dukkebarn

Mathilda er en engel. en engel der for alt hun peger på. alle de dukker hun vil have. ingen kan modstå hende. hendes blå øjne var fælgslende, lyse krøller er hypnotiserende. Men...

1Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

1. opdagelsen

Jeg kiggede på mine dukker og spilede øjnene op. Rejste mig langsomt. Hele min krop rystede af angst. Trak mig baglæns ud af døren og lukkede den efter mig. Pressede ryggen op mod døren. Jeg lukkede øjnene. Mine smukke blå øjne. Rystede mine smukke lyse krøller. Dette kunne ikke være sandt. Dette kunne jeg ikke tro på. Mine ben gav efter. Jeg gled ned, stadig med ryggen til døren. Jeg åbnede øjnene. Vinduet overfor spejlede mig. Vinduet ud til den store have. Vinduet ud til den verden der altid er blevet nægtet mig adgang. Jeg kunne se min egen angst, mærke min egen frygt. Frygten var som en del af mig. åd mig op indefra. fortærede hver en bid af min glæde. Bare ved at se mit spejlbillede. Jeg lagde mit hoved på knæende og holdte om benene. Jeg kiggede på mine fødder og skreg. skreg af mine lungers fulde kraft. Mine fødder var af ren porcelæn. Jeg skreg og skreg og sparkede mine laksko af. Mine fødder var af det pureste porcelæn. Tårende fylder mine øjne. Mit syn blev sløret. Kunne mærke en tåre ned ad kinden. Den gled langsom af sted på sin vej ned af min kind. På vejen blev den overhælet af en anden, og så en mere. Tårende strømmede af sted. Jeg gjorde ingenting, for at tørre dem væk. Ingenting for at stoppe dem. Lod dem bare strømme. Lod mine følelser rive mig af sted. Tårende fortsatte, som en buldrende flod. Prøvede at lade være med at sige noget. Men jeg kunne ikke stoppe et hulk. Hulket var et råb til verden om hjælp. Porcelænen kravlede ligesom op ad benet. Jeg hulkede ned i kjolens lyserøde skørt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...