gode venner, som vi var. Jeg elskede alt ved ham.

"Hvorfor kom du hen på caféen?" spurgte han pludselig, mens han pustede røgen ud af næsen. Jeg vendte blikket mod ham, der ellers havde været klistret over på den anden side af gaden, hvor der han en plakat. One Direction.

"Jeg havde brug for at komme lidt ud" sagde jeg langsomt, mens hans øjne iagttog min mindste bevægelse. Jeg tog smøgen op til munden igen og tog et hvæs. Jeg troede, at jeg havde forklaret det indenfor. Åbenbart ikke...

"Hvad er der i vejen med El?"

"Intet, det er ikke hende..." Jeg slog blikket ned, da jeg godt vidste, at det var dumt sagt. Så kunne han ligesom gætte sig til, at der var en anden. Eller fem.

"Hvem så?" spurgte han, som jeg havde forudset. "Er det hendes kæreste Louis?"

"Nej nej, han er flink nok" skyndte jeg mig at sige. Det var underligt, at Louis som jeg kendte ham fra caféen, viste sig at være min kusines kæreste. Så, hvis de blev gift, ville han og jeg komme i familie... Jeg rystede kort på hovedet.

"De drenge... ikk?" Jeg nikkede hurtigt og slukkede min smøg med foden. Marc var i gang med sin anden, men han slukkede den og gemte skoddet. "Skal vi gå en tur?" Jeg nikkede bare igen, og vi begyndte at gå.

 

Vi gik rundt i Londons gader klokken halv ni om aftenen, helt normalt... Eller ikke. Pludselig tog Marc min hånd, flettede sine fingre ind mellem mine og holdt godt fast om den. Ikke hårdt, men beskyttende og kærligt. Jeg kunne ikke lide følelsen af varme, der steg op gennem min arm. Den var behagelig, men jeg kunne ikke lide det. Jeg ville trække min hånd til mig, men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Samtidigt med at den varmede min, var den ment beskyttende. Det var jeg sikker på. Marc var beskyttende. Måske troede han, at jeg var bange for mørke? Vent, så skulle han i hvert fald ikke holde mig i hånden. Jeg så over på ham, mens han gik og så rundt. Mit blik fulgte hans, og han kiggede på en bænk. Med hvert skridt nærmede vi os den, og jeg blev mere og mere urolig. Nej, det skete bare ikke! Vi satte os, jeg lidt væk fra ham, og så bare op på stjernerne. Intet snak, hvilket jeg endnu engang satte pris på. Jeg rørte uroligt på mig, da han rykkede tættere på mig. Hans ene arm lagde han om på ryglænet, mens den anden lagde han løst på sit lår. Jeg stirrede bare på den, overbevist om, at den ville lægge sig på mit lår, hvornår det skulle være! Jeg havde ret! Kort efter lagde han den på mig lår, mens armen fra ryglænet lagde sig om min ryg.

"Undskyld, men jeg kan ikke det her" undskyldte jeg og rejste mig. Det var alt for tæt på, og jeg kunne virkelig ikke klare det. Der var ikke nogen, ud over Gayle, der kom så tæt på mig. Selv knus fra Eleanor var grænseoverskridende. Marc var en flink fyr, men ikke på den måde. Hans blik mødte mit, og jeg kunne se, at han var såret. Jeg sukkede og vendte mig om. Jeg havde lyst til at skrige, at vende mig om og løbe. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle tage hen. Trods det begyndte jeg at løbe. Væk fra Marc, væk fra bænken, væk fra den person der prøvede at komme tæt på mig. Jeg skubbede ham væk. Jeg havde det med at skubbe folk væk, og nu skubbede jeg også Marc væk. Tårer pressede på, mens jeg løb længere og længere væk fra Marc. Hvorhen vidste jeg ikke. Jeg ville bare væk. Langsomt begyndte tårerne at trille, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Der var alligevel ikke nogen, der så mig. Folk, jeg ikke kendte, måtte gerne se mig. De kendte mig ikke. De kendte ikke min historie. Jeg stoppede op og så mig omkring. Jeg kunne se London Eye, så jeg måtte være tæt på Eleanors lejlighed. Jo, det var jeg. Tre huse længere henne, tredje dør. Kunne jeg tage hjem? Jeg havde jo skrevet, at jeg sov ude, men jeg havde nøgler. Jeg tog en hurtigt beslutning og gik hen mod døren. Jeg skulle ikke nyde noget af at gå tilbage til Marc, og jeg ville heller ikke sove på gaden. Jeg låste døren op til opgangen og gik ind i elevatoren.

