DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
87159Visninger
AA

21. Dårlige nyheder

Zayn udviklede kysset ret voldsomt og lagde hænderne på min krop. Underligt nok trak jeg mig ikke væk, selvom jeg vidste, at Niall ikke ville bryde sig om det. Dog havde jeg en smule fornuft og lagde ikke armene om ham, som jeg normalt ville havde gjort. Zayns tunge gled ind i min og havde samme effekt som en propel på en helikopter. Hans tunge ramte hver en afkrog af min mund, hvilket jeg følte, var en smule ubehageligt. Tænk at nogle piger kunne lide det...

"Zayn" mumlede jeg og trak mig væk fra ham. Isterningen var for længst smeltet, så han havde bare kysset mig af lyst. Hans blik var ufokuseret og han lugtede ret meget af alkohol. Jeg vidste, at han var fuld. Meget endda. Normalt ville han aldrig kysse mig! Jeg var Nialls, og Zayn accepterede det. Eller gjorde han?

"Kom nu, skattepige" blev han ved og trak mig ind til sig. Godt nok havde jeg drukket, men selv påvirket af alkohol kunne jeg sige nej til andre drenge og holde mig til min fyr: Niall. Jeg vred Zayns hænder af mine hofter og gik tilbage til Niall. Det havde været forkert at give isterningen videre til Zayn, men jeg havde gjort det, og jeg måtte rette op på det igen. Niall så ikke særlig glad ud, da jeg satte mig over til ham igen. Jeg smøg mig ind til ham og kyssede ham på halsen. Han så ikke på mig, så jeg drejede langsomt hans ansigt, så mine øjne mødte hans blå.

"Hej" hviskede jeg glad og smilede. Niall kunne ikke længere holde sin hard to get -facade og smilede også til mig.

"Hej" hviskede han tilbage og kyssede mig blidt på munden. Mine læber, der lige havde ligget mod Zayns. Jeg ville helst ikke tænke tanken, da jeg ikke ønskede at kysse med Zayn. Han var en ven, intet andet!

"Jeg er træt" sagde jeg og gabte. Egentlig var det bare skuespil, for jeg var ikke særlig træt. Jeg ville bare gerne hjem - og væk fra Zayn, - så jeg kunne putte med Niall. Jeg vidste, at han ikke ville lade mig være alene, specielt ikke når Eleanor ville tage med Louis hjem. Det havde hun fortalt tidligere, så Niall havde ridderligt foreslået, at han kunne sove hos mig.

"Så tager vi hjem, prinsesse" smilede han og kyssede mig på håret. Han vendte sig mod de andre, der sad og snakkede. "Vi tager hjem" Vi rejste os, og han lagde en arm om mig.

"Vi ses" sagde de andre, vinkede og smilede. "Hej hej" Jeg vinkede igen og begyndte at gå. Niall havde en arm om mig, mens han førte mig ud af klubben. Jeg kendte den ikke så godt, så det var godt Niall var med mig.

 

Da vi kom udenfor tog Niall min hånd og så på mig. Jeg stoppede op og så nysgerrigt på ham. Der var noget ved hans blik, der fik mig til at rødme.

"Hvad er det?" spurgte jeg, lidt genert, og mødte hans blik. Han var den eneste, jeg kunne se i øjnene. "Hvad?" Jeg smilede bredt og trak ham ind til mig. Nialls øjne lyste og gav mig en kildrende fornemmelse i maven.

"Ved du godt, at jeg elsker dig?"

"Det har du sagt mange gange, så ja"

"Nå, men så siger jeg det igen. Jeg elsker dig" Jeg stillede mig på tæer og kyssede hans let røde læber. Alting i mig snurrede rundt, som om verden udenfor var under et tornadoangreb. Ingenting betød noget, bortset fra Niall og jeg. Vi var som skabt for hinanden, følte jeg. Jeg slog armene om hans hals, og Niall lagde sine hænder på min lænd, for at presse mig tættere på. Langsomt udviklede Niall kysset, men ikke så voldsomt som Zayn havde gjort det. Han var blid, ikke voldsom, som Zayn. Der var noget ved den måde, som Niall kyssede mg på, der overbeviste mig om, at hvis jeg en dag ville blive udsat for fare, ville han ofte sig for mig.

"Vi må hellere se at komme hjem" hviskede jeg og lod min hånd køre gennem hans hår. Niall nikkede kort og slap mig igen. Vores hænder fandt automatisk hinanden og vores fingre flettedes ind mellem hinanden, som om minde fingre passere perfekt ind mellem hans. Som om vi var skabt for hinanden. Det var som at være i himlen. Bare at se på Niall, at vide at han elskede mig. At han ikke så nogen anden, og at det var mig, han ville have... Jeg kunne dårligt tro det, men det var sandt. Min virkelighed havde ændret sig fra forfærdelig til vidunderlig.

"Kom" hviskede Niall og trak mig med ind i taxaen, som åbenbart var kommet. Jeg fulgte med ind og lænede mit hoved på hans skulder. Pludselig blev jeg træt, så jeg gabte og puttede mig ind til ham. Niall gav chaufføren adressen, så jeg lænede mig bare tilbage og nød turen.

