Den dag jeg belv blind

En gammel dansk opgave, der skulle handle om at blive blind. Havde kun 4 lektioner altså 3 timer til den.

1Likes
2Kommentarer
354Visninger
AA

1. Den dag jeg blev blind

Den dag jeg blev blind, startede som en god dag. Alt var som det skulle være. Da jeg kom hjem gik jeg på posthuset, for at finde ud af om, brevet fra Line var kommet. Hun var flyttet til Australien, fordi hendes far havde fået et job der nede. Da jeg kom ned på post huset, lå en stor pakke til mig. Jeg tog pakken med under armen, og gik. Jeg gik over vejen, da jeg så et skarpt lys. En smerte skød gennem mig, som vis en kniv havde stukket. Det næste jeg sansede var ren mørke, en masse lyde. Jeg vidste ikke om jeg var vågen eller sov. Jeg åbnede mine øjne, mere mørke. Et skrig sad i min hals og et spørgsmål brændte min mund, Hvad forgår der? En kvinde stemme ”Hun er vågen” En kold hånd, og et kys på kinden. Det var det eneste jeg kunne sanse. ”Kan du se mig” ”Nej” Ordet sad næsten fast i halsen på mig. Det kunne ikke være rigtig, jeg kunne ikke leve i mørke. En tåre faldt på min kind, om det var min egen eller min mors vidste jeg ikke. Jeg var lammet i chok. Selvom jeg ikke opfattede noget andet en ren chok, lagde jeg mærke til at alle mine egne sanser var meget mere skarpe en ellers. Jeg kunne tydeligt, mærke at stoffet i hospitalssengen var groft, og at en masse forskellige lyde, som jeg ikke plejede at kunne høre. Flere tåre pressede mine øjne, jeg vidste jeg måtte væk her fra, om det så skulle være i hospitalstøj. Jeg skubbede dynen til side og sprang, ud af sengen. En skarp smerte, fra mit ben der, nok var brækkede, fra mit bryst som vis to jern slanger strammede deres greb, også fra mine hænder da alle de små nåle, fra drop og blod. Ligeglad med al’ denne smerte, løb jeg. Ud uden at kunne se, jeg løb ind i vægge og borde. Jeg åbnede en tilfældig dør, og trådte ud, ud i det blå. Jeg faldt ned ad en trappe, flere trin. En stribe blod, flød ned af min kind fra min næse. Jeg tørrede den hastig væk, og løb videre. Flere sygeplejersker, prøvede at tage fat i mig, men jeg skreg bare og løs rev mig. Da jeg endelig stod ude på de kolde fliser. Faldt mit hjerte lidt til ro, og min vejrtrækning blev dyber. Jeg kunne tænke klart. Nogle kom og tog fat i mig. ”Lad mig være” skreg jeg. ”Men..” ”Men ikke noget jeg bliver, nød til at havde noget frisk luft, jeg kan ikke holde den klamme luft ud som der er der inde.” Jeg skreg det ud, det var rart at for afreageret, men jeg vidste min mor så såret ud. Jeg løb igen. Det var en god følelse.

Jeg løb over flere vejen og flere biler dyttede af mig, men jeg blev ved med at løbe indtil jeg mærkede det kølige sand. Jeg forsatte, ned ad de høje sand bakker som var, omkring stranden. Det var i marts, og den kolde, vind nev min bare hud. Jeg forsatte uden at ænse, forsatte indtil jeg stod i vand til anklerne. Vandet var vådt og koldt. Jeg følte det kolde vand mere en jeg normalt ville havde gjort, hørte vindens susen mere, højere og mere kraftfuldt. Jeg trådte et skridt længere ud i vandet. Den fysiske smerte overdøvede den smerte der var inden i mig. Den smerte over aldrig at skulle se farver igen, smerte over aldrig at skulle se billeder og frem for alt smerte over aldrig at se min familie eller venner igen. Jeg gik langsomt længere ud i vandet, længere til stod i vand til navlen. Jeg trak vejret, og dykkede. Dykkede ned i det iskolde, vand, mine fingre og fødder var følesløse. Min lunger føltes som istapper, men det var ikke ubehageligt men, en rar afveksling. Jeg ønskede at forsvinde ned i vandet. Ønskede at trække vejret, som en fisk. Mærke det kolde vand. Min hals snørede sig længere og længere sammen, min lunger hungrede efter luft, mit hoved snorede som en snortop.

Jeg tog en mundfuld vand prøvede at trække vejret, gennem det. Det fik mig til at hoste. Igen var der det uoverskuelige mørke, ikke som når jeg havde åbne øjne. Men denne gang var jeg ikke skræk slagen for det denne gang længtes jeg efter det. Det var bedre ikke at være her, end at være her uden syn. Mit hoved skød op gennem vandets overflade. Jeg trak begærligt en stor mundfuld luft. Kulden brændte mine lunger som, store ild tunger. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, mit hjerte føltes som tung sten, min krop føltes som om en pil havde ramt mig. Mine knæ værkede og jeg faldt sammen. Mørket omsluttede mig hurtigere denne gang. Det skarpe lys kom nærmere, det samme skarpe lys som på bilen. Angsten tog mig, som en et stort rovdyr flådede det mig i stykker. Jeg skreg, det kolde vand strømmede ind i min mund, ned i mine lunger. Noget hårdt tog fat i min krop og rev mig op ad vandet. Jeg hostede, vandet var ved at kvæle mig. Den kolde luft, rev min hud. Jeg havde lukkede øjne. Jeg kunne ikke holde ud at åbne dem og vide at, jeg ikke ville kunne se noget ud over, den grå kedelige farve. Langsomt åbnede jeg mine øjne. Det første jeg så var den blå himmel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...