 

"El! Din kusine er hjemme igen!" lød det, da jeg låste døre n op til lejligheden. Harry stod i gangen, og det lignede, at han lige var kommet ud fra badeværelset.

"Jeg hedder Kelly" hvæsede jeg, da jeg passerede ham. Jeg undgik al form for øjenkontakt med ham og gik ind på mig værelse. Jeg orkede ikke nogen af dem, så jeg låste døren.

"Kelly!" lød det både bekymret, men også strengt ude fra gangen. "Kelly, kom ud. Vi skal lige snakke"

"Ikke nu, jeg er træt" mumlede jeg og smed min jakke. Jeg kastede mine sko over på døren, hvor de ramte med to bump. Eleanor, eller hvem det så end var, bankede på døren igen, mens jeg sukkede. "Gå nu bare for helvede!"

"Du skylder en undskyldning, Kelly!" Okay, det var helt sikker Eleanor. "Nej Louis! Hun skal ikke opføre sig sådan!" Louis måtte havde sagt noget til hende, da hun var blevet sur. Det var underligt at høre Eleanor skælde ud, når hun altid havde været glad og positiv.

"Skrid med dig!" skreg jeg arrigt og smed mig i sengen. Jeg krøb under dynen og krummede mig sammen. "Jeg har en dårlig dag! Husk, hvad du lovede!" Kunne hun overhovedet huske det? I bilen på vej væk fra Manchester; . "Du skal bare sige, hvis jeg skal holde mig væk fra dig, når du har en dårlig dag, okay?" Det havde hun sikkert glemt. Dog blev der stille i gangen, og jeg hørte nogen hviske.

"Fint, jeg holder mig væk..." Hun lød såret, men jeg kunne ikke tage mig af det. Jeg var også såret! Jeg hørte endnu en person gå væk fra døren og jeg sukkede let. Endelig havde hun fattet det. Men jeg skubbede hende væk, ligesom med Marc. Jeg havde snart ikke mere at miste.

 

Jeg vågnede op efter en lang nat med mareridt. Helt svedig med et hurtigt åndedræt. Noget eller nogen havde forfulgt mig i drømmen. Den havde startet godt, noget med en fest og sådan noget, men så fulgte nogen efter mig. Jeg havde været rystende bange, hvilket jeg kunne mærke, da jeg vågnede. Jeg så på klokken. Kvart i ni. Gad vide om drengene var taget hjem dagen før eller om de var blevet her og sovet? Egentlig var jeg ligeglad, men ønskede helst, at de var taget hjem. Jeg gad ikke stå op og blive i dårligt humør helt fra starten af. Med minderne fra drømmen stod jeg op og listede ud i bad. Jeg hørte en svag snorken, men håbede, at det bare var Eleanor. Hun snorkede ellers aldrig. Okay, det var nok drengene... Jeg gik i bad, mens jeg brugte lang tid på at sæbe mig ind. Det var ikke fordi, at det tog lang tid, men jeg havde ikke lyst til at gå ud igen. Varmen fra vandet, der strømmede ned over mig krop, havde en eller anden beroligende effekt på mig. Da jeg følte mig afslappet og rolig nok, trådte jeg ud af badet. Jeg viklede et håndklæde om mit hår og tørrede omhyggeligt min krop, inden jeg viklede et håndklæde rundt om min krop. Jeg tjekkede mig en sidste gang i spejlet, inden jeg ville gå ud. Jeg lignede noget, der var løgn. Ligeud. Mine brune øjne stirrede træt tilbage på mig, mens jeg havde det mascara, jeg ikke havde fjernet aftenen før, siddende under øjnene. Panisk prøvede jeg et fjerne det, men uden held. Det skulle fjernes med makeupfjerner. Heldigvis kunne jeg ikke se mit hår, men jeg vidste, at det var endnu mere uglet og forfærdeligt at se på, end det havde været længe. Jeg havde aller mest lyst til at ligge under dynen.

"Åh" lød det overrasket, da jeg åbnede døren og så lige ind i Nialls blå øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...