DarkSide {One Direction}

Kelly er vokset op i Manchester sammen med sin tvillingebror, Gayle, og hendes forældre, Mary og Eric. Kelly har det ikke nemt i skolen. Hun pjækker ofte og hænger ud med folk, der er meget ældre end hende. Som 16-årig dropper hun skolen helt. Hun hænger ud med alkoholikere og narkomaner. Dog holder sig fra stofferne, men cigaretterne trækker i hende. Hendes forældre er ved at give op, men så griber de dog ind og sender hende til London. Pludselig skal hun indfinde sig med at skulle bo hos sin kusine, Eleanor Calder. Kusinen introducerer Kelly til hendes kærestes venner, bedre kendt som One Direction. Kelly er først ligeglade med dem, og vil hellere passe sit nye arbejde. Dog kan hun ikke holde sig helt væk fra dem, da de er stamkunder på den cafe, hvor hun får arbejde på. Hvad gør hun så, når de pludselig er overalt, hun selv er? Følg med i: DarkSide.

500Likes
580Kommentarer
87362Visninger
AA

7. Adrenalin

Efter tre uger med arbejde på caféen følte jeg, at jeg passede ind. Summer blev som en veninde for mig og jeg lærte de andre medarbejdere at kende. Marc og jeg hang ud sammen efter arbejde, og El var glad på mine vegne. Jeg fandt ud af, at hun arbejdede som model, hvilket egentlig ikke kom som den helt store overraskelse for mig. Hun viste mig rundt i Londons gader, så jeg kunne færdes på egen hånd. Pludselig glemte jeg alt om, at jeg var fra Manchester og begyndte at føle mig rigtig hjemme. Jeg havde ikke taget kontakt til mine forældre, og jeg havde glemt at ringe til Gayle. Når jeg ikke arbejdede, så trænede jeg enten i fitnesscenteret eller også løb jeg. Underligt nok passede jeg på min krop, hvilket føltes godt. Jeg var holdt op med at ryge og alting faldt sammen. Dagene var næsten ens, men det gjorde ikke noget. De drenge, der havde været på caféen på min første dag, kom ofte og de var begyndt at snakke til mig. Dog kunne jeg ikke blive og hænge ud med dem, da de ofte kom til frokost, og jeg skulle arbejde til klokken otte om aftenen. Alting kørte på skinner, indtil jeg blev ringet op...

 

"Kelly! Er det dig?"

"Ja, det er mig" sagde jeg usikkert. Det havde været Gayles nummer, der kom frem, men det var ikke ham, der talte. "Hvem snakker jeg med?"

"Melissa" udbrød personen. Det gibbede i mit. Melissa? Hvad ville hun? "Gayle er blevet anholdt!"

"A-hvad er han?" spurgte jeg, selvom jeg godt havde hørt det.

"Ja, han er blevet anholdt!" Melissa virkede meget oppe at køre, men om det var på grund af anholdelsen eller stoffer, var ikke til at vide. "Han kommer sku i fængsel!"

"Melissa..." mumlede jeg svagt. Hvorfor var han blevet anholdt og skulle i fængsel. Hvad havde han gjort? "Hvad har han gjort?"

"Han stjal sku, den dumme knægt!" Hun råbte nærmest, så jeg holdt mobilen lidt væk. "Jack og jeg havde ellers advaret ham om ikke at gøre det, men han gjorde det sku alligevel!"

"Hvad stjal han?"

"Penge! Han røvede en bank, sku da!" Alting sortnede for mine øjne i det øjeblik, og jeg havde lyst til at tude. Hvorfor havde han været så dum? "Der kom politi med pistoler og skidt og lort! Han havde sku også selv en gun!"

"Hvad Gayle en gun?" spurgte jeg forvirret. "Hvor havde han den fra?"

"Også stjålet" fortalte Melissa og råbte til en eller anden. "Nå skattepige. Jeg smutter igen. Hyg dig i storbyen, skat" Så lagde hun på, og jeg kiggede bare på mobilen. Alting slog klik og en pludselig vrede steg op i mig. De kunne ikke bare gøre sådan! De kunne ikke tage min tvilling fra mig! Nu ville der gå endnu længere tid, inden jeg kunne se ham igen! Jeg knyttede mine hænder, mens jeg så mig omkring. En tanke, én tanke steg op i mit hoved og før jeg vidste af det, stormede jeg mod den nærmeste butik.

 

Butikken kølige aircondition slog imod mig, da jeg trådte ind. Damen i kassen kiggede kort på mig, da jeg gik forbi hende og videre ind i butikken. Jeg lod mine øjne søge hen over hylderne, mens jeg roligt gik ned gennem gangene. Mit åndedræt var hurtigt, mens adrenalinen pumpede rundt i mig. Hvad havde jeg gang i? Hele min krop skreg, at jeg skulle vende om. Jeg kom dog på andre tanker, da jeg kom i nærheden af nogle smykker. Jeg så på. Tre kameraer til højre for mig, et til venstre. Hm... Det var den slags, der ikke filmede hele tiden. De filmede i fem sekunder, og så filmede det næsten. Billederne på overvågningen ville skifte, og hvis jeg var hurtigt nok, ville de ikke kunne se noget. Jeg kiggede på smykkerne, som om jeg ville købe et af dem. Jeg gik videre, men lod som om jeg snublede, mens jeg rev tre halskæder ned. En mand kom til syne bag mig, mens jeg forsikrede ham om, at jeg var okay. Han nikkede og gik igen. Adrenalinen pumpede hurtigere rundt og mine hænder begyndte at ryste. Kom så, sagde jeg til mig selv. Du kan godt! Du har gjort det så mange gange før! Jeg lod en af halskæderne blive på gulvet, mens jeg kom en anden ind i hånden. Jeg kom en tredje i min egen lomme, uden at det blev fanget på kameraet. Jeg så mig om for at orientere mig og gik hen forbi manden. Jeg tjekkede kameraerne igen, og da det ikke filmede hen mod os, smed jeg halskæden i hans lomme. Hans opdagede intet, men så barre på mig med et blik, der spurgte om jeg var okay. Jeg smilede bare til ham og kiggede videre. Skulle han ikke snart gå? Så havde jeg chancen for at smutte igen. Mit hjerte pumpede hurtigere, mens manden bevægede sig mod kasse. Da der ikke rigtig var andre mennesker, kom han til med det samme. Han købte nogle få ting og kom det i en pose. Jeg passerede damen i kassen, da jeg ikke havde noget at købe. Manden passerede alarmerne, der selvfølgelig begyndte at bippe. Først så damen bare forskrækket op, men da hun så manden, sprang hun op.

"Hey, kom her!" råbte hun og pegede på ham. Han så forvirret rundt, da det endnu ikke var gået op for ham, at han havde bibbet. Jeg smuttede ud, mens alarmerne stadig bibbede. Adrenalinen gav mig det rus, jeg havde savnet. Det rus, jeg var sikker på, Gayle også havde fået. "Hey!" Damen råbte efter mig, mens hun pegede efter mig. "Kom her!" Jeg vendte om på hælen og løb. Min form var blevet bedre, efter jeg stoppede med at ryge og begyndte at løbe, men var ikke som den havde været engang. Dengang jeg boede i Manchester, kunne jeg løbe fra selv de hurtigste politimænd. En mand bag mig satte i løb efter mig. Han var hurtig, men jeg var lille og adræt. Jeg spurtede ind mellem menneskerne, der hoppede forskrækket til side.

"Kom her!" råbte manden. Jeg så mig om et kort øjeblik, inden jeg igen så forud. Fuck! Der var en politimand! Nu var det ovre! Manden bag mig halede ind på mig, og jeg så nederlaget i øjnene. nej, jeg måtte ikke se sådan! Jeg løb forbi politimanden, men nåede lige at møde hans blik. Han kunne godt se, at jeg ikke var uskyldig. Han satte også i løb efter mig, og han var hurtigere end den anden mand. Jeg råbte og skreg for, at menneskerne foran mig trådte til side, så jeg kunne komme forbi. Pludselig mærkede jeg et stramt greb om mit håndled og jeg blev hevet bagud.

"Slip mig!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Lige meget hjalp det. Politimanden strammede sit greb om min hånd og fik mig ned at ligge på jorden. "Slip mig! Slip mig for helvede din store idiot!" Jeg vred mig, mens hans greb gjorde ondt. Han lagde en knæ på ryggen af mig, mens han holdt mine hænder. "Slip mig, slip mig, slip mig!" Lige meget hjalp det, for politimanden ville ikke lette sit greb. Tværtimod. Han strammede det, og jeg skrev i smerte.

"Kelly?" lød det pludselig, lettere forvirret og overrasket. Jeg kunne ikke se op, men stemmen kunne jeg genkende. Fuck...

"Kender de pigen her?" spurgte politimanden og løsnede en smule på grebet om mine hænder. Please sig nej, please sig nej, tænkte jeg. Det var allerede pinligt nok i forvejen, men at han skulle blandes ind i det...

"Ja" sagde han, og jeg lukkede øjnene. Det var det. Mit liv var ovre. Havde han bare sagt nej, havde han kunne gå videre. Men nej, han havde ja til, at han kendte mig. Nu ville jeg helt sikkert dø langsomt. "Ja, det gør jeg"

"Pigens navn?"

'"Kelly" sagde han, mens jeg bandede lavmælt. "Kelly Calder" Vent, hvor kendte han mit efternavn fra? Jeg havde da kun præsenteret mig som Kelly. Måske havde han læst sig frem til det i avisen? Jeg havde efterhånden været deri flere gange, enten alene eller sammen med Eleanor. Medierne havde stadig ikke mistet interessen for min tilstedeværelse i London. De havde taget billeder af mig, mens jeg arbejdede, mens jeg shoppede og foran Eleanors lejlighed. Jeg bankede hovedet ned i den asfalten og ønskede, at han snart ville gå. Hvorfor skulle han også lige genkende mig?!

"Hvad er dit navn?" brummede politimanden.

"Harry" sagde han. "Harry Styles" 

 

_______________

Siger det lige igen, LIIIIIIIKE! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...