 

* * *

 

Jeg vågnede af en telefon, der ringede. Groggy fandt jeg min mobil og tog den.

"Hallo?" spurgte jeg med en grødet stemme og sukkede. Hvem ringede klokken... halv tolv?!

"God formiddag, Kelly" lød det formelt i den anden ende, men personen havde alt andet end formelle hensigter. Stemme tilhørte min 'mor'. Den mor der havde sendt mig væk.

"Hej" brummede jeg og gned mit øje. Jeg fik mascara på hånden, så jeg gættede på, at jeg også fik mascara under og rundtomkring øjet.

"Din far og jeg har snakket med kommunen, og du kan flytte hjem igen. Jeg har snakket med Eleanor, og hun siger, at du har gjort fremskridt"

"Fremskridt?!" Jeg følte mig med ét meget vågen. "Hvad fanden snakker du om?" Niall rørte på sig ved siden af mig, så jeg rejste mig forsigtigt og gik ind i Els stue. Mary, min mor, snakkede, mens jeg gik.

"Du må forstå, at vi ikke sendte dig væk" sagde hun venligt og lød som en, der mente det. Jeg fnøs bare og satte mig tungt på armlænet til sofaen. "Vi mente, at det var for dit eget bedste. Og vi havde ret"

"I havde ret?" spurgte jeg uforstående og sank en klump. "Jeg blev indlagt med en depression, jeg var ved at ryge i spjældet, hvor min bror også er, og så vil i nu fjerne mig fra det sted, jeg har følt mig aller bedst tilpas nogensinde?!"

"Kelly?" kaldte Niall og jeg sænkede stemmen.

"I er syge i hovederne" Jeg tog min telefon væk fra øret og lagde på. Jeg gad dem ikke... "Undskyld søde, kommer nu" Jeg smed min mobil i sofaen, efter at havde sat den på lydløs. Jeg gad ikke endnu et opkald fra Mary eller Eric. Jeg tøffede ind til Niall igen og gled under dynen.

"Hvad var det?" Han lagde armene om mig og trak sig ind til sig.

"Bare et opkald fra en eller anden sælger" løj jeg irriteret og gemte min hoved mod hans brystkasse.

"Årgh, irriterende" istemte Niall og holdt lidt fastere om mig. Han kyssede mig på håret og begyndte at nynne stille. Hans rolige åndedræt, hans bankende hjerte... Det hele gjorde mig så rolig, at jeg næsten glemte alt om Mary og Eric. De kunne ikke tage det hele fra mig! Det måtte de ikke. Alt hvad jeg havde der i London, ville de fjerne fra min hverdag og tage mig tilbage til Manchester, hvor jeg ikke var andet end en tyvetøs, en latterlig pige med nogle forfærdelige venner og en uduelig elev. Jeg havde et forfærdelig liv der, hvor alle kendte mig. I London kunne jeg være... ja, hvad kunne jeg være? Mig selv? At tage London, Eleanor og drengene fra mig, ville ødelægge mig totalt! Jeg ville ikke tilbage, jeg ville ikke så langt ud igen. Jeg skadede og sårede andre mennesker.

"Jeg går lige på toilettet" mumlede jeg og forsvandt ud af Nialls favn. Jeg gik - som jeg sagde, jeg ville gøre - på toilettet, men ikke fordi jeg skulle tisse. Jeg låste døren og sank ned på gulvet. Med et hulk slog jeg armene om mine ben og krøb sammen som en lille kugle. Niall skulle hverken se eller høre mig græde. Han troede, at det hele var i den skønneste orden. Jeg ville gerne lade ham blive i den tro, glad og uvidende. Det var bedre end, at han skulle bekymre sig om mig. Jeg kunne klare det. Jeg havde klaret det før. Alene. 

 

__________________________________

Neeeej! Hvor er det bare ASFJHKHSJJFJGFDKSLSLFJHF!!!!!!! Lige i dette øjeblik, som jeg skriver dette, er der 273 personer, der har min historie på favoritlister. VIIIIIIILDT! Jeg er mega stolt over, at det jeg skriver, er noget i gider læse. Vi nævner det lige igen, ikk'? Da jeg startede med at skrive denne novelle, var det bare en lille 'dum' idé oppe i mit hoved. "Hey, hvorfor ikke skrive en novelle baseret på en sang. Idéen tog form, og den har åbenbart fanget jer. Det er jeg glad for, for ellers havde jeg nok ikke brugt så meget tid på den. Like nr. 200 var i dag, jaaa! Shoutout til Beliebers. som var like nr. 200! 

Kærlighed, kys og kram til alle, og må i få en dejlig og velfortjent sommerferie. Jeg har også ferie - wow, surprise - men ikke fra mine historier. Jeg vil skrive, så meget jeg kan, så i kan læse så meget, i kan. Hyg jer, og glem nu ikke at like, hvis du mener, at den fortjener det, og ikke har liket endnu. 

MØSSAR! <3

 

Ps. Kapitler er ikke rettet igennem, så der er sikkert nogle tastefejl eller udeblivende ord. Retter det i morgem, hvis jeg får tid... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...