Den dag jeg blev blind

en skoleopgave om en kvinde der bliver blind.

0Likes
0Kommentarer
682Visninger

1. sygdommen

 

Sygdommen ramte mig som et slag i baghovedet. Mine hænder blev fugtige. 

Det startede med at det hele blev sløret for øjnene af mig. Jeg kunne ikke se andet end silhuetter og omridset af ting. Stærke farver var lidt synlige. Tilslut var der ikke andet end mørke lige meget vor meget jeg fokuserede på en ting blev det ved med at være sort. Angsten for at være blind skar gennem min krop som en pil. Angsten var en sur smag i munden. Det hele skete så hurtigt. På en dag skete det hele. Hvis jeg havde vist at jeg ville blive blind var der flere syn jeg ville havde sat mere pris på. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg ville ikke give efter. Jeg kunne ikke jeg ville ikke. Tårende kom som en flod jeg kunne ikke beherske mig. Følelser og spørgsmål strømmede igennem mig. Hvad skulle jeg gøre? Hvem skulle jeg opsøge? Jeg havde brug for at klare tankerne. Det eneste sted jeg kunne være mig selv var i skoven. Hvordan skulle jeg komme der ud? Ligegyldigheden skyllede ind over mig som en bølge. Nej nu kunne det være nok. Der ud det skulle jeg på den ene eller den anden måde. Jeg følte mig frem til døren. Alle tingene føltes meget stærkere. Tingene gjorde mig tryk. De føltes som en hjælp. En hjælp til at finde døren. En god ting er, at jeg boede lige i udkanten af skoven. Jeg skulle lige dreje til venstre, så var jeg i skoven. Jeg kunne høre grenene under mine føder give mig en tryk fornemmelse. Duften fra skoven var en befrielse. Fuglene sang smukkere end nogen sinde. Det lyder mærkeligt, men jeg kunne føle at skove ville mig alt godt. Et sørgeligt smil strejfede mine læber. Det her var mit liv, et liv i blinde. Det var en trist tanke. Træet jeg stod op ad havde en hård rug overflade.

Det var dengang nu har jeg vænnet mig til det. Det er ikke så slemt, som det ser ud. Min nye hund Snuffy hjalp mig i starten. Nu kan jeg færdes som alle andre mennesker i storbyer. Jeg føler mig frem. Der skal bare ikke være for mange af de der elbiler. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på dem. Min mand er også en stor hjælp. I begyndelsen farede jeg sammen når jeg hørte nogle snakke. Jeg kunne føle hvor de var, men det var forfærdeligt ikke at kunne se hvem, eller hvad der snakkede til mig. Men med min mand var det anderledes. Hans stemme var tryg og varm. Jeg kunne mærke at hans øjne hvilede på mig. Han snakkede til mig så venligt. Mit hjerte smeltede med det samme. Jeg kunne føle glæden, i hver en lille del af min krop. Det var som en lille skrøbelig fugl, der blafrede nede i maven på mig. For første gang i mange år, kom et rigtigt glædesfuldt smil.

Mit liv er lige så normalt som alle andres. Den eneste forskel er, at jeg ikke kører bil.

Mine sanser er så skærpet at det er en fornøjelